Fortolkning af særlig indfrielsesbestemmelse.
| Sagsnummer: | 347 /1996 |
| Dato: | 11-02-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Pantebreve - særlige indfrielsesvilkår
|
| Ledetekst: | Fortolkning af særlig indfrielsesbestemmelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1981 udstedte klageren 2 pantebreve på henholdsvis 162.000 kr. og 39.000 kr. med pant i sin faste ejendom med en rente på 21,6%. Af pantebrevenes bestemmelse om opsigelse fremgår bl.a.:
"Fra debitors side kan pantebrevet til enhver tid indfries helt eller delvis til en kurs beregnet på basis af samme effektive rente som obligationer i særlig realkredit (BRF, 10%, 20 år) med samme restløbetid som pantebrevet. Obligationernes effektive rente beregnes på basis af den officielt noterede købekurs på indfrielsesdagen. Helt eller delvis indfrielse af pantebrevet skal finde sted til ovennævnte beregnede kurs med et tillæg af 2 point - uanset denne kurs skulle overstige pari."
Efterfølgende erhvervede indklagede pantebrevene.
Ved skrivelse af 16. oktober 1995 til indklagede meddelte klageren, at hun ønskede at indfri pantebrevene. Klageren havde ved henvendelse til BRFkredit fået oplyst kursen på 10% obligationer med udløb år 2001 til 105,5. Hun antog på den baggrund, at indfrielseskursen for pantebrevene var 107,5.
Ved skrivelse af 17. oktober 1995 meddelte indklagede, at pantebrevene kunne indfries til kurs 140,85.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indfri pantebrevene til kurs 107,5.
Indklagede har påstået frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede indhentet en kursberegning på pantebrevene hos en pantebrevsformidler, der ved en skrivelse af 4. november 1996 til indklagede har oplyst indfrielseskursen pr. 14. oktober 1996 til 141,69.
Klageren har henvist til, at BRFkredit over for hende har oplyst, at kursen på 20-årige BRFkredit obligationer, 10%, med udløb år 2001 pr. 15. oktober 1996 havde en kurs på 109,30 og en effektiv rente på 5,19%.
Klageren har anført, at den effektive rente på obligationer var over 20% i 1981, hvor pantebrevene blev udstedt. Renten er efterfølgende faldet væsentligt. Indklagede er ikke berettiget til at beregne sig en kurs, der overstiger kursen på den angivne obligation med et tillæg på 2 point.
Indklagede har anført, at det fastholdes, at den af indklagede beregnede kurs er korrekt. Klagerens beregning af indfrielseskursen har udgangspunkt i en sammenligning af kursen og ikke af den effektive rente, som ifølge gældsbrevets ordlyd skal danne grundlag for beregningen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at indfrielseskursen er korrekt beregnet. Herved bemærkes, at den særlige indfrielsesklausul må fortolkes således, at kreditor hermed sikrede sig, at en geninvestering af indfrielsesbeløbet i de nævnte obligationer ville give samme forrentning som det indfriede pantebrev.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.