Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Køb, rådgivning.

Sagsnummer: 57/1994
Dato: 17-10-1994
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Køb, rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 13. august 1993 henvendte klageren sig i indklagedes Langenæs Afdeling, Århus med henblik på at investere 25.000 kr. i obligationer. Klageren medbragte et avisudklip, som angav papirer med højt renteafkast. Klageren drøftede sine investeringsønsker med afdelingens bestyrer og anmodede herefter indklagede om at købe en post obligationer 8% i Himmerlandsbanken; ordren var limiteret til kurs 85½. Ved fondsnota af 18. august 1993 afregnede indklagede klagerens køb af nominelt 27.000 kr. Himmerlandsbank obligationer til kurs 85 1/4. På notaen var anført: "Handelen er indgået under forudsætning af, at beløbet bliver betalt senest den 23.08.1993." Den 23. august 1993 blev Himmerlandsbanken erklæret konkurs.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække klagerens tab ved købet, 24.685,50 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede som investeringsrådgiver burde have oplyst, hvilken type obligation klageren afgav ordre på. Indklagede må endvidere have været bekendt med, hvad der foregik omkring Himmerlandsbanken. Denne havde således den 8. august 1993 givet Københavns Fondsbørs ordre om at standse alle informationer fra og om banken. Det må antages, at indklagede var bekendt hermed.

Indklagede har anført, at klageren i en årrække har været kunde i den omhandlede afdeling og gennem de seneste år selv løbende har foretaget investeringer for beløb omkring 25.000 kr. I forbindelse med klagerens henvendelse den 13. august 1993, blev hun oplyst om, at det høje renteafkast for Himmerlandsbank-obligationen var udtryk for en høj risiko, og det blev direkte anbefalet klageren i stedet at investere i statsobligationer. Klageren fastholdt imidlertid sin beslutning om at købe Himmerlandsbank-obligationer. Det bestrides, at indklagede har udvist en ansvarspådragende adfærd. Indklagede har ikke modtaget særlige meddelelser om den omhandlede obligation i perioden fra primo august 1993 til suspensionen efter bankens konkurs, idet Københavns Fondsbørs ikke informerede børshandlere om oplysninger meddelt af Himmerlandsbanken.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det foreliggende lægger Ankenævnet til grund, at klagerens beslutning om at købe den omhandlede post obligationer i Himmerlandsbanken ikke var baseret på et råd herom fra indklagedes medarbejders side, at medarbejderen oplyste klageren om, at disse obligationer var forbundet med en større risiko end stats- og realkreditobligationer, og at der hverken den 13. august 1993 eller den 18. s.m., da handelen blev gennemført, forelå sådanne særlige oplysninger om Himmerlandsbankens økonomiske forhold, at købet af obligationerne under alle omstændigheder burde have været frarådet. Der findes herefter ikke at være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.