Stjålet fra taske under bustur.
| Sagsnummer: | 351 /1992 |
| Dato: | 18-11-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
|
| Ledetekst: | Stjålet fra taske under bustur. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 22. februar 1992 kl. ca. 14.00 blev klagerens pung, hvori klagerens dankort opbevaredes, stjålet fra klagerens taske under en bustur i København. Den til kortet hørende PIN-kode - noteret på det originale PIN-brev - var tillige opbevaret i pungen. Kl. 15.59 blev dankortet spærret på klagerens foranledning.
Ved misbrug af dankortet blev der forinden spærringen ved tre transaktioner hævet ialt 6.000 kr. ved anvendelse af korrekt PIN-kode.
Indklagede har meddelt klageren, at hun hæfter for 5.000 kr. af de hævede 6.000 kr., da hun har opbevaret kort og PIN-kode samme sted. Indklagede har den 19. marts 1992 debiteret klagerens konto for de 5.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende 3.800 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at dankortet var nyt på tidspunktet for tyveriet, hvorfor hun tillige opbevarede PIN-koden i pungen. Klageren har imidlertid via dagspressen fået oplyst, at hun alene hæfter for 1.200 kr.
Indklagede har anført, at klageren ved at opbevare PIN-koden i ikke-kamufleret form sammen med dankortet har udvist en groft uforsvarlig adfærd, jvf. § 21, stk. 3, nr. 2, i den ny affattelse af § 21. Efter de nye regler ville klageren således hæfte for op til 8.000 kr. Da misbruget imidlertid fandt sted, inden de ny regler trådte i kraft, hæfter klageren alene for 5.000 kr. i overensstemmelse med de hidtidige regler.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erklæret sig indforstået med, at de nye regler om misbrug af betalingskort anvendes på det foreliggende tilfælde i det omfang, de stiller klageren bedre end de på misbrugstidspunktet gældende regler.
Efter de nye reglers § 21, stk. 1, hæfter kortindehaveren for op til 1.200 kr. af tabet, når den til kortet hørende PIN-kode har været anvendt. Efter stk. 3, nr. 2, hæfter kortindehaveren dog for op til 8.000 kr., såfremt det godtgøres, at indehaveren "ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug".
Det må lægges til grund, at klagerens pung indeholdende dankortet blev stjålet fra klagerens taske under en bustur, og at klageren ikke i forbindelse med selve tyveriet har gjort sig skyldig i uagtsomhed. Selv om det kan bebrejdes klageren, at hun i pungen tillige opbevarede en seddel, på hvilken PIN-koden var noteret i ikke kamufleret form, findes klageren efter en samlet vurdering ikke at have udvist en groft uforsvarlig adfærd som omhandlet i lovens § 21, stk. 3, nr. 2. Ankenævnet har herved også lagt vægt på, at det i lovens forarbejder er forudsat, at det udvidede ansvar kun kan gøres gældende i et fåtal af tilfælde.
Ankenævnet tager herefter klagerens påstand til følge. Det bemærkes, at klageren i relation til de hidtidige regler må anses at have handlet groft uagtsomt, således at hun efter disse selv måtte bære 5.000 kr. af tabet.
Som følge heraf