Afgørelse

Spørgsmål om bank kunne pålægges et erstatningsansvar som følge af, at klagerne ikke blev frigjort for kautionsforpligtelse over for et realkreditinstitut i forbindelse med salg af et selskab. Spørgsmål om erhvervsforhold

Indledning

Denne sag vedrører, om Spar Nord Bank har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med, at klagerne påtog sig at kautionere for et anpartsselskabs realkreditlån eller i forbindelse klagernes salg af anpartsselskabet, samt om der er tale om erhvervsforhold.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H ejede et anpartsselskab, som havde optaget lån hos Spar Nord Bank og hos realkreditinstituttet R.

Klagerne har anført, at banken stod for hjemtagelsen af realkreditlån hos R. Lånedokumenterne er ikke fremlagt under sagen. Ifølge det oplyste fremgik det vedrørende realkreditlånet, at klagerne ikke måtte sælge over 50 % af anparterne i selskabet uden tilsagn fra R, samt at klagerne hæftede som selvskyldnerkautionister for gælden.

I juni 2009 solgte klagerne selskabet til køberne K. Af anpartsoverdragelsesaftalen, fremgår blandt andet følgende:

”…

§ 9.

Købesummen for anparterne berigtiges som følger:

Kr. 225.000,00

Og sælger frigøres for kautionsforpligtelsen overfor [R] og lån til Spar Nord Bank A/S.

…

§ 13.

BETINGELSE:

1. Denne Overdragelsesaftale er betinget af, at sælger frigøres for kautionsforpligtelser overfor [R] og Spar Nord Bank A/S og at køber kan indtræde i disse forpligtelser, såfremt det kræves.

   …”

I en e-mail til klagerne den 24. juni 2009 skrev bankens medarbejder blandt andet følgende til klagerne:

”…

[J]eg vil dog nok lige opfordre Jer til at tage kontakt til [NN] (områdedirektør) i Nykredit […] for at informere ham og få hans tilsagn og frigivelse.

…”

Den 25. juni 2009 underskrev klagerne og K anpartsoverdragelsesaftalen.

Klagerne måtte efterfølgende have deres advokat til at rykke K’s advokat for købesummen, før den blev betalt medio oktober 2009.

Klagernes advokat gjorde i samme forbindelse K’s advokat opmærksom på, at klagernes frigørelse for selskabets gæld til R fortsat var uafklaret.

Den 27. oktober 2009 modtog klagerne begge et brev fra banken, hvoraf følgende fremgik:

”…

Bortfald af kaution

Vi meddeler dig hermed, at din kautionsforpligtelse overfor [selskabet, selskabets adresse], er ophørt.

…”

I et brev til klagerne den 9. december 2010 meddelte R, at K trods opkrævning ikke havde betalt den pr. 30. september 2010 forfaldne terminsydelse. R anmodede derfor klagerne som selvskyldnerkautionister om senest den 19. december 2010 at betale restancen på 63.225 kr.

Den 11. december 2010 gjorde klagerne i et brev til R gældende, at deres hæftelser var ophørte i henhold til anpartsoverdragelsesaftalen samt bankens brev af 27. oktober 2009.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt kom selskabet under konkursbehandling. Klagerne rettede i den forbindelse henvendelse til en advokat, der i juli 2012 tog kontakt til både banken og R for en afklaring af forholdene.

Selskabets ejendom blev på et ikke oplyst tidspunkt solgt til højestbydende på tvangsauktion.

Den 27. december 2012 meddelte R advokaten, at R’s samlede tab i forbindelse med salget af selskabets ejendom udgjorde 2.125.127 kr.

Den 25. juni 2013 indgav advokaten på klagernes vegne en klage over både banken og R.

Den 19. september 2013 tilbagekaldte klagerne klagen for så vidt angik R, da parterne havde indgået forlig om klagernes betaling af 40.000 kr.

Parternes påstande

Den 25. juni 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal dække deres tab, som følge af, at de i forbindelse med salget af selskabet ikke blev frigjort for deres kautionsforpligtelse.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at sagen ikke skal afvises som erhvervsmæssig, da der er tale om privat kaution.

Banken sørgede egenhændigt for ansøgning og godkendelse af realkreditlånet hos R på deres vegne. De blev i den forbindelse ikke gjort opmærksomme på, at de ikke måtte sælge over 50 % af anparterne i selskabet uden R’s tilsagn, ligesom det ikke blev præciseret, at de ved deres underskrift blev selvskyldnerkautionister.

Banken bistod dem ligeledes i forbindelse med salget af selskabet. Anpartsoverdragelsesaftalen var i den forbindelse banken bekendt. Deres frigørelse for hæftelsen var en klar betingelse i overdragelsesaftalen.

Banken fik aftalen til godkendelse og burde derfor have påset, at der blev stillet en bankgaranti for købesummen og påset, at betingelserne for, at de kunne frigøres for den private kautionsforpligtelse, blev opfyldt, ligesom banken burde have påset, at R faktisk løste dem fra kautionsforpligtelsen.

Efter salget overtog K gennem bilaterale aftaler med banken selskabets engagement i banken. De modtog i den forbindelse en bekræftelse fra banken på, at deres hæftelse for selskabets engagement var ophørt. De antog i den forbindelse, at det også gjaldt overfor R.

De blev først repræsenteret af en advokat, da købesummen fra K udeblev.

Spar Nord Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om kaution for gæld optaget af et selskab, som klagerne ejede fuldt ud. I henhold til Ankenævnets faste praksis falder dette uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 3.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Spar Nord Bank anført, at banken ikke var rådgiver for klagerne i forbindelse med salget af selskabet. Banken havde således ikke påtaget sig at sørge for betingelserne i overdragelsesaftalen, herunder at klagerne blev frigjorte af deres kautionsforpligtelse for realkreditlånet.

Banken rådede klagerne til at indhente realkreditinstituttets tilsagn inden overdragelsen.

Klagerne kunne ikke med rette anse bankens brev af 29. oktober 2009, som om de også var løste af deres hæftelse for realkreditlånet.

Klagerne og deres advokat kunne ikke være i tvivl om, at det var et forhold som skulle ordnes mellem handlens parter.

En eventuel undladelse af at gøre klagerne opmærksomme på realkreditinstituttets betingelser var ikke ansvarspådragende for banken.

Et eventuelt erstatningskrav som følge af bankens rådgivning eller handlinger i forbindelse med hjemtagelsen af lånet eller i forbindelse med salget af selskabet er i øvrigt forældet i henhold til forældelsesloven § 3, stk. 2.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler efter fast praksis ikke klager vedrørende kaution fra kautionister, der kautionerer for gæld optaget af et selskab, som klageren helt eller delvist er ejer af.

Ankenævnet finder, at klagen - i henhold til § 2, stk. 2 og 3 i nævnets vedtægter - falder uden for nævnets kompetence, hvorfor den afvises.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.