Spørgsmål om forældelse af gæld.
| Sagsnummer: | 348/1997 |
| Dato: | 14-04-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Spørgsmål om forældelse af gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. februar 1984 afsagde civilretten i Frederikssund dom, hvorefter klageren skulle betale 7.128,47 kr. til Frederiksborg Bank. Af dommen fremgik, at beløbet vedrørte overtræk på en budgetkonto (-336-3). Klageren havde efter stævningens udtagelse betalt à conto 200 kr. Det fremgik, at klageren havde erkendt søgsmålets rigtighed.
Frederiksborg Bank er senere ved en række fusioner overtaget af indklagede.
Ifølge kontoudskrift af 30. marts 1984 for budgetkontoen var dennes saldo efter tilskrivning af renter 7.729,68 kr. Kontoens saldo pr. 30. december 1983 var angivet til 7.328,47 kr. De 200 kr., der var betalt à conto under retssagen, fremgik ikke.
Indklagede har fremlagt yderligere kontoudtog for budgetkontoen pr. 29. juni og 28. september 1984 samt 31. december 1985, hvor kontoens saldo var 8.423,34 kr. (negativ). Af kontoudtog pr. 16. december 1987 fremgår, at der den 18. maj og 16. december samme år var indbetalt henholdsvis 4.037,79 kr. og 436,17 kr.
Kontoen udgik den 16. december 1987 med en saldo på 3.949,38 kr. Af internt bilag hos indklagede fremgår, at dette beløb blev ansøgt afskrevet som uerholdeligt.
Den 10. marts 1997 hævede indklagede 3.949,38 kr. på klagerens Danske Privatkonto. Af kontoudtog fremgår, at beløbet vedrørte inddækning af gæld. Samme dag hævede indklagede et rentebeløb på 2.586,60 kr., som indklagede har oplyst angår 5 års rente tilbage i tiden fra den 10. marts 1997 af beløbet på 3.949,38 kr. Kontoens saldo var herefter 6.535,47 kr. (negativ).
På klagerens Danske Privatkonto indgik der senest løn den 22. maj 1997, hvorefter kontoens saldo var 108,77 kr. (negativ). Den 30. juli 1997, hvor kontoens saldo var 6.826,90 kr. (negativ), rykkede indklagede for inddækning af kontoen. Indklagede erindrede om, at der den 10. marts 1997 var indgået aftale om afvikling af gælden på 6.535,98 kr. med 200 kr. månedligt, men at der ikke var registreret indbetalinger på kontoen siden 22. maj 1997. Man anså derfor parternes aftale som misligholdt, hvorfor engagementet opsagdes.
I august 1997 overgav indklagede sagen til inkasso. Den 1. september 1997 underskrev klageren et frivilligt forlig med indklagedes inkassoadvokat, hvorefter gælden, som inklusive omkostninger var opgjort til 8.406,29 kr., skulle afvikles med 300 kr. månedligt, første gang 1. oktober 1997.
Den 19. september 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke skylder indklagede noget beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at da han i marts måned 1997 ville hæve fra sin konto hos indklagede, tilbageholdt indklagede beløbet, idet indklagede hævdede, at han skyldte 6.535,98 kr. Indklagede truede ham til at anerkende gælden, idet han i modsat fald ikke kunne få penge til at betale sin termin. Han har ikke fået opkrævninger på beløbet på den gamle gæld i 13 år, selv om han har været kunde hos indklagede i det meste af denne periode. Han finder derfor, at gælden er forældet.
Indklagede har anført, at man har et krav mod klageren, som ikke er forældet. Klagerens påstand bør derfor ikke tages til følge.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet det godtgjort, at der af klagerens gæld efter dommen af 21. februar 1984 resterede 3.949,38 kr. i december 1987. Denne gæld er alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er derfor ikke forældet. Renter af beløbet, der har været forfaldne i mere end 5 år, er forældede efter forældelsesloven af 1908. Det må herefter lægges til grund, at indklagedes opgørelse af sit krav pr. 10. marts 1997 til 3.949,38 kr. med tillæg af 5 års renter heraf, 2.586,60 kr., eller i alt 6.535,98 kr. var korrekt.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.