Sagsnummer: | 20201004/2002 |
Dato: | 05-09-2002 |
Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Jette Kammer Jensen, Bent Olufsen, Per Englyst, Ole Jørgensen |
Klageemne: | Tilbagebetaling - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Tilbagebetaling af indskud. |
Indklagede: | BRFkredit a/s |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Realkreditinstitutter |
Klageren optog i december 1983 et lån på 385.000 kr. hos det indklagede realkreditinstitut og betalte ved lånets udbetaling et indskud på 3.850 kr. Af det lånet udstedte pantebrev fremgik det, at debitor var underkastet de til enhver tid for instituttet gældende vedtægter. Instituttets dagældende vedtægter indeholdt bestemmelser om, at bestyrelsen i tilfælde af overdækning i en reservefond kunne træffe beslutning om tilbagebetaling af indskud. Klageren indfriede i maj 2001 lånet og forlangte efterfølgende forgæves at få det oprindeligt betalte indskud tilbagebetalt, blandt andet med henvisning til, at der var tale om indskud, som pr. definition er tilbagebetalingspligtigt.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale ham det i 1984 erlagte indskud. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt det ikke mod instituttets benægtelse godtgjort, at klageren ved oprettelsen af lånet havde fået løfte om, at indskuddet ville blive tilbagebetalt ved lånets udløb. Flertallet bemærkede, at realkreditinstitutterne for at opfylde egenkapitalkravet, der svarer til 8 pct. af instituttets risikovægtede aktiver, ved udbetaling af lån kræver indbetaling af indskud til reservefond – nu benævnt stiftelsesprovision - samt løbende bidrag. Det måtte ifølge flertallet antages, at lovgivningen på området og det omfattende aftalegrundlag fastslår de rettigheder og forpligtelser, som påhviler parterne i et retsforhold som det foreliggende, og at et tilbagebetalingskrav således skal fremgå heraf. Flertallet bemærkede, at det i alle de tilfælde, hvor der er en tilbagebetalingspligt, eksempelvis i de ældre kredit- og hypotekforeninger, er denne pligt nøje beskrevet i vedtægterne. Det fremgik imidlertid ikke af den gældende lovgivning eller af aftalegrundlaget, at klageren ved indfrielse havde krav på helt eller delvist at få tilbagebetalt reservefondsindskuddet, og det forhold, at betalingen var benævnt ”indskud”, kunne ikke i sig selv føre til, at klageren kunne få medhold i kravet. Mindretallet fandt, at ”indskud” efter almindelig sprogbrug må forstås som et beløb, der skal betales tilbage, og at instituttet ved at anvende denne betegnelse havde forpligtet sig til at betale beløbet tilbage ved lånets indfrielse eller dets udløb. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.