Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspeditionstid ved overflytning af anfordringskonto til andet pengeinstitut.

Sagsnummer: 507/1995
Dato: 08-05-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Simonsen
Klageemne: Overførsel - almindelige konti
Ledetekst: Ekspeditionstid ved overflytning af anfordringskonto til andet pengeinstitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 5. april 1995 fremsendte Sydbanks Glostrup afdeling til indklagedes hovedsæde en anmodning om overførsel af klagerens indlånskonto i indklagedes Glostrup afdeling. Klageren er en idrætsforening, og den omhandlede konto var en anfordringskonto.

Indklagedes Glostrup afdeling opgjorde den 2. maj 1995 klagerens konto og fremsendte kontoens saldo på 337.540,17 kr. til Sydbank.

Indklagede har oplyst, at man den 6. april 1995 modtog anmodningen om overførsel i hovedsædet. Anmodningen blev videresendt til Glostrup afdeling, som den 2. maj 1995 ekspederede overførslen. Ekspeditionstiden svarer til 15 bankdage.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale debetrenter 1.471,50 kr. samt rentetab 662,17 kr., eller i alt 2.133,67 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at overførselsanmodningen fremsendtes til indklagede den 5. april 1995, på hvilket tidspunkt kontoens saldo var ca. 331.000 kr. Uanset telefoniske rykkere for overførslen skete denne først den 2. maj 1995. Klageren var i den mellemliggende periode afskåret fra at disponere over beløbet, hvorfor det var nødvendigt at indgå aftale med Sydbank om, at der midlertidig blev stillet likviditet til rådighed. Tabet ved den sene overførsel udgør dels renteudgifter dels mistet renteindtægt som følge af forskellen mellem renten hos indklagede og Sydbank.

Indklagede har anført, at ekspeditionstiden for overførslen af kontoen var 15 dage, hvilket ikke kan ses for urimeligt.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klageren med rette kunne forvente, at indklagede inden for fem ekspeditionsdage kunne effektuere klagerens anmodning om overførsel af en indlånskonto, således at overførslen - idet hensyn tages til den mellemkommende påske - ville være foretaget senest den 18. april 1995.

Ankenævnet finder, at indklagede, som ikke har protesteret mod opgørelsen af klagerens krav, bør godtgøre klageren debetrenter og rentetab som påstået for tiden fra den 18. april 1995 til den 2. maj 1995, hvor overførslen fandt sted.

Som følge heraf


Indklagede bør inden 4 uger godtgøre klageren tilskrevne debetrenter samt klagerens rentetab som følge af forskellen mellem indklagedes og Sydbanks indlånsrente for tiden 18. april til 2. maj 1995. Klagegebyret tilbagebetales klageren.