Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav vedrørende indskud foretaget på konto i 1990.

Sagsnummer: 290 /2003
Dato: 17-12-2003
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Ole Simonsen, Poul Erik Tobiasen
Klageemne: Forældelse - indlån
Ledetekst: Krav vedrørende indskud foretaget på konto i 1990.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav på indklagede vedrørende en millionærkonto etableret i 1990.

Sagens omstændigheder.

Den 28. august 1990 oprettede klageren hos indklagede en millionærkonto og indsatte 200 kr. på denne. Ved kontoens etablering fik klageren udleveret et regnskabshæfte.

Indklagede har anført, at kontoen var en bogløs konto, hvortil der ikke blev udleveret hævekort.

Ved skrivelse af 18. juni 2003 rettede klageren henvendelse til indklagedes Buddinge Center afdeling med forespørgsel om kontoens eksistens. Klageren oplyste samtidig, at hun ikke havde indsat yderligere beløb ud over de 200 kr.

Ved skrivelse af 4. juli 2003 meddelte indklagede, at man havde gennemgået klagerens årsopgørelser siden 1991 og ikke havde kunnet se, at millionærkontoen på noget tidspunkt havde eksisteret.

Under sagen har indklagede fremlagt kopi af udskrift fra indklagedes mikrofilmarkiv, hvoraf fremgår, at millionærkontoen udgik den 13. november 1990 efter, at der forinden var tilskrevet renter med 1,45 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. august 2003 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at hun ønsker indklagede tilpligtet at anerkende, at millionærkontoen ikke er udgået.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun oprettede kontoen i indklagedes Maribo afdeling, hvor hun dengang boede.

I de forløbne år har hun efterlyst kontoen, men har hver gang fået det svar, at den ikke eksisterede.

Det undrer hende, at indklagede først nu fremkommer med oplysning om, at beløbet skulle være hævet. Hun har ikke noget kendskab til, hvordan dette skulle være sket.

Indklagede har anført, at indeståendet på millionærkontoen blev udbetalt i forbindelse med kontoens opgørelse den 13. november 1990.

Det af klageren fremlagte regnskabshæfte er ikke et ihændehaverbevis for kontoens indestående.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren indsatte den 28. august 1990 200 kr. på en millionærkonto hos indklagede. Det lægges til grund, at kontoen blev opgjort den 13. november 1990. Af den fremlagte mikrofilm fremgår, at kontoen udgik, men ikke til hvem provenuet ved opgørelsen blev udbetalt. Ankenævnet finder ikke, at det på nuværende tidspunkt kan pålægges indklagede at føre bevis for, til hvem udbetalingen af beløbet skete.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.