Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Påstand om svindel og dokumentfalsk i forbindelse med indløsning af checks. Krav om erstatning.

Sagsnummer: 13 /2004
Dato: 19-05-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen, Morten Westergaard
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Påstand om svindel og dokumentfalsk i forbindelse med indløsning af checks. Krav om erstatning.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens påstand om svindel og dokumentfalsk i forbindelse med indløsning af checks og klagerens deraf følgende krav om erstatning.

Parternes påstande.

Den 15. januar 2004 indgav klageren en klage over indklagede til Ankenævnet med følgende påstand:

"Saldo - d - 28 i mnd på min Bankkonto - Premie - DKK - 40.000,-"

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han har en konto hos indklagede med konto nr. […805] og mærke.

Klagen vedrører checks på 40.000 kr., der er fremsendt til hans adresse. Checkene er blevet hævet på kro og hotel uden fuldmagter.

Der er tale om svindel og dokumentfalsk for 480.000 kr. siden 1994.

Indklagede har anført, at klageren har en indlånskonto med konto nr. […414].

Klageren har tidligere gjort gældende, at han har en bankbog med 40.000 kr., og at han har været udsat for dokumentfalsk og checksvindel.

Indklagede har ikke kendskab til, at klageren skulle have en bankbog med et indestående på 40.000 kr., eller at han skulle have været udsat for dokumentfalsk og checksvindel.

Klagerens krav, der ikke er præciseret eller dokumenteret, bestrides.

Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at indklagede har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke holdepunkter for at fastslå, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.