Overførselsgebyr.
| Sagsnummer: | 113/1988 |
| Dato: | 19-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Overførselsgebyr. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I august 1988 fremsendte Håndværkerbanken på klagerens foranledning anmodning om overførsel til sig af klagerens ind- og udlånskonti i indklagedes Næstved afdeling. I forbindelse hermed beregnede afdelingen sig et gebyr på 200 kr., som blev debiteret klagerens aktionærindlånskonto.
Klageren henvendte sig herefter i afdelingen og fik der oplyst, at gebyret dækkede udgifter i forbindelse med overførsel af to udlånskonti.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere ham 200 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren gjort gældende, at indklagede aldrig har gjort ham bekendt med eksistensen af dette gebyr, samt at indklagede ved en fejl havde indfriet det ene lån ved at debitere aktionærkontoen for beløbet, hvorfor der ifølge klageren ved overførslen kun skulle debiteres et gebyr på 100 kr.
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede gjort gældende, at man i 1987 som et led i indførelse af brugerbetaling indførte betaling for flytning af konti til andre pengeinstitutter, 200 kr. pr. udlån/kredit og 15 kr. pr. indlånskonto, dog højst 200 kr. pr. kunde. Betalingen sker til dækning af øget tidsforbrug og dermed arbejdsløn, som indklagede har ved sådanne transaktioner. Gebyret har baggrund i indklagedes almindelige forretningsbetingelser, hvori indklagedes kunder er gjort bekendt med, at oplysning om gebyrberegning m.v. gives efter anmodning. Klageren er ikke blevet oplyst om gebyrberegningen, idet overførselen er sket via Håndværkerbanken, hvorfor indklagede ikke har haft mulighed for at gøre klageren bekendt med gebyrberegningen. Det i klagen omtalte lån blev debiteret klagerens aktionærkonto af praktiske årsager, og denne debitering påvirker ikke ressourcebelastningen og dermed ikke transaktionsbetalingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Frank Poulsen, Bjørn Bogason og Per Overbeck stemmer af de af indklagede anførte grunde for ikke at tage den indgivne klage til følge.
To medlemmer - Kirsten Nielsen og Lars Pedersen - finder, at indklagede, der først efter at kundeforholdet med klageren var etableret, indførte gebyrbetaling for transaktioner som de i sagen omhandlede, burde have givet sine kunder - herunder klageren - særskilt underretning herom. Da klageren ubestridt ikke har fået sådan underretning, stemmer disse medlemmer for at tage klagerens påstand til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.