Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om udlevering af bilag vedrørende nogle i 1989 gennemførte transaktioner på en kassekredit.

Sagsnummer: 272 /2003
Dato: 04-11-2003
Ankenævn: John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen
Klageemne: Kassekredit - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om udlevering af bilag vedrørende nogle i 1989 gennemførte transaktioner på en kassekredit.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om bilag vedrørende nogle i 1989 gennemførte transaktioner på en kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Ifølge en under sagen fremlagt kontoudskrift af 19. januar 1990 overgik klagerens kassekredit hos indklagede til inkasso med en saldo på 628.289,42 kr. (negativ) inklusiv renter til den 20. december 1990. Af kontoudskriften fremgår bl.a. en hævetransaktion på 579.684,96 kr. den 17. august 1989.

Ved skrivelse af 14. marts 2000 rettede klageren, der har bopæl i Spanien, henvendelse til indklagede om gælden på kassekreditten, som fremgik af klagerens kontooversigt pr. den 31. december 1999. Klageren, der fra indklagede havde modtaget en kopi af kontoudskriften af 19. januar 1990 og kreditkontrakten, oplyste, at hun først nu, hvor hun forsøgte at opnå separation/skilsmisse fra sin ægtefælle, var blevet bekendt med gælden, idet hun ikke siden oprettelsen af kreditkontrakten havde set nogen meddelelser herom fra indklagede. Klageren meddelte, at hun ikke havde mulighed for at betale gælden, og henviste til ægtefællen som kautionist.

På baggrund af kontooversigten pr. den 31. december 2001, hvoraf gælden på ny fremgik, rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om udlevering af de underliggende bilag for de transaktioner, der fremgår af kontoudskriften af 19. januar 1990, hvilket indklagede afviste.

Parternes påstande.

Den 21. juli 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere de underliggende bilag til kontoudskriften af 19. januar 1990.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun siden 1989 har haft bopæl i Spanien. Hun blev først i 2000 bekendt med gælden på kassekreditten og kontoudskriften af 19. januar 1990.

Hendes anmodning til indklagede om at få udleveret de underliggende bilag til de transaktioner, der fremgår af kontoudskriften, er begrundet i, at hendes nu tidligere ægtefælle i andre relationer har misbrugt sin stilling som advokat ved på hendes vegne at påtage sig forpligtelser, som hun har været uvidende om.

Indklagede har anført, at anmodningen ikke kan imødekommes, idet man ikke er i besiddelse af de ønskede underbilag.

I henhold til bogføringslovens regler er man heller ikke forpligtet til at være i besiddelse af dette materiale.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det kan ikke nu pålægges indklagede at fremlægge bilagene vedrørende de transaktioner, der fremgår af kontoudskriften af 19. januar 1990 for den omhandlede kassekredit.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke herved har taget stilling til størrelsen af indklagedes mulige krav mod klageren.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.