Afgørelse

Variabelt forrentet obligationslån med renteloft. Beregning af afdrag.

Det indklagede institut afgav i november 2005 et lånetilbud til klageren på et 30-årigt variabelt forrentet obligationslån med renteloft. Tidspunktet og fremgangsmåden ved renteændringer var beskrevet i aftalegrundlaget. Det fremgik ikke, at renteændringer påvirkede afdraget på lånet. Klageren henvendte sig i august 2007 til instituttet, idet han havde konstateret, at afdragsandelen af ydelserne var faldet med den virkning, at hans friværdi blev udsat, og at han reelt betalte en merrente, når restgælden blev nedbragt langsommere, ligesom indfrielsesbeløbet ville være større ved indfrielse inden for en kortere tidshorisont. Klageren fandt, at der ikke i aftalegrundlaget var hjemmel til nedsættelse af afdraget, og at instituttet ved låneoptagelsen havde misinformeret ham. Instituttet redegjorde for fremgangsmåden ved beregningen af ydelserne, herunder ved renteændringer. Under dialogen, som ikke førte til en afklaring, fik klageren både hos forskellige medarbejdere hos instituttet samt hos andre institutter oplysning om, at afdragsandelen på lånet altid ville stige.

Klageren indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet var uberettiget til at foretage ændringer i lånets afdragsprofil. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at lånet efter parternes aftale skulle tilbagebetales efter annuitetsprincippet, som for fastforrentede lån er karakteriseret ved en fast ydelse i hele lånets løbetid med en faldende renteandel og en stigende afdragsandel, at kurverne, der beskriver det til enhver tid værende forhold mellem rente og afdrag varierer ved forskellige rentesatser, at ydelsen på et variabelt forrentet lån, der tilbagebetales efter annuitetsprincippet, derimod ikke er fast i hele lånets løbetid, og at der skal ske reberegning af ydelserne og deres sammensætning af rente og afdrag, hver gang der foretages en ændring af renten. Instituttets fremgangsmåde ved beregning af tilbagebetalingen efter annuitetsprincippet var efter Nævnets opfattelse i overensstemmelse med den i branchen anvendte beregningsmåde for tilsvarende lån, der blev tilbagebetalt efter dette princip. Nævnet fandt det hensigtsmæssigt, om der i aftalegrundlaget havde været en beskrivelse af den virkning på ydelsessammensætningen, som en renteændring har. Nævnet fandt det i øvrigt beklageligt, at en række af instituttets medarbejdere havde været ude af stand til at give klageren en forklaring på faldet i afdragsbeløbet. Nævnet fandt imidlertid ikke, at instituttet havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med indgåelsen af låneaftalen, og frifandt derfor instituttet.