Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bindende lånetilsagn var afgivet.

Sagsnummer: 198 /2001
Dato: 26-09-2001
Ankenævn: John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Mette Frøland, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Udlån - stiftelse
Ledetekst: Spørgsmål om bindende lånetilsagn var afgivet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører fortolkningen af et af indklagede til klageren udstedt bilkøberbevis.

Sagens omstændigheder.

I april 2001 fremsendte indklagede uopfordret et såkaldt bilkøberbevis til klageren, der har et billån hos indklagede. Bilkøberbeviset var på 150.000 kr. og gældende til marts 2002. Af fremsendelsesskrivelsen fremgår:

"Vi fremsender vedlagt et Bilkøberbevis, der sikrer Dem direkte adgang til Danmarks Bedste Billån, næste gang De skal købe bil.

Bilkøberbeviset er udstedt på et beløb ud fra Deres nuværende billån. Hvis beløbet ikke lige passer til den bil De har tænkt Dem, er De meget velkommen til at kontakte os, så finder vi sikkert en løsning, der passer til Deres nye behov.

Danmarks Bedste BillånBillånet ydes på vores almindelige forretningsbetingelser for billån, herunder forbehold for evt. registrering i Ribers Kreditsystem……….

………….

Når De har bestemt Dem for Deres nye bil, skal De blot kontakte os og vi ombytter Bilkøberbeviset med Danmarks Bedste Billån."

I maj 2001 besluttede klageren sig for at købe en ny bil og rettede i denne forbindelse telefonisk henvendelse til indklagede om etablering af et billån.

Efter at indklagede havde modtaget kopi af slutseddel vedrørende den bil, som klageren ønskede at købe, afviste indklagede at yde det ønskede lån som følge af, at klageren er registreret i Ribers Kreditsystem.

Parternes påstande.

Klageren har den 29. maj 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde et billån på 150.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun rettede telefonisk henvendelse til indklagede om etablering af lånet i henhold til bilkøberbeviset. Indklagedes medarbejder undersøgte hendes sag i indklagedes EDB-system, men afslog alligevel efterfølgende at yde lånet som følge af registreringen.

Indklagede har anført, at bilkøberbeviset blev fremsendt med en skrivelse, hvoraf fremgår, at billån ydes på almindelige forretningsbetingelser for billån, herunder at der tages forbehold for registrering i Ribers Kreditsystem.

Klageren undlod i forbindelse med de telefoniske drøftelser om lånet at oplyse om registreringen i Ribers Kreditsystem.

Efter modtagelsen af slutsedlen blev det konstateret, at klageren var registreret 6 gange. Man kontaktede straks klageren og meddelte afslag på ansøgningen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det fremgår af den skrivelse, hvormed indklagede fremsendte bilkøberbeviset til klageren, at billån kunne ydes under forbehold for registrering i Ribers Kreditsystem.

Da klageren på tidspunktet for anmodningen om lånets etablering var registreret i dette system, finder Ankenævnet, at indklagedes afslag på låneansøgningen var berettiget.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.