Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 29/1995 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I overensstemmelse med tilbud af 13. februar 1990 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån. Lånets hovedstol var på 50.295 kr., hvoraf 4.665 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev i lånetilbudet beregnet til 1.401 pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ifølge lånetilbudet ville være afviklet over ca. 42 måneder. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 14,9% p.a. I følge låneaftalen forfaldt første ydelse til betaling den 1. april 1990.
På klagerens forespørgsel oplyste indklagede ved skrivelse af 17. november 1993, at lånets restgæld udgjorde 8.893,02 kr., og at lånet ved uændret ydelse og rentesats ville være afviklet pr. 1. juni 1994. Årsagen til forlængelsen af lånets løbetid var dels renteudviklingen, dels at de samlede etableringsomkostninger på 4.665 kr. ikke var medtaget ved beregningen af løbetiden på 42 måneder.
Klageren fortsatte afviklingen af lånet til og med betaling af ydelsen pr. 1. januar 1994.
Den 4. august 1994 blev restgælden på 6.947,11 kr. taget til inkasso hos indklagedes advokat.
Ved klageskema af 12. januar 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at lånet var indfriet ved betaling af ydelsen pr. 1. oktober 1993, og som følge heraf at refundere ydelserne pr. 1. november og 1. december 1993 samt 1. januar 1994, i alt 4.203 kr. Subsidiært bør indklagede anerkende, at lånet var indfriet ved betaling af ydelsen pr. 1. oktober 1993 "samt yderligere betaling herudover, som alene grundes i renteændringer for lånet og kun efter dokumentation fra indklagede".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede bør være bundet af aftalen om afvikling af lånet over 42 måneder med en ydelse på 1.401 kr. Såfremt rentestigninger har medført en forlængelse af løbetiden, bør indklagede fremlægge dokumentation herfor. Ved lånets etablering forudsatte han, at etableringsomkostningerne, der var en del af lånets hovedstol, var medtaget ved beregningen af løbetiden. Klagen adskiller sig væsentligt fra den sag, der blev afgjort ved Højesterets dom af 1. november 1995, idet det må lægges til grund, at indklagede bevidst, eller i hvert fald mod bedre vidende, afgav ukorrekte oplysninger vedrørende lånet, og at låneaftalen derfor blev indgået på forkert grundlag. Såfremt den subsidiære påstand tages til følge, vil indklagede modtage det fulde lånebeløb med tillæg af renter, men ikke betaling for omkostninger eller for indklagedes eget arbejde.
Indklagede har anført, at klageren er forpligtet til at betale det fulde lånebeløb inklusive etableringsomkostningerne. Såfremt klageren får medhold i klagen, opnår han en uberettiget berigelse i strid med almindelige obligationsretlige grundsætninger. Oplysningerne om løbetiden er alene at betragte som en serviceydelse og er ikke en tilsikring om en bestemt løbetid. Den manglende medregning af etableringsomkostningerne har kun medført en mindre forlængelse af løbetiden. Desuden har renteniveauet i lånets løbetid været væsentligt højere end på etableringstidspunktet. De faktiske omstændigheder i sagen adskiller sig ikke fra de forhold, der lå til grund for Højesterets dom af 1. november 1995, idet der ikke er grund til at sondre mellem, om den fejlagtige løbetidsberegning relaterer sig til det rene lånebeløb eller de omkostninger der er forbundet med optagelsen af lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må - også på baggrund af Ankenævnets kendskab til en række tidligere sager vedrørende tilsvarende lån ydet af indklagede - lægges til grund, at den af indklagede begåede fejl bestod i, at man ved fastsættelsen af ydelsen på 1.401 kr. månedligt undlod at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 4.665 kr.
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler herefter:
Den fejl, som er begået af indklagede i det foreliggende tilfælde, er - set i lyset af den række af tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller andre omstændigheder kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Mette Reissmann - udtaler:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.
Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.
I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.
Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.
Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.