Spørgsmål om opretholdelse af bog tilknyttet investeringskonto.
| Sagsnummer: | 323 /1998 |
| Dato: | 24-02-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Bog - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om opretholdelse af bog tilknyttet investeringskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører opretholdelse af en bankbog.
Sagens omstændigheder.
Den 26. maj 1998 oprettede klageren en investeringskonto hos indklagede. Til kontoen blev knyttet en bog. Af aftalen vedrørende kontoen fremgår bl.a.:
"4. Forrentning
.....
[Indklagede] sender hvert år, umiddelbart efter den 15. januar, oplysning om kontoens indestående pr. 31. december og de tilskrevne renter.
5. Opsigelse - Udbetaling
.....
[Indklagede] kan ændre ovenstående regler med 3 måneders skriftlig varsel.
[Indklagede] kan uden varsel fastsætte regler for størrelsen af indskud på enkeltkonti og/eller ordningen som helhed."
I september 1998 fremsendte indklagede en skrivelse til kunder med en investeringskonto, herunder klageren. Af skrivelsen fremgår følgende:
"Nyt om din investeringskonto
Fra den 16. november i år kan du ikke længere bruge den bankbog, der er knyttet til din investeringskonto. Den udgår i forbindelse med en større modernisering af vores edb-system.
Det har vist sig, at de fleste kunder overfører penge til eller fra kontoen via telefon eller sender dem på en check til filialen. Bankbogen til investeringskontoen benyttes og ajourføres derfor sjældent.
Naturligvis er det stadig muligt at indsætte og hæve penge på kontoen. Betingelserne, som står i dit aftalebevis, er altså stadig gældende.
Som erstatning for bankbogen får du fremover en kontoudskrift efter hver 30. kontobevægelse og som hidtil en samlet kontooversigt og et afkastbrev hvert år i januar måned.
Vi beder dig ved førstkommende lejlighed tage bogen med til en af vores filialer, sådan at kontoen kan blive ajourført og bogen annulleret. Vi håber ikke, at den nye ordning bliver til unødig besvær for dig.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte en af vores kunderådgivere."
Parternes påstande.
Den 1. oktober 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at opretholde den til investeringskontoen knyttede bankbog.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede bør opretholde bankbogen, idet sikkerheden for indeståendet ellers vil blive forringet. Kontonummeret for kontoen var ikke anført på indklagedes skrivelse af september 1998, og indklagede har ikke overholdt det i aftalen anførte varsel på tre måneder.
Indklagede har anført, at det ikke er et vilkår, at der skal være tilknyttet en bankbog til kontoen, og at det kun er ændringer af vilkårene i aftalen, der kræver et varsel på tre måneder. Reglerne for bl.a. ordningen som helhed kan ændres uden varsel. Sikkerheden forringes ikke ved ændringen, idet udbetaling herefter sker ved underskrift på et udbetalingsbilag. Risikoen for falsk påhviler indklagede. Udbetaling på grundlag af en tilknyttet bog kan derimod som udgangspunkt ske med frigørende virkning til den, der møder med bogen og opgiver kontohavers navn og eventuelt mærke.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I september 1998 skrev indklagede til klageren og andre kunder, at der ikke længere kunne bruges bankbog i tilknytning til investeringskontoen. Ankenævnet mener ikke, at klagerens sikkerhed blev forringet herved. Nyordningen var af ren administrativ karakter. Indklagede var derfor berettiget til at gennemføre den uden varsel. Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.