Spørgsmål om ansvar for aflysning af ejerpantebrev. Placering af pensionsmidler i investeringsforeningsbeviser. Gebyr for overførsel af selvpensioneringskonto.
| Sagsnummer: | 401 /2001 |
| Dato: | 02-04-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Gebyr - overførsel Ejerpantebrev - aflysning Selvpensioneringskonto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for aflysning af ejerpantebrev. Placering af pensionsmidler i investeringsforeningsbeviser. Gebyr for overførsel af selvpensioneringskonto. |
| Indklagede: | Andelskassen Egebjerg |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav i forbindelse med aflysning af et ejerpantebrev, investering i investeringsforeningsbeviser og overførsel af konto til andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
I 1986 blev der oprettet et ejerpantebrev på 100.000 kr. i klagerens ejendom. Ejerpantebrevet blev lagt til sikkerhed for klagerens lån hos indklagede. Indklagede var anført som anmelder ved ejerpantebrevets tinglysning og skulle modtage meddelelser, der efter loven skulle sendes til pantekreditor, ligesom indklagede var bemyndiget til at underskrive påtegninger af enhver art.
I 1988 blev det lån, som ejerpantebrevet lå til sikkerhed for, indfriet, og klageren fik ejerpantebrevet udleveret. Klageren opbevarede ejerpantebrevet i sin bankboks hos indklagede.
Ved orienteringsskrivelse af 21. februar 1997 fra indklagede blev klageren anbefalet at placere sin opsparing på en selvpensioneringskonto i obligationer eller investeringsforeningsbeviser med henblik på at opnå et bedre afkast.
Med valør den 13. maj 1997 gennemførte indklagede klagerens køb af 90 stk. investeringsforeningsbeviser i Sparinvest i afdelingen Small-cap for 16.420 kr. Beløbet blev hævet på klagerens selvpensioneringskonto, og investeringsforeningsbeviserne blev indlagt i et depot i tilknytning til kontoen.
Small-cap er en afdeling, der investerer i danske aktier i mindre selskaber. Ifølge investeringsforeningens nyhedsbrev fra 1997 var afkastet i afdelingen i 1993-96 i gennemsnit 15% p.a.
Ved skrivelse af 29. marts 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede om rådgivningen i forbindelse med investeringen, som nu var faldet i værdi.
Indklagede afslog en anmodning fra klageren om godtgørelse for værdiforringelsen, men tilbød at sælge investeringsforeningsbeviserne uden kurtage til dagens kurs, som var 142,20.
Den 31. maj 2001 gennemførte indklagede klagerens salg af investeringsforeningsbeviserne til kurs 151,7, svarende til 13.653 kr.
I juli 2001 overførte klageren selvpensioneringskontoen til et andet pengeinstitut. Indklagede beregnede sig i forbindelse hermed et overførselsgebyr på 500 kr.
Klageren udbad sig nærmere dokumentation vedrørende dels omkostningerne i forbindelse med overførslen, dels rådgivningen i forbindelse med investeringen.
Ved skrivelse af 26. september 2001 meddelte indklagede, at man ville refundere overførselsgebyret, og at man samtidig forventede, at resterende konti blev ophævet, og at klagernes boks blev tømt.
Klageren har oplyst, at hun i oktober 2001 tilfældigt konstaterede, at indklagede i tingbogen var noteret som anmelder af ejerpantebrevet.
Den 22. oktober 2001 tømte klageren sin boks og overlod ejerpantebrevet til indklagede, der kvitterede for modtagelsen af ejerpantebrevet "til aflysning af tingbogen".
Den 25. oktober 2001 blev ejerpantebrevet aflyst.
Ved skrivelse af 29. oktober 2001 fremsendte indklagede ejerpantebrevet i aflyst stand til klageren. På en kopi af fremsendelsesskrivelsen kvitterede klageren den 30. oktober 2001 for modtagelsen af det aflyste ejerpantebrev. Ved telefaxskrivelse af samme dato gjorde klageren indsigelse mod, at ejerpantebrevet var blevet aflyst, idet hun alene havde ønsket, at indklagedes adkomst til dokumentet var blevet slettet.
Parternes påstande.
Den 12. november 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning, herunder at genoprette ejerpantebrevet for egen regning og at fremskaffe "kopi af de stamoplysninger og de arbejdsprocedurer, der var forbundet med opkrævning af gebyr på 500 kr. ved kontooverførsel".
Indklagede har for så vidt angår erstatningen nedlagt påstand om frifindelse og for så vidt angår gebyret nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning bør erstatte hendes tab på investeringsforeningsbeviserne. Investeringen blev foretaget på grundlag af en uopfordret henvendelse fra indklagede. Formålet var at opnå en bedre placering af midlerne. Hun fik oplyst, at hun ikke kunne miste nogen del af det i forvejen opsparede beløb, at forrentningen kunne svinge mellem 25 og 0%, og at gennemsnitsforrentningen de foregående 3 eller 5 år havde været på omkring 25%.
Siden frigivelsen af ejerpantebrevet i 1988 har hun ønsket at beholde dette med henblik på eventuel senere brug. Det beror derfor på en fejl, at indklagede foranledigede ejerpantebrevet aflyst af tingbogen. Hun ønskede alene at få aflyst indklagedes adkomst til ejerpantebrevet, hvilket indklagede som den professionelle part burde have indset.
Indklagedes medarbejder medvirkede til tømningen af boksen. Hun meddelte medarbejderen, at hun på tinglysningskontoret havde erfaret, at indklagede stadig figurerede på tingbogens blad vedrørende ejerpantebrevet, og at dette ville hun have aflyst, slettet eller afmeldt. Hun husker ikke, hvilket udtryk hun brugte, men betydningen var ikke til at tage fejl af.
Hun havde ikke faglig baggrund til at vurdere ordlyden på indklagedes kvittering for modtagelsen af ejerpantebrevet. Hun opfattede teksten således, at hun fik kvittering for, at indklagede havde fået udleveret ejerpantebrevet med henblik på aflysning af indklagedes ret til dette dokument. Først efter, at hun havde modtaget ejerpantebrevet retur, gik det op for hende, at indklagede havde misforstået hende, og at ejerpantebrevet var slettet. Ifølge tinglysningskontoret burde indklagede have formuleret teksten således, at meddelelser ifølge ejerpantebrevet skulle ske til debitor.
Indklagede bør genoprette ejerpantebrevet uden omkostninger for hende.
I forbindelse med overførslen af selvpensioneringskontoen var indklagede ikke berettiget til at beregne sig et gebyr, der oversteg de faktiske omkostninger, hvorfor hun udbad sig nærmere dokumentation for opkrævningen af de 500 kr. Indklagede bør fremlægge dokumentationen, selvom gebyret er refunderet.
Indklagede har anført, at kunder, der havde en selvpension af en given størrelse i begyndelsen af 1997, blev anbefalet at investere enten i obligationer eller investeringsbeviser. Der blev ydet individuel rådgivning, hvor der blev lagt vægt på det forventede tidspunkt for udbetaling af selvpensionen samt kundens risikovillighed. Den konkrete samtale med klageren erindres ikke, men det må lægges til grund, at klageren i overensstemmelse med sædvanlig praksis har modtaget fyldestgørende rådgivning om investeringen, og at hun selv har truffet den endelige beslutning, som hun selv bærer risikoen for.
Henset til afkastet på investeringen kan tabet højst opgøres til 494,45 kr.
Den ekspederende medarbejder har med føje troet, at klagerens anmodning om aflysning af ejerpantebrevet betød, at ejerpantebrevet vitterlig skulle aflyses. Klageren modtog kvittering på, at ejerpantebrevet var modtaget til aflysning og underskrev modtagelseserklæring, efter at aflysning havde fundet sted.
Ejerpantebrevet havde ligget i 14 år uden at blive brugt. En ændring i meddelelsespåtegningen ville medføre en omkostning for klageren på 1.400 kr. Den billigste løsning for klageren var, at indklagede stod som meddelelsesberettiget, indtil ny meddelelsesberettiget kunne indføres. At notere klageren i mellemtiden ville medføre ekstraomkostninger og ikke have noget selvstændigt formål.
Risikoen for misforståelsen må bæres af klageren.
Klagerens krav for så vidt angår ejerpantebrevet kan højest udgøre procentafgiften på 1,5% eller i alt 1.500 kr., idet klageren under alle omstændigheder selv skulle have afholdt tinglysningsgebyret på 1.400 kr. ved sletning af indklagede som meddelelsesberettiget.
For så vidt angår overførselsgebyret på 500 kr. foreligger der ikke en formueretlig tvist, idet gebyret er tilbagebetalt. Ankenævnet bør derfor afvise denne del af klagen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes investering i investeringsforeningsbeviser i maj 1997 har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til investeringen kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv måtte bære risikoen herfor.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede burde have indset, at det ikke var klagerens hensigt, at ejerpantebrevet skulle aflyses af tingbogen. Ankenævnet finder derfor, at klageren bærer risikoen for den misforståelse, der opstod i forbindelse hermed, og at der derfor ikke kan gives klageren medhold i kravet om erstatning.
Før indgivelsen af klagen til Ankenævnet gav indklagede tilsagn om at refundere overførselsgebyret på 500 kr. Klagerens krav om dokumentation for indklagedes omkostninger udgør ikke en konkret formueretlig tvist vedrørende gebyret, hvorfor denne del af klagen afvises.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår overførselsgebyret.
Klagen tages i øvrigt ikke til følge.