Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1983 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 340.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 408.853 kr., som fordeltes med 340.976 kr. i kolonne 2 og 67.877 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. april 1983 ejendommen bl.a. med overtagelse af de to indestående lån. Instituttet gjorde i april 1997 en personlig fordring på 54.196 kr., svarende til instituttets endelige tab, gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Den lokale retshjælp protesterede efterfølgende forgæves på vegne af klageren over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste under klagesagen, at det ikke af tvangsauktionssagen fremgik, hvordan tvangsauktionsbudet var anvendt til dækning af henholdsvis restgæld og restancer, men at ejendommen var videresolgt med den fulde restgæld på de indestående lån.

Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af pantebrevene ved ejendommens videresalg var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald delvis af rente og bidrag, som var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsorden, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af eventuel udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således godtgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.