Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kode camoufleret som engelsk telefonnummer.

Sagsnummer: 391 /1991
Dato: 30-12-1992
Ankenævn: Frank Poulsen, Gert Bo Gram, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - pinkode opbevaret ved kort
Ledetekst: Kode camoufleret som engelsk telefonnummer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 9. januar 1991 mellem klokken 13.50 og 14.10 blev klageren frastjålet sin taske indeholdende blandt andet klagerens dankort. Tyveriet fandt sted på en skole, hvor klageren underviste og klageren havde efter endt undervisning glemt sin taske i undervisningslokalet. Da hun kort tid efter vendte tilbage, var tasken borte. Klokken 14.45 kontaktede klagerens ægtefælle indklagedes kontoførende afdeling, som spærrede kortet i indklagedes eget EDB-system, og som klokken 14.57 rettede henvendelse til PBS og foranledigede kortet spærret. Samme dag kl. 19.21 blev kortet inddraget i en DK-kontanten på Vesterbro Torv i Århus.

Det har efterfølgende vist sig, at der den 9. januar 1991 kl. 14.28 i samme automat var hævet 2.000 kr. på dankortet.

Klageren har oplyst, at hun på bagsiden af sin brors visitkort, der tillige opbevaredes i tasken, havde noteret den til kortet hørende PIN-kode som et telefonnummer i London bogstaveret på engelsk - six-seven-nine-four.

Efter at indklagede har meddelt klageren, at hun selv hæfter for det hævede beløb på 2.000 kr., har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for det hævede beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun ikke finder at have handlet groft uagtsomt ved at have noteret den til kortet hørende PIN-kode som et engelsk telefonnummer.

Indklagede har anført, at systemets sikkerhed grundlæggende bygger på en korrekt adskilt opbevaring af kort og kode på en måde, der udelukker uvedkommende fra misbrug. Klagerens notering af koden på bagsiden af visitkortet, som var opbevaret sammen med dankortet, anser indklagede som grov uagtsomhed jf. betalingskortlovens § 21, stk. 2, nr. 1, således som denne bestemmelse var affattet på misbrugstidspunktet. Klageren bør selv hæfte for det hævede beløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Tre medlemmer - Frank Poulsen, Gert Bo Gram og Ole Simonsen - udtaler:

Efter den på misbrugstidspunktet gældende affattelse af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret en seddel med PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at den til kortet hørende PIN-kode var noteret bag på et visitkort, der opbevaredes sammen med kortet. Selvom koden var søgt kamufleret som et telefonnummer findes klageren herved at have udvist grov uagtsomhed, og vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen - udtaler:

Vi lægger til grund, at klageren i den foreliggende sag har opbevaret kortet i sin taske, der blev stjået fra et klasselokale klageren havde forladt, og at den til kortet hørende kode var noteret på et visitkort, der tillige opbevaredes i tasken.

Ved domme af den 24. februar og den 23. april 1992 har Østre Landsret afgjort ankesager, hvis udfald - ligesom den foreliggende sags - i væsentligt omfang har været afhængig af fortolkningen af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, i bestemmelsens tidligere gældende affattelse. Vi forstår dommene således, at det ved afgørelsen af, om kortet er mistet ved grov uagtsomhed, efter landsrettens opfattelse er en relevant omstændighed, at PIN-koden blev opbevaret sammen med kortet, men at sådan samlet opbevaring ikke automatisk bør føre til, at der statueres "grov uagtsomhed". Dette spørgsmål må besvares på grundlag af en samlet vurdering af den måde, hvorpå kortet og koden blev opbevaret.

Ved en vurdering af den foreliggende sag i lyset af de nævnte landsretsdomme finder vi, at klagerens opbevaring af kortet og koden må karakteriseres som groft uagtsom. Med denne begrundelse stemmer vi som flertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.