Kapitalpension, rådgivning.
| Sagsnummer: | 554/1991 |
| Dato: | 24-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - rådgivning
Rådgivning - pensionsforhold |
| Ledetekst: | Kapitalpension, rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1982 oprettede klageren en kapitalpensionskonto hos indklagede, der var knyttet til indklagedes puljeordning. Da puljeordningen ved årsskiftet 1986/1987 udviste et negativt afkast, ophørte klageren med at foretage indbetalinger på kontoen, ligesom han udtrådte af puljeordningen.
Ved udgangen af afgiftsåret 1988 udviste kontoen et akkumuleret tab på 39.274,13 kr. fra salg af værdipapirer fra tidligere år (såkaldt 20% saldo). Kontoens saldo udgjorde 345.220,10 kr., hvoraf 50.212,41 kr. var fritaget fra realrenteafgift, svarende til ordningens værdi pr. 31. december 1982; friholdelsesbrøken var således knap 1/6. Realrenteafgiften for 1988 udgjorde ca. 12.000 kr. af en renteindtægt på ca. 33.000 kr.
I januar 1989 henvendte klageren sig til indklagede for at orientere sig om andre investeringsmuligheder, og den 21. februar 1989, på hvilket tidspunkt klageren var 61 år, omlagdes hele indeståendet på kontoen til indeksobligationer med udløb år 2026. Den 1. februar 1990 omlagde klageren indeståendet til statsobligationer med udløb i maj og august 1991, hvorved han realiserede et kurstab.
Efter at klageren havde henvendt sig til indklagede vedrørende omlægningen i februar 1989, rettede han ved skrivelse af 10. oktober 1991 henvendelse til indklagedes bestyrelse. Klageren anførte, at den rådgivning, indklagedes medarbejder havde ydet ham i forbindelse med omlægningen i februar 1989, var mangelfuld, og at klageren som følge heraf ønskede en godtgørelse. Dette afviste indklagedes bestyrelses formand den 29. oktober 1991.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 30.000 kr., der hidrører fra kurstab i forbindelse med omlægningen til statsobligationer i 1990, og 15-18.000 kr., der hidrører fra manglende renteindtægt efter realrenteafgift.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det var uhensigtsmæssigt at omlægge til indeksobligationer med lang løbetid, da han på omlægningstidspunktet var 61 år. På tidspunktet for omlægningen var knap 1/6 af ordningen i forvejen fritaget for realrenteafgift, og pensionskontoen havde endvidere en betydelig negativ realisationskonto, hvoraf 20% årligt kunne anvendes til at reducere det pågældende års realrenteafgiftsgrundlag, jf. realrenteafgiftslovens § 4, stk. 4. Disse forhold tilsagde ikke en omlægning fra realrenteafgiftspligtige midler til lavt forrentede realrenteafgiftsfrie midler.
Indklagede har anført, at indklagedes medarbejder alene erindrer, at klageren udviste en markant interesse for omlægning til realrenteafgiftsfrie midler. Friholdelsesbrøkens størrelse har ikke været afgørende ved investeringsvalget, og den negative realisationssaldo er og bliver udnyttet. Klageren er som indklagedes øvrige kunder blevet oplyst om, at indklagede alene yder rådgivning, og at valget i sidste ende er klagerens eget. Klageren er gennem sit hidtidige virke som kommunaldirektør ikke ukendt med investeringer af denne art, og han har selv fulgt nøje med i kursudviklingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejdere i forbindelse med deres rådgivning af klageren i februar 1989 forud for omlægningen af kapitalpensionen til indeksobligationer har begået fejl, der kan medføre erstatningsansvar for indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.