Afgørelse

Spørgsmål om bevis for, at pinkode var anvendt.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klagerens pinkode til klagerens Eurocard og dankort blev anvendt i forbindelse med misbrug af kortene.

Sagens omstændigheder.

Den 4. oktober 2002 ca. kl. 16.40 blev klageren på Københavns Hovedbanegård frastjålet sin pung indeholdende et Eurocard udstedt af indklagede 1 og et dankort udstedt af indklagede 2.

Forinden klageren nåede at spærre kortene, blev Eurocardet misbrugt ved en hævetransaktion i en pengeautomat den 4. oktober 2002, kl. 16.53 ved hævning af 3.000 kr., mens dankortet blev misbrugt samme dag ved tre hævetransaktioner i tidsrummet 16.52-16.59 i tre forskellige pengeautomater. Det samlede misbrug vedrørende dankortet var 7.000 kr.

Begge de indklagede godtgjorde efterfølgende klageren de hævede beløb med undtagelse af selvrisikobeløbet på 1.200 kr., i alt 2.400 kr.

Ved skrivelse af 24. november 2002 rettede klageren henvendelse til indklagede 1 med indsigelse mod opkrævning af selvrisikobeløbet. Klageren henviste til, at hun aldrig havde anvendt pinkoden til sit Eurocard; pinkoden beroede i hendes hjemarkiv. Forud for tyveriet havde hun senest anvendt kortet den 14. august 2002 i USA. Indklagede fastholdt klagerens hæftelse.

Parternes påstande.

Klageren har den 3. september 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at begge indklagede tilpligtes hver at betale 1.200 kr.

Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun aldrig har brugt pinkoden til sit Eurocard, og derfor kunne der ikke være tale om afluring i forbindelse med misbruget. Oplysninger om pinkoden blev opbevaret i hendes hjem.

Det er højst usandsynligt, at de indklagedes sikkerhedssystemer skulle være 100 % sikre imod misbrug. Hun bemærker herved, at hackere i hele verden er et problem selv for de mest professionelle og kontrollerede systemer.

Det er hendes opfattelse, at indtastning af korrekt pinkode i en pengeautomat enten kan omgås, eller at pinkoden nemt kan hackes.

Dankortet havde hun senest anvendt dette den 3. oktober 2002 i Kolding.

Hendes konklusion er, at sikkerheden ved betalingssystemet er knyttet til det fysiske kort, hvorfor anbefalingen i dankortreglerne om, at kort og pinkode skal holdes adskilt, er misvisende, da sikkerheden alene knytter sig til kortet. Det er udelukket, at tyven fik oplysning om pinkoden hos hende.

Indklagede 1 har anført, at klagerens pinkode blev anvendt ved misbruget ved hævningen i en pengeautomat. Det følger herefter af § 11, stk. 2, i lov om visse betalingsmidler, at klageren hæfter for 1.200 kr.

Ved hævningen blev der ikke foretaget forkerte pinkodeforsøg.

Der har ikke været konstateret fejl eller nedbrud i systemet på tidspunktet omkring misbrug af klagerens kort.

Pinkoden konstrueres og udskrives maskinelt, uden at nogen får kendskab hertil. Koden opbevares ikke i kortets magnetstribe eller andetsteds i kortet, og det er ikke muligt at udlede/læse koden ud af kortet. Pinkoden opbevares ingen steder i systemet, hvor det er muligt at udlede/læse denne.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at betalingssystemets sikkerhedsprocedurer er tilstrækkelige. Forbrugerombudsmanden har ikke haft bemærkninger til sikkerheden i systemet.

Indklagede 2 har anført, at korrekt kode blev anvendt ved misbruget af klagerens dankort. Det følger herefter af lov om visse betalingsmidler, at klageren hæfter for 1.200 kr.

Selvrisikoreglen gælder, uanset om der er noget at bebrejde kortholderen eller ej. Indklagede har ikke bevisbyrden for, hvorledes koden er kommet i misbrugerens besiddelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at betalingsmidler, der er omfattet af lov om visse betalingsmidler, er sikre og velfungerende, jf. lovens § 4. På denne baggrund og efter de af de indklagede afgivne oplysninger om sikkerhedsprocedurerne finder Ankenævnet det godtgjort, at pinkoden til klagerens Eurocard henholdsvis dankort blev anvendt i forbindelse med misbrugene af kortene den 4. oktober 2002. Det følger herefter af § 11, stk. 2, i lov om visse betalingsmidler, at klageren hæfter for 1.200 kr. af tabet for hvert kort.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.