Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission i 2007. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken.
| Sagsnummer: | 384/2014 |
| Dato: | 14-12-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med emission i 2007. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med emission i 2007.
Sagens omstændigheder
Klageren var både kunde og ansat i Roskilde Bank.
Den 21. marts og 22. marts 2007 tegnede klageren i alt 92 stk. aktier i Roskilde Bank for 27.600 kr. til nogle medarbejderaktiedepoter, et opbevaringsdepot og et medejerdepot. Klagerens titel var ifølge afregningerne ”Kunderådgiver”.
Af en investeringsprofil, der efter det oplyste blev udarbejdet den 30. oktober 2007, fremgik, at klageren havde erfaring med værdipapirhandel, herunder handel med aktier. Hans samlede økonomi var egnet til investering, han foretog mellem 10 og 40 handler årligt, og hans risikovillighed svarede til tallet 8 på en skala fra 1-10, hvor 10 var høj risiko.
Det fremgik endvidere af investeringsprofilen, at han var bankuddannet, og at hans uddannelse/beskæftigelse havde relevans for investeringsprofilen.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Den 3. marts 2009 blev Roskilde Bank erklæret konkurs. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår bl.a.:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...
2.1.2 Særlig viden i kraft af ansættelsesforhold m.v.
En kunde omfattes ikke af tilbuddet om erstatning, hvis kunden som følge af sit ansættelsesforhold eller anden tilknytning til Roskilde Bank havde a) en særlig viden om bankens økonomiske forhold, og/eller b) en særlig viden om investeringer.
Kunder, der herefter ikke tilbydes erstatning, fordi de har en særlig viden i henhold til denne bestemmelse, er:
(i) bestyrelsesmedlemmer, registrerede direktører og eksterne revisorer i banken.
(ii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner må forventes at have haft en særlig indsigt i bankens strategi og/eller drift, bankens økonomiske situation, kapitalforhold og/eller kreditgivning, herunder medarbejdere ansat på minimum chefniveau, medmindre varetagelsen af chefstillingen åbenlyst ikke forudsatte et sådan vidensniveau.
(iii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner eller tidligere i deres professionelle virke og/eller som følge af deres uddannelsesmæssige baggrund må forventes at besidde en særlig viden om aktier og den med aktier forbundne risiko for tab, herunder medarbejdere der tidligere har solgt og rådgivet bankens kunder om køb af aktier.
Som bilag 1 vedlægges en anonymiseret oversigt over medarbejdere, jf. (ii) og (iii), som efter parternes viden har erhvervet aktier under de to kampagneperioder samt angivelse af, om medarbejderen er omfattet af det forligsmæssige tilbud.
…”
4. Erstatningens størrelse
De kunder, hvis aktiekøb er omfattet af aftalen, jf. pkt. 2 og 3, vil modtage tilbud om en erstatning på 60 % af nettotabet ved det pågældende aktiekøb.
Hvis kunden ikke har solgt aktierne, opgøres nettotabet som kursværdien ved købet af aktierne (anskaffelsessummen), ekskl. omkostninger, med fradrag for eventuel udbytte. …
Anskaffelsessummen for aktier købt ved aktieemissionen 2007 beregnes på grundlag af den faktiske tegningskurs, uanset om tegning er sket til favørkurs i kraft af udnyttelse af tegningsretter, og uanset om udnyttede tegningsretter vedrører aktier købt i 2006 aktiesalgskampagnen eller andre aktier. …
Aftalen indebærer ikke betaling af yderligere erstatning til de kunder, som måtte have lånefinansieret deres køb af Roskilde Bank aktier.
…”
Forligsaftalen medførte imidlertid ikke, at klageren blev tilbudt erstatning, hvilket blev begrundet med, at klageren i kraft af sin ansættelse i banken måtte forventes at besidde en særlig viden om investering i aktier og derfor ikke kunne sidestilles med en sædvanlig privatkunde.
Klageren har efterfølgende rettet henvendelse til Finansiel Stabilitet vedrørende aktiekøbene. I et brev af 31. oktober 2014 fastholdt Finansiel Stabilitet, at klageren ikke var berettiget til erstatning i henhold til forligsaftalen.
Parternes påstande
Den 14. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at Finansiel Stabilitet skal betale en erstatning svarende til forliget med Forbrugerombudsmanden for tabet på Roskilde Bank aktierne, som han købte i forbindelse med emissionen i 2007.
Han blev i lighed med øvrige kunder i banken opfordret til at købe aktier i banken i foråret 2007. Det er siden kommet frem, at materialet var mangelfuldt og ikke korrekt.
Endvidere spurgte hans daværende chef hver enkelt medarbejder i afdelingen om, hvor mange aktier de havde købt/ville købe i Roskilde Bank.
Selv om han var ansat i Roskilde Bank, havde han ikke en særlig indsigt i bankens strategi og kreditgivning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med aktiekøbene.
Klageren er ikke omfattet af forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet vedrørende erstatning for køb af Roskilde Bank aktier. Klageren havde gennem sin uddannelse og ansættelse en særlig viden om risikoen ved aktieinvestering. Klageren har købt aktierne på baggrund heraf og accepteret de risici, der er forbundet med aktieinvestering.
Erstatning i henhold til forligsaftalen er et forligstilbud og ikke en anerkendelse af, at alle kunder, der er omfattet af forligsaftalen, beviseligt har modtaget utilstrækkelig rådgivning men alene en anerkendelse af, at kampagnebrevene, der blev udsendt til privatkunder, fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvestering, og at kunderne ikke nødvendigvis fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken på baggrund af brevet alene.
Klageren har ikke dokumenteret præcist hvilke fejl eller forsømmelser, der kan tilregnes banken som ansvarspådragende.
Klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar.
Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Roskilde Bank og ansat som kunderådgiver i banken.
I forbindelse med emissionen i Roskilde Bank i foråret 2007 tegnede klageren 92 stk. nye aktier i banken.
Det fremgår af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
Ifølge forligsaftalens pkt. 2.1.2 var kunder, som i kraft af deres ansættelsesforhold eller anden tilknytning til banken havde en særlig viden om bankens økonomiske forhold, og/eller særlig viden om investeringer ikke omfattet af tilbuddet om erstatning.
Klageren var bankuddannet og var på købstidspunktet ansat som kunderådgiver i banken. Ankenævnet finder derfor, at det må lægges til grund, at klageren havde en sådan viden om investering i aktier, at den mangelfulde markedsføring under aktiesalgskampagnen i 2007 ikke kan anses at have været bestemmende for aktiekøbet.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) på andet grundlag har handlet ansvarspådragende over for klageren.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge Fi-nansiel Stabilitet (Roskilde Bank) erstatningsansvar over for klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.