Ekspedition af indhentelse af lånetilbud. Spørgsmål om ansvar for at lånetilbud på et 8% obligationslån ikke kunne udstedes.
| Sagsnummer: | 422/1997 |
| Dato: | 20-04-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Ekspedition af indhentelse af lånetilbud. Spørgsmål om ansvar for at lånetilbud på et 8% obligationslån ikke kunne udstedes. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved købsaftale af 6. april 1997 (søndag) købte klagerne en fast ejendom. Ifølge købsaftalen skulle handlen bl.a. berigtiges ved hjemtagelse af et kontantlån på 1.048.000 kr. i Unikredit. Klagerne ønskede i stedet i 8% obligationslån i Nykredit. Med henblik på indhentelse af lånetilbud indleverede klagerne straks en kopi af købsaftalen i indklagedes Tåstrup afdelings postkasse.
Den følgende morgen, mandag den 7. april 1997, rettede klagerne telefonisk henvendelse til indklagede, der påtog sig at indhente et lånetilbud hos Nykredit på et 8% obligationslån.
Klagerne har anført, at det blev aftalt, at indklagedes medarbejder straks skulle kontakte Nykredit for at få udstedt lånetilbudet. Medarbejderen oplyste, at det ikke var noget problem at få lånet hjemtaget i 8% obligationer. De var godkendt som låntagere, og låneansøgninger via indklagede havde 1. prioritet hos Nykredit. Medarbejderen tilbød selv at hente lånetilbud, hvis dette blev nødvendigt. Samme dag bekræftede indklagede telefonisk over for den medvirkende ejendomsmægler, at lånetilbud ville blive udstedt og faxet til denne.
Indklagede har anført, at man under samtalen med klagerne den 7. april 1997 tilbød at formidle et lån i Nykredit. Det blev oplyst, at det var muligt at få et lånetilbud baseret på 8% obligationer. Kursen på 8% obligationer var den 4. april 1997 99,55 og den 7. april 100. Det er muligt at opnå lånetilbud, dersom gårsdagens kurs er under 100. Sagen blev fremsendt til Nykredit samme dag. Ved Nykredits modtagelse af sagen den følgende dag var kursen 100,40.
Den 9. april 1997 blev klagerne bekendt med, at lånetilbud ikke var ekspederet hos Nykredit, og at det på grund af kursudviklingen ikke var muligt nu at udskrive lånetilbud på grundlag af 8% obligationer.
Den 16. april 1997 udstedte Nykredit et lånetilbud på et 7% obligationslån på 1.128.000 kr. Lånet blev udbetalt til kurs 92,55.
Den 20. november 1997 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på minimum 80.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede under telefonsamtalen den 7. april 1997 afgav garanti for udstedelse af et 8% lån. På grund af manglende ekspedition af sagen er indklagedes garanti ikke blevet opfyldt, hvorved de er blevet påført meromkostninger på ca. 10.000 kr. i kurstab og stempelomkostninger, ligesom det endelige lån blev 70-80.000 kr. større end forventet. Hertil kommer, at deres mulighed for at opnå en gevinst ved en senere omprioritering er forringet. Såfremt indklagede ikke så sig i stand til at klare opgaven, burde dette være meddelt dem. De kunne i givet fald selv have indhentet et lånetilbud samme dag, hvilket kunne have været klaret ved telefonisk henvendelse til en kreditforening og efterfølgende fremlæggelse af dokumentation.
Indklagede har anført, at det bestrides, at medarbejderen under telefonsamtalen den 7. april 1997 tilsikrede klagerne, at der kunne udstedes et lånetilbud på baggrund af 8% obligationer. Medarbejderen udtalte sig alene på baggrund af de aktuelle kurser. Klagerne måtte påregne en vis ekspeditionstid, før Nykredit kunne udskrive et lånetilbud. Sagen blev fra indklagedes side fremmet mest muligt. Indklagede er uden ansvar for, at kursen på 8% obligationer steg til over 100 allerede den 8. april 1997, og det således ikke længere var muligt at opnå den ønskede belåning. Klagerne har ikke lidt noget tab, idet et eventuelt kurstab ved låneoptagelsen modsvares af en lavere ydelse gennem hele lånets løbetid.
Ankenævnets bemærkninger:
Som sagen foreligger oplyst, lægges det til grund, at Nykredit modtog låneansøgningen tirsdag den 8. april 1997. Kursen på 8% obligationer den 7. april 1997 var 100, og det var derfor muligt for Nykredit at give lånetilbud baseret på 8% obligationer den pågældende dag. Det må imidlertid antages, at Nykredit først ekspederede sagen den 9. april 1997, hvor det ikke længere var muligt at give lånetilbud baseret på 8% obligationer, fordi kursen den 8. april 1997 oversteg 100.
Da Ankenævnet ikke finder, at indklagede kan gøres ansvarlig for, at Nykredit ikke ekspederede låneansøgningen samme dag, den blev modtaget af Nykredit, kan der ikke gives klageren medhold i klagen, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.