Personlig fordring. Passivitet. Opgørelse.
| Sagsnummer: | 20304020/2003 |
| Dato: | 02-12-2003 |
| Ankenævn: | hugo Wendler Pedersen, Bent Olufsen, Morten Westergaard, Per Englyst, Mads Laursen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - passivitet
Misligholdelse - omkostninger |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Passivitet. Opgørelse. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog på tvangsauktion i januar 1995 klagerens daværende ejendom, som var udlejet, for et bud på 62.000 kr. Instituttet gjorde i januar 1995 et foreløbigt tab på 173.992 kr., eksklusive rente, gældende som personlig fordring mod klageren. Instituttet videresolgte i februar 1995 ejendommen i udlejet stand for 135.000 kr. Ejendommen var på det tidspunkt offentligt vurderet til 310.000 kr. Instituttet gjorde i maj 1996 et endeligt tab på 126.279 kr. efter videresalget gældende over for klageren, som stillede spørgsmål til opgørelsen heraf. Instituttet gentog kravet i 1998, 2000 og 2002, hvorefter instituttet udtog stævning mod klageren. Retten udsatte sagen på Nævnets behandling.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende, subsidiært at instituttet ikke kunne en fordring af den krævede størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede, at samtlige breve om den personlige fordring var tilsendt den adresse, som klageren stadig bebor, og fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren havde modtaget disse. Der var derfor ikke var grundlag for at fastslå passivitet fra instituttets side. Som følge af de afgørelser, der var truffet ved domstolene, fandt Nævnet, at det ikke efter domspraksis kunne antages, at nogen del af det krav, som instituttet havde gjort gældende mod klageren, kunne anses for forældet. Blandt andet under hensyntagen til ejendommens status fandt Nævnet ikke, at der var grundlag for at nedsætte fordringen som følge af, at budet havde stået i misforhold til ejendommens værdi, jf. retsplejelovens § 578. Nævnet henviste i den forbindelse til, at instituttet som udgangspunkt havde den samme interesse som klageren i, at ejendommen blev videresolgt for den højest mulige pris, idet personlige fordringer ikke i alle tilfælde kan inddrives. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i nogen af de anførte klagepunkter og frifandt instituttet.