Bevis for udbetaling.
| Sagsnummer: | 391/1994 |
| Dato: | 31-01-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Bog - saldoens størrelse
|
| Ledetekst: | Bevis for udbetaling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 30. juni 1994 har klageren påstået indklagede tilpligtet at betale 5.000 kr., der angives at mangle på hendes bankbog hos indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Der er under sagens forberedelse fremlagt posteringsoversigt af 5. juli 1994 for klagerens konto, samt kopi af 2 udbetalingsbilag, hvorpå der med klagerens underskrift og angivelse af bogens mærke er kvitteret for to udbetalinger à 5.000 kr. henholdsvis den 29. marts og den 5. april 1994.
Klageren har anført, at hun den 29. marts 1994 hævede 5.000 kr. på sin bankbog, der var forsynet med mærke, hvorefter saldoen ifølge det anførte i bankbogen var 5.469,45 kr. Ifølge indklagede blev der den 5. april 1994 hævet endnu 5.000 kr., hvilket ikke fremgår af bankbogen. Hun manglede herefter 5.000 kr. af sin pension.
Indklagede har anført, at der ved en fejl blev maskinafstemplet to posteringer oven i hinanden, således at det i bankbogen fremstår, som om der ikke er hævet 5.000 kr. den 5. april 1994. Dette har man nøje forklaret klageren ved dennes henvendelse den 22. april 1994, ved hvilken lejlighed kontoen blev ophævet. Af kontoudtog af 5. juli 1994 og af to fremlagte udbetalingsbilag, der er underskrevet og påført mærke af klageren, fremgår, at klageren både den 29. marts 1994 og den 5. april 1994 har hævet 5.000 kr. på kontoen.
Ankenævnets bemærkninger:
På grundlag af de fremlagte udbetalingsbilag finder Ankenævnet det godtgjort, at klageren både den 29. marts 1994 og den 5. april 1994 har fået udbetalt 5.000 kr. fra sin konto. Klageren kan ikke heroverfor støtte ret på den fejl, der blev begået i forbindelse med afstemplingen af bogen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.