Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med bankens inddækning af depotgebyrer på kreditorbeskyttet konto fra lønkonto og krav om, at banken sender en regning på depotgebyr inden, at dette opkræves.

Sagsnummer: 198 /2023
Dato: 06-02-2024
Ankenævn: Henrik Waaben, Inge Kramer, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne: Gebyr - depot
Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning i forbindelse med bankens inddækning af depotgebyrer på kreditorbeskyttet konto fra lønkonto og krav om, at banken sender en regning på depotgebyr inden, at dette opkræves.
Indklagede: Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning i forbindelse med bankens inddækning af depotgebyrer på kreditorbeskyttet konto fra lønkonto og krav om, at banken sender en regning på depotgebyr inden, at dette opkræves.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en lønkonto og en kreditorbeskyttet konto -405 med et tilknyttet værdipapirdepot -541. Ifølge det oplyste investerede klageren sine kreditorbeskyttede midler i værdipapirer, hovedsagelig i udenlandske aktier. Det var aftalt, at den kreditorbeskyttede konto -405 var afkastkonto for værdipapirdepotet, og der var således tale om et lukket kredsløb.

Den 11. december 2020 blev der trukket et depotgebyr for depot -541 på 2.107,01 kr. på klagerens konto -405, hvorved kontoen gik i overtræk med 764,99 kr. Overtrækket blev inddækket ved overførsel fra klagerens lønkonto.

Den 13. december 2021 blev der trukket et depotgebyr for depot -541 på 2.490,01 kr. på klagerens konto -405, hvorved kontoen gik i overtræk med 862,45 kr. Overtrækket blev inddækket ved overførsel fra klagerens lønkonto.

Den 12. december 2022 blev der trukket et depotgebyr for depot -541 på 1.142,72 kr. på klagerens konto -405, hvorved kontoen gik i overtræk med 25,89 kr. Overtrækket blev inddækket ved overførsel fra klagerens lønkonto.

Klageren gjorde over for banken indsigelse mod, at banken havde inddækket overtræk på hans kreditorbeskyttede konto -405 med midler fra hans lønkonto.

Banken har oplyst, at klagerens konto -405 var tilmeldt løsningen ”Automatisk inddækning af overtræk”, der er en løsning, der automatisk inddækker overtræk. Løsningen var koblet op på klagerens lønkonto, således at hvis konto -405 gik i overtræk, blev der automatisk overført midler fra klagerens lønkonto.

Banken har erkendt, at der var tale om en fejl, og at der ikke burde have været oprettet ”Automatisk inddækning af overtræk” til en konto omfattet af retsplejelovens § 513 om kreditorbeskyttelse.

I en mail fra december 2022 til banken, som klageren genfremsendte den 17. januar 2023, anførte klageren blandt andet:

”Jeg har i december sendt je[r] en mail ved. nedenstående, dog uden at have fået svar. Jeg skriver derfor igen.

Jeg ønsker at klage over bankens måde at håndtere deres gebyr på. Jeg var tilfældigvis inde at se på min lønkonto den 12. dec. Her kan jeg til min store overraskelse se at der uden mit samtykke og viden, er overført kr. 25.89. Med beskeden udlign overtræk.

Den 13 december kan jeg i eboks se, at i den 12 december har trukket gebyr. I har overført beløbet til en lukket kreditor beskyttet konto hvor jeg kan handle aktier. Da kontoen blev lavet fik jeg at vide at der ikke måtte overføres penge ude fra til kontoen, idet den så vil være ugyldig.

På mit nykredit er der ikke tilgået en betalings anmodning på gebyret med en evt sidste betalings frist eller et beløb. Samt udspecificering af beløbet. Den er heller ikke sendt via eboks.

Jeg har derfor ikke haft en chance for at sælge nogle aktier så jeg rettidigt har kunnet betale de meget høje gebyr. Jeg vil gerne have en forklaring på hvorfor i ikke giver en betalings frist på gebyret, eller at i forvarsler via min mail eller e boks i god tid.

I må meget gerne henvise til den bestemmelse hvor der står kunden ikke skal have besked om hvad han skylder før efter i har trukket gebyret fra jeres kunde.

Jeg vil ligeledes gerne have en forklaring på, at i har råde ret over mine penge. Så i frit og uden mit samtykke eller varslinger flytter mine penge rundt som i synes. Samt et lovgrundlag.

Hvis min kreditorbeskyttede konto skulle blive ugyldig, efter i har indsat penge på kontoen. Ønsker jeg at blive holdt skadesløs.

…”

I en mail af 31. januar 2023 til klageren anførte banken blandt andet:

”…

På din kreditorbeskyttede konto har der ad flere omgange været inddækket overtræk, både manuelt og efter den funktion[er] der hedder ”automatisk inddækning af overtræk”. Den første inddækning stammer helt tilbage fra 2020. Der er således en risiko for, at kreditorbeskyttelsen ikke længere kan gøres gældende. Det er domstolene der, i fald der måtte blive gjort indsigelse herimod, i sidste ende afgør, hvorvidt en konto er kreditorbeskyttet og betingelserne herfor har været opfyldt.

Nykredit indvilliger i inden for dansk rets almindelige regler at holde dig skadesløs såfremt;

At, du oplever et direkte tab som kan henføres tilbage til de inddækninger, der er sket før 31/01 – 202[3].

At, du kontakter Nykredit straks, der måtte blive gjort indsigelse mod, at kontoen er kreditorbeskyttet.

At du selv har og fortsat behandler midlerne som kreditorbeskyttede og altså klart holder dem adskilt fra dine øvrige midler.

Du har i forbindelse med oprettelsen af depotet underskrevet en depotaftale den 16/05 2017. Af aftalen fremgår det, at den kreditorbeskyttede konto skal bruges som afkast konto, altså både til gebyr og udbytter. Af aftalen fremgår det også at Nykredit almindelig[e] vilkår og priser også er gældende. De almindelig[e] betingelser og priser kan findes på vores hjemmeside Priser og vilkår for investeringsprodukter i Nykredit

…”

Af bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder gældende pr. 1. maj 2020 fremgik blandt andet:

9. Gebyrer

Nykredit Bank kan opkræve gebyrer for serviceydelser, og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder om dine forhold. Gebyrerne opkræves enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang. Beregningsmetoderne kan kombineres. Nykredit Bank oplyser de almindelige gebyrer ved skiltning i Nykredits centre, på nykredit.dk eller ved forespørgsel. Øvrige gebyrer oplyses ved forespørgsel.

Banken oplyser de almindelige gebyrer ved skiltning i Nykredits centre, på nykredit.dk eller ved forespørgsel. Du får oplysning om ændring af gebyrer samt indførelse af nye gebyrer i MitNykredit eller ved brev.”

Af bankens prisliste for værdipapirer (privatkunder) gældende fra 22. august 2022 fremgår:

Depotgebyrer

I et depot i Nykredit Bank kan du opbevare alle former for danske og udenlandske værdipapirer m.v. Til et depot skal der føres en konto i banken til opsamling af afkast fra depotet og til betaling af depotgebyr. For depotet gælder bankens til enhver tid gældende Vilkår for opbevaring af værdipapirer i depot. Depotgebyr opkræves halvårligt i juni og december.

Udenlandske værdipapirer:

- Opbevaringsgebyr for udenlandske aktier, obligationer og ETF’er pr. år, kursværdi til og med 500.000 kr., min. 250 kr. 0,375 %

• Opbevaringsgebyr for udenlandske aktier, obligationer og ETF’er pr. år, kursværdi over 500.000 kr., min.1.875 kr. 0,219 %

…”

Parternes påstande

Den 22. marts 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal:

 1. betale erstatning for det tab, som han har lidt, ved at banken har ophævet kreditorbeskyttelsen på hans konto -405 og

2. sende en regning på depotgebyret for depot -451 med en specifikation af beløbet og en betalingsdato ca. 14 dage, inden depotgebyret opkræves på hans konto.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han har en kreditorbeskyttet konto oprettet af Nykredit Bank til beskyttelse af en erhvervsevnetabserstatning. Kontoen er lavet, så han kan handle aktier på den. Da han fik lavet kontoen, sagde banken, at der aldrig måtte tilføres penge udefra, da kontoen så ikke længere ville være kreditorbeskyttet. I og med der handles aktier, er der altid dækning for hans handler, men der står ikke et stort rådighedsbeløb på kontoen.

Den 12. december 2022 trak banken uden varsel et beløb på 1.142,72 kr. til inddækning af gebyr på hans kreditorbeskyttede konto. Der stod ikke penge nok på kontoen, så banken overførte, uden at varsle og give ham besked, 25,89 kr. fra hans lønkonto til den kreditorbeskyttede konto.

Den 13. december 2022 kunne han se, at banken via e-Boks oplyste ham om, at den havde inddækket manglende betaling på hans kreditorbeskyttede konto den 12. december 2022.

Det er under klagesagen kommet frem, at dette er sket mindst tre gange. Det lader til, at fejlen har gentaget sig, hvilket ikke er særlig trygt for ham som kunde.

Den 10. august 2023 fik han yderligere en meddelelse fra banken om, at den indsatte 726,20 kr. på hans kreditorbeskyttede konto igen, da den havde udregnet gebyret for perioden fra den 11. december 2022 til den 10. juni 2023 forkert, hvilket vil sige, at banken ikke en gang selv kunne regne gebyret ud. Hvordan skal han som kunde så kunne gøre det.

Kontoen er nu formodentligt ikke længere kreditorbeskyttet, hvilket i yderste konsekvens kan give ham problemer. Han ønsker erstatning for det tab, som han har lidt ved, at hans konto ikke længere er kreditorbeskyttet.

Banken har ikke oplyst, hvordan den vil holde ham skadesløs, hvis han skulle få brug for det, og hvordan den vil opgøre et eventuelt tab på en konto, hvor det indestående beløb ikke er konstant.

Banken er også hans kreditor. men den har ophævet kreditorbeskyttelsen uden hans samtykke for at få 25,89 kr. til inddækning af et gebyr, som den ikke i forvejen havde annonceret. Et gebyr, som den ikke havde sendt en regning eller andet på med en opkrævningsdato og et beløb.

I bankens almindelige forretningsbetingelser/prisliste står der, at der to gange om året opkræves gebyr. Han har som kunde ikke en chance for at have tilstrækkelige midler på sin konto, så gebyret kan betales, da banken ikke inden oplyser ham om, hvad beløbet er.

Der står i bankens almindelige forretningsbetingelser/prisliste, at han kan bede banken om at oplyse ham om, hvad beløbet er, så pengene kan stå på kontoen. Han har bedt banken oplyse ham om dette 14 dage før, den trækker beløbet, men det kan den ikke.

Banken sætter ham som forbruger i en rigtig skidt situation, når den ikke kan give ham en betalingsdato og betalingsfrist samt et beløb og en specifikation. Et gebyr skal svare til de omkostninger, der er i forbindelse med gebyret.

Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at påstand 1 ikke kan opretholdes, da banken allerede har efterkommet påstanden. Der er derfor intet økonomisk mellemværende, og denne del af klagen bør derfor afvises i henhold til § 5 stk. 3, nr. 2, i Ankenævnets vedtægter.

Påstand 2 vedrører heller ikke et økonomisk mellemværende. Klageren har ikke lidt et tab, idet klagerens skyldige beløb ville have udgjort samme beløb, uanset om der havde være en forudgående frist til betalingen. Denne del af klagen bør derfor ligeledes afvises i henhold til § 5 stk. 3, nr. 2, i Ankenævnets vedtægter.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at den har imødekommet påstand 1.

Vedrørende påstand 2 blev klageren i forbindelse med kontoens og depotets oprettelse gjort opmærksom på, at bankens til enhver tid gældende almindelige forretningsbetingelser var en del af det samlede aftalegrundlag. Af bankens forretningsbetingelser punkt 9 fremgår, at ”Nykredit Bank kan opkræve gebyrer for serviceydelser, og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder om dine forhold. Gebyrerne opkræves enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang”. Det fremgår endvidere, at ”Banken oplyser de almindelige gebyrer ved skiltning i Nykredits centre, på nykredit.dk eller ved forespørgsel. Du får oplysning om ændring af gebyrer samt indførelse af nye gebyrer i MitNykredit eller ved brev.”

Af bankens prisliste for værdipapirer (privatkunder) gældende fra 22. august 2022 fremgår, at ”Depotgebyr opkræves halvårligt i juni og december”.  Endvidere er det i prislisten oplyst, hvorledes gebyret for opbevaring af udenlandske aktier, som er det gebyr, som klageren specifikt henviser til, beregnes.

Når det i sagen omhandlede gebyr for opbevaring af udenlandske aktier bliver bogført på klagerens konto, bliver der samtidig sendt en gebyrspecifikation/”Depotgebyr meddelelse” til klageren.

Endvidere modtager klageren en gang om året en lovpligtig oversigt over sine investeringsomkostninger fra 1. januar til 31. december.

Klageren har således forinden været oplyst om, at gebyret ville blive bogført. Klageren har i en længere periode benyttet sig af sit depot i banken til opbevaring af udenlandske aktier. Gebyret er derfor ikke nyt for klageren. Han har ligeledes haft mulighed for både skriftligt og telefonisk at kontakte banken med henblik på at få hjælp til oplysning af gebyret.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han blandt andet havde en kreditorbeskyttet konto -405 med et tilknyttet værdipapirdepot -541.

Banken har erkendt, at der var tale om en fejl, og at der ikke burde have været opret-tet ”Automatisk inddækning af overtræk” til en konto omfattet af retsplejelovens § 513 om kreditorbeskyttelse.

Banken har i en mail af 31. januar 2023 til klageren indvilliget i inden for dansk rets almindelige regler at holde ham skadesløs, såfremt han oplever et direkte tab, som kan henføres til de inddækninger af depotgebyr på den kreditorbeskyttede konto, der skete før 31. januar  2023, under forudsætning af at han kontakter banken straks, der måtte blive gjort indsigelse mod, at kontoen er kreditorbeskyttet, og at han selv har og fortsat har behandlet midlerne som kreditorbeskyttede og klart holder dem adskilt fra sine øvrige midler.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har dokumenteret, at han på nuværende tidspunkt har lidt et tab. Banken har i den ovennævnte mail af 31. januar 2023 til klageren indvilliget i at holde ham skadesløs for eventuelle fremtidige tab, hvorfor klageren ikke får medhold i påstand 1 i klagen.

Det er ifølge det oplyste aftalt i den depotaftale, som klageren har underskrevet i 2017, at depotgebyret for depot -451 trækkes på konto -405. Ankenævnet finder, at oplysningerne i bankens prisliste for værdipapirer (privatkunder) indeholder tilstrækkelige oplysninger om, hvornår depotgebyret for udenlandske værdipapirer opkræves og om beregning heraf, idet det bemærkes, at der er tale om en procentsats af den aktuelle depotværdi. Det bemærkes endvidere, at det fremgår af bankens almindelige forretningsbetingelser, at klageren har mulighed for ved forespørgsel i banken at få oplyst ”de almindelige gebyrer”.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at ændre proceduren for opkrævning af gebyret som en procentsats af beholdningsværdien med en samtidig gebyrspecifikation til, at banken forinden opkrævning af gebyret sender en regning på gebyrets størrelse.

Klageren får derfor heller ikke medhold i påstand 2 i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.