Kaution for tidligere stiftet gæld.
| Sagsnummer: | 647/1993 |
| Dato: | 31-08-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Kaution for tidligere stiftet gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klagerens søn og svigerdatter fik i oktober 1991 bevilget et lån på 235.000 kr. af indklagede. Af lånets provenu på 231.946 kr. anvendtes 221.839,16 kr. til indfrielse af debitorernes øvrige engagement med indklagede, medens 10.106,81 kr. indsattes på debitorernes budgetkonto. Klageren underskrev den 28. oktober 1991 særskilt kautionserklæring, hvorefter han kautionerede for ethvert beløb, som sønnen og svigerdatteren måtte være eller blive indklagede skyldig, dog således, at hans kautionsforpligtelse ikke kunne overstige 75.000 kr.
Ved skrivelse af 19. juni 1992 blev klageren orienteret om en restance svarende til to måneders ydelse på kautionslånet. Efter at klageren var blevet orienteret om yderligere restancer, meddelte indklagede ved skrivelse af 1. marts 1993 klageren, at man samme dag havde opsagt kautionslånet, som da var i restance med 46.500 kr. Det blev tilkendegivet klageren, at såfremt man ikke havde hørt fra debitorerne inden otte dage, kunne klageren betragte sin kautionsforpligtelse som forfalden.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at man ikke kan gøre noget krav gældende i henhold til kautionserklæringen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i sin egen afdeling af indklagede, hvor han underskrev kautionserklæringen, ikke blev oplyst om, hvor stort et lån, kautionen blev stillet til sikkerhed for, eller hvortil lånet skulle anvendes. Indklagede undlod endvidere at orientere om, at der forud for lånets etablering havde været restancer på sønnens og svigerdatterens engagement. Klageren har tidligere ydet sønnen lån i forbindelse med køb af varige forbrugsgoder, ligesom han også har ydet to andre sønner lån, uanset om de havde haft mulighed for at låne i deres eget pengeinstitut. Klageren har altid tilkendegivet over for sine børn, at de kunne komme til ham, da det var billigere end at låne i et pengeinstitut. Da klagerens kaution alene har tjent til sikring af et lån, hvis provenu hovedsagligt er anvendt til at indfri tidligere stiftet gæld, og da klageren ikke blev orienteret herom, bør hans kautionshæftelse bortfalde.
Indklagede har anført, at man i foråret 1991 havde haft flere drøftelser med klagerens søn og svigerdatter vedrørende deres engagement, idet der havde været overtræk på en budgetkonto. I denne forbindelse fik man det indtryk, at klageren var bekendt med debitorernes økonomi, da han tidligere havde ydet dem lån. I efteråret 1991 opstod der igen problemer med overtræk på en budgetkonto, og det aftaltes da at foretage en omlægning af engagementet således, at der ydedes et nyt lån på 235.000 kr., hvorved debitorernes rådighedsbeløb steg. En betingelse herfor var, at klageren kautionerede. Af praktiske hensyn blev klageren anmodet om at underskrive kautionsdokumentet i en anden afdeling end den långivende; klageren blev i den anledning anmodet om at kontakte långivende afdeling, såfremt der måtte være spørgsmål til omfanget af kautionsforpligelsen eller sammensætningen af det kautionssikrede engagement. Klageren bør ikke efterfølgende kunne påberåbe sig disse forhold som bristede forudsætninger for sin kaution. Indklagede har haft en berettiget forventning om, at klageren var fuldt oplyst om baggrunden og omfanget af kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge indklagede blev klageren ikke forud for, at han påtog sig kautionsforpligtelsen, af indklagede gjort bekendt med, at den væsentligste del af kautionslånet skulle anvendes til at indfri sønnens og svigerdatterens øvrige engagement med indklagede. Da det ikke er godtgjort, at klageren på anden vis var bekendt med kautionslånets anvendelse, findes klagerens kautionsforpligtelse i overensstemmelse med Ankenævnets praksis at burde nedsættes således, at den alene dækker hæftelse, der svarer til det beløb, der blev udbetalt debitorerne til fri rådighed. Dette beløb udgør 10.106,84 kr.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse alene kan gøres gældende for 10.106,84 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.