Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for lån, hvis provenu blev anvendt til indfrielse af samlevers gæld

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser om mangelfuld rådgivning i forbindelse med stiftelse af lån, hvor hovedparten af lånets provenu blev anvendt til indfrielse af et boliglån med klagerens samlever som enedebitor.

Sagens omstændigheder

Ved gældsbrev af 21. marts 2004 underskrev klageren og hendes samlever, M, et gældsbrev med BG Bank (nu: Danske Bank) med en hovedstol på 223.100 kr. Af gældsbrevet fremgår:

”…

Hvis der er flere låntagere, gælder gældsbrevets vilkår for hver enkelt låntager. Derfor er gældsbrevet formuleret i jeg-form.

…

Med min underskrift erklærer jeg at skylde BG Bank, division af Danske Bank A/S, det lånte beløb med tillæg af renter og eventuelle gebyrer og omkostninger.

Hvis der er flere låntagere, hæfter jeg solidarisk med de andre.

…”

Banken har anført, at der af bankens kreditindstilling af 9. marts 2004 fremgår følgende:

”Der søges om DKK 223.100 kr. boliglån.

Formål: Indfrielse af fastrente boliglån og udgifter til barnedåb, bryllup og navlestrengsblod, hvilket udgør forhøjelse på TDKK 80.

Ny sikkerhed: TDKK 90 ejerptb. I køretøj TDKK 150 ejerptb. I bolig.”

Til sikkerhed for gælden fik banken pant i et ejerpantebrev i parrets faste ejendom på 150.000 kr.

Af provenuet blev 143.000 kr. anvendt til at indfri et eksisterende boliglån optaget af M.

Den 19. april 2006 optog klageren og M et såkaldt Bolig Plus lån på 240.000 kr. Samtidig blev ejerpantebrevet forhøjet fra 150.000 kr. til 240.000 kr., ændret til et pantebrev og overdraget til banken til sikkerhed for parrets gæld.

Af provenuet blev 198.542,36 kr. anvendt til indfrielse af parrets lån af 21. marts 2004.

Parternes påstande

Den 4. september 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal stille hende således, at hun kun hæfter for 90.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke var med i banken, da de etablerede pantebrevslånet. Da hun læste papirerne igennem derhjemme, opfattede hun det, som at hun kun hæftede solidarisk med M for de 90.000 kr.

Hun fik ingen rådgivning og hun blev ikke oplyst om, at 143.000 kr. af provenuet blev brugt til at indfri M’s eksisterende boliglån.

Det er udelukkende i bankens interesse, at hun står som meddebitor på 240.000 kr.

Hun har flere gange henvendt sig til banken for at få opdelt gælden, men uden resultat.

Hun bestrider at have oplyst banken om, at hun administrerede parrets økonomi.

Hun henviser til Ankenævnets afgørelse i sag nr. 550/2011, da den ligner hendes sag.

Danske Bank har anført, at klageren ved sin underskrift på lånedokumenterne har indgået bindende aftaler med banken.

Det fremgår klart af lånedokumenterne, at hun hæfter solidarisk for hele gælden.

Klageren har to gange vedkendt sig at hæfte for gælden.

Klageren var bekendt med størrelsen af den optagne gæld, og var indforstået med, at en del af provenuet skulle anvendes til at indfri M’s eksisterende boliglån.

Det var primært klageren, der stod for administrationen af parrets økonomi.

Klageren underskrev således selv lånedokumenterne på et fuldt oplyst og informeret grundlag.

Sagens omstændigheder adskiller sig væsentligt fra Ankenævnets sag nr. 550/2011, som klageren har påberåbt.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Forholdet er i øvrigt forældet, da rådgivningen fandt sted i henholdsvis 2004 og 2006.

Ankenævnets bemærkninger

Tre medlemmer – John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen og Peter Stig Hansen – udtaler:

I 2004 optog klageren sammen med sin samlever et lån på 223.100 kr. Hovedparten af provenuet blev anvendt til indfrielse af et boliglån, som alene samleveren hæftede for. Vi finder det ikke godtgjort, at klageren ikke var bekendt med, at låneprovenuet blev anvendt som anført.

Vi finder herefter, at klageren ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Danske Bank er forpligtet til at frigøre klageren for hæftelse for den del af lånet, som overstiger 90.000 kr.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Anna Marie Schou Ringive og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Vi finder, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for, at sagen afvises i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.