Spørgsmål vedrørende kaution og afvikling af udlån i forbindelse med akkordaftale, misligholdelse af denne.
| Sagsnummer: | 183/1995 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Akkord - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende kaution og afvikling af udlån i forbindelse med akkordaftale, misligholdelse af denne. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 1. september 1989 påbegyndte klageren driften af en optikerforretning via et anpartsselskab ejet af klageren. På grund af problemer med driften blev forretningen solgt pr. 31. august 1992.
Indklagede havde i den pågældende periode ydet anpartsselskabet en kassekredit til finansiering af forretningsdriften, ligesom der for klageren privat var etableret en lønkassekredit og et lån. Klageren kautionerede for anpartselskabets gæld. Klagerens far påtog sig selvskyldnerkaution for såvel anpartselskabets som klagerens engagement, som løbende blev forhøjet. Kautionisten tiltrådte forhøjelserne.
I oktober 1992, hvor indklagede opgjorde tilgodehavendet hos anpartsselskabet til ca. 1,2 mio. kr. og klagerens private gæld til ca. 360.000 kr., tilbød indklagede en akkord, hvorefter man ville afskrive anpartsselskabets gæld efter afvikling af klagerens private gæld med en fast månedlig ydelse på 5.000 kr. over ca. 14 år. Klagerens far skulle fortsat hæfte som kautionist for hele gælden.
Klageren tiltrådte akkordforslaget med sin underskrift den 17. oktober 1992 og underskrev den 23. s.m. en allonge til lånedokumenterne vedrørende anpartsselskabet, hvorefter han overtog alle forpligtelser i henhold til disse, opgjort til 1.203.612,18 kr., ligesom han samme dag underskrev gældsbrev vedrørende den private gæld på 360.158,27 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.000 kr. Klagerens far tiltrådte ligeledes akkordforslaget, og ved underskrivelse af separate kautionserklæringer påtog klagerens far sig samtidig selvskyldnerkaution for den samlede gæld.
Ved skrivelse af 28. juli 1994 til klageren præciserede indklagede, at saldokvittering for det tidligere erhvervsengagement forudsatte overholdelse af den aftalte afvikling af privatengagementet. Indklagede krævede samtlige forfaldne ydelser betalt senest den 5. august 1994, ligesom indklagede forudsatte fremtidige afdrag betalt rettidigt. Indklagede anførte endvidere, at "såfremt et afdrag udebliver mere end 4 dage, vil løftet om saldokvittering, når det private engagement er indfriet, bortfalde".
Ved klageskema af 27. marts 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbyde en mere lempelig afviklingsaftale, og at hans far frigøres for sin kautionsforpligtelse.
Klageren har anmodet om mundtlig forhandling af sagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagedes rådgivning i forbindelse med afhændelsen af forretningen har været mangelfuld, og at indklagede har undladt at overholde indgåede aftaler i forbindelse hermed. Ved årsskiftet 1991/92 rettede han henvendelse til indklagede med forespørgsel, om et salg af forretningen ville være hensigtsmæssigt. Indklagede mente ikke, at dette var tilfældet, og henviste til tidligere forsikringer om, at man ikke ville medvirke til en udvikling, der medførte en økonomisk uacceptabel situation for ham. I juli 1992 meddelte indklagede, at salg af forretningen skulle finde sted. Indklagede accepterede salgsprisen til en interesseret køber og stillede ham i udsigt, at man ville give saldokvittering mod betaling af 40 % af den samlede gæld, hvilket svarede til den procentsats, der blev tilbudt forretningens øvrige kreditorer. Forud for handlen indvilgede indklagede i at indfri nogle leasingkontrakter med 60.000 kr., at betale husleje, 47.000 kr., og at indfri leverandørgæld med 40.000 kr., i alt 147.000 kr., idet indklagede herved forudsatte, at forretningsdriften hvilede i sig selv. Han gjorde i den forbindelse opmærksom på, at han havde nogle private forpligtelser, der var blevet forøget ved, at han i en længere periode ikke havde fået udbetalt fast løn. Endvidere blev indklagede gjort bekendt med, at han med køberen havde aftalt, at en del af varelageret skulle sælges på udsalg i den nye forretning, og at han skulle gøre sine faste kunder opmærksom på dette. Indklagede var således bekendt med, at omsætningen som følge heraf ville falde. Indklagede undlod at opfylde aftalen, hvorfor han og kautionisten måtte optage lån for 131.000 kr. til indfrielse af de forpligtelser, som indklagede i følge aftalen skulle have indfriet, ligesom han var nødsaget til at trække på kassekreditten til indfrielse af private forpligtelser. Ved afviklingen af forretningen modtog indklagede i alt 491.000 kr., svarende til ca. 31 % af den samlede gæld. Hertil kommer de nævnte 131.000 kr. Det samlede beløb på 622.000 kr. svarer til 40 % af indklagedes tilgodehavende, som indklagede havde stillet ham i udsigt, at man ville være tilfreds med. Indklagede bør derfor ikke stille krav om yderligere betaling. Subsidiært bør indklagede give saldokvittering efter betaling af 40 % af den nuværende samlede gæld med en månedlig ydelse på 1.000 kr. Indklagede bør endvidere frigøre kautionisten for sine forpligtelser. Han så sig nødsaget til at underskrive afviklingsaftalen med indklagede af 23. oktober 1992. Allerede på dette tidspunkt gjorde han dog opmærksom på, at det var nødvendigt med en afdragsfri periode på 3 måneder, idet der var nogle private forpligtelser, han skulle opfylde. På grund af indklagedes afslag herpå har han siden aftalens etablering økonomisk været "bagefter".
Indklagede har anført, at det fra indklagedes side var en klar forudsætning for indfrielse af leasingkontrakter og betaling af husleje og leverandørgæld, at engagementet ikke steg yderligere, og at driften af forretningen skulle hvile i sig selv. Disse forudsætninger bristede ved, at udgifterne til driften af forretningen stedse oversteg indtægterne, og ved at klageren udskrev en del checks, der måtte antages ikke at vedrøre forretningens drift. På grund af den manglende indtægt i forretningen sammenholdt med, at klageren hævede større beløb på kassekreditten, blev engagementet opsagt pr. 18. september 1992. Klageren misligholdt afviklingsaftalen, hvorfor den tilbudte akkord bortfaldt. Klagerens far har under hele forløbet kautioneret for såvel selskabets som klagerens gæld. Klageren har ikke anført omstændigheder, der kan medføre, at han eller kautionisten kan frigøres for hæftelsen for det fulde engagement.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om mundtlig forhandling.
I oktober 1992 tilbød indklagede en akkordordning med henblik på afvikling af anpartsselskabets og klagerens samlede engagement med indklagede. Den 17. og 23. oktober 1992 tiltrådte klageren uden forbehold den af indklagede foreslåede afviklingsaftale og erkendte gældens størrelse. Ankenævnet finder, at klageren på denne baggrund må være afskåret fra nu at gøre indsigelse mod opgørelsen af indklagedes tilgodehavende efter salget af forretningen eller mod akkordaftalens vilkår.
Ankenævnet lægger som ubestridt til grund, at akkordaftalen blev misligholdt af klageren. Indklagede var som følge heraf berettiget til at ophæve aftalen. Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at indgå en ny afviklingsaftale.
Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, som kan medføre, at klagerens fars forpligtelse som kautionist ikke er gyldigt stiftet eller er bortfaldet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.