Indsigelse mod kaution for realkreditlån i forbindelse med opdeling af gæld ved skilsmisse. Indsigelse om misforhold til kautionistens økonomi.

Sagsnummer:66/2014
Dato:04-12-2014
Ankenævn:Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen, Anders Holkmann Olsen, George Wenning
Klageemne:Kaution - stiftelse
Kaution - hæftelse
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Ledetekst:Indsigelse mod kaution for realkreditlån i forbindelse med opdeling af gæld ved skilsmisse. Indsigelse om misforhold til kautionistens økonomi.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod kaution for realkreditlån i forbindelse med opdeling af gæld ved skilsmisse, herunder indsigelse om misforhold til kautionistens økonomi.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, var kunder i Danske Bank.

Den 2. januar 2013 oplyste parret banken om, at de skulle skilles, og at de ønskede, at H overtog deres fælles ejerlejlighed, så deres børn fortsat kunne boende i lejligheden. Lejligheden var belånt med et realkreditlån på 1.111.000 kr. i realkreditinstituttet R og et boliglån i banken på ca. 80.000 kr. På et møde i banken den 8. januar 2013 oplyste parret, at de ønskede at opdele den fælles gæld, således at H overtog realkreditlånet, og klageren overtog boliglånet.

Den 21. januar 2013 udarbejdede banken en økonomiberegning og en økonomioversigt for klageren. Det fremgik heraf, at klageren havde en årlig indkomst på 300.000 kr., og at hans månedlige rådighedsbeløb ville være 3.621 kr. efter flytning til en lejelejlighed. I beregningen indgik ydelser til et lån i banken med en restgæld på 90.000 kr.

Den 24. januar 2013 oplyste banken, at den af parret ønskede opdeling af gælden kunne bevilges af banken og af R, hvis klageren og H kautionerede gensidigt for hinandens lån.

På et møde i banken den 21. marts 2013 underskrev H en erklæring om gældsovertagelse af realkreditlånet som enedebitor, og klageren underskrev en kautionserklæring vedrørende realkreditlånet. Kautionserklæringen indeholdt blandt andet følgende:

”… opr. 1.111.000 Restgæld 1.073.366,72

Undertegnede … erklærer som selvskyldnerkautionist at indestå [R] for opfyldelse af debitors forpligtelser i henhold til ovennævnte pantebrev(e) …

Kautionen omfatter al skyld hidrørende fra de(t) på tillægget anførte låneforhold … Kautionisten er personligt forpligtet til at betale [R] straks debitor misligholder sin forpligtelse. [R] behøver således ikke at retsforfølge debitor før betaling kræves af kautionisten. …[R] er uden kautionistens samtykke berettiget til at træffe aftale med hoveddebitor om opsigelse, afvikling og henstand med erlæggelse af såvel renter, bidrag som afdrag … Kautionisten bliver underrettet herom. … Kautionisten er forpligtet til at meddele enhver oplysning om sine økonomiske forhold. …

[R’s] produktblad ”Selvskyldnerkaution” er udleveret til kautionisten, der ved sin underskrift på dette dokument erklærer at have læst produktbladet. …”

R’s produktblad indeholdt blandt andet oplysning om kautionistens forpligtelse til at betale misligholdte ydelser og til at indfri hele lånet, hvis lånet blev opsagt af R som misligholdt, om kautionistens regresret mod debitor og om, at kautionen ophørte, når lånet var betalt tilbage.

På mødet den 21. marts 2013 underskrev klageren endvidere et gældsbrev vedrørende boliglånet i banken på 82.244,90 kr., og H underskrev en selvskyldnerkautionserklæring for lånet, hvoraf blandt andet fremgik, at banken havde udleveret og gennemgået den af Forbrugerrådet og Finansrådet udarbejdede pjece om kaution.

Banken har oplyst, at den ikke er klar over, om klageren havde en nettoformue på kautionstidspunktet, men at klageren ikke havde nogen formue i banken.

Parternes påstande

Den 21. februar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal sørge for, at han frigøres for sin kautionsforpligtelse overfor R.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han ikke var klar over konsekvenserne af kautionen. Han stod i en meget presset situation i forbindelse med skilsmissen. Han ville hurtigst muligt ud af ægteskabet og regnede med, at banken ville rådgive ham bedst muligt.

Han troede, at han alene skulle kautionere for den gæld, som H evt. måtte få i tilfælde af et salg af lejligheden med tab. Han blev hverken orienteret om dokumenternes indhold eller om konsekvenserne af kautionen.

Han havde ikke økonomi til at påtage sig kautionsforpligtelsen. Det fremgår af økonomiberegningen, at hans månedlige rådighedsbeløb i 2013 udgjorde 3.621 kr. Hans økonomi har ikke ændret sig siden januar 2013.

Banken var forpligtet til at udlevere en pjece i forbindelse med kautionen. Han modtog med sikkerhed ikke en sådan pjece. Bankens filialchef har efterfølgende telefonisk indrømmet, at der kun blev udleveret én pjece til H. H var forståeligt nok ikke særligt samarbejdsvillig som følge af skilsmissen.

Han kan ikke genkende bankens påstand om, at banken opfordrede ham til at søge advokatbistand.

Han blev først opmærksom på, at han havde kautioneret for 1,1 mio. kr., svarende til værdien af lejligheden, da han efterfølgende så på hus med sin nye kæreste. Kautionen betyder, at ingen banker vil låne ham penge. Kautionen vil også kunne udnyttes af H, som kan undlade at opfylde sin del af aftalen, hvorefter han hæfter.

Hvis han havde været bekendt med konsekvenserne af kautionen, ville han ikke have kautioneret for 1,1 mio. kr., også selvom dette ville betyde, at børnene måtte flytte.

Danske Bank har blandt andet anført, at klageren hæftede for lånene i lejligheden sammen med H. Klageren ønskede selv, at gælden skulle opdeles mod gensidig kaution.

Banken accepterede en opdeling af lånet mod gensidig kaution. Klageren blev ikke stillet ringere efter påtagelsen af kautionsforpligtelsen, da klageren hæftede som debitor.

Klageren underskrev en selvskyldnerkautionserklæring, hvoraf det tydeligt fremgik, at kautionen vedrørte det realkreditlån, som skulle gældsovertages af H, ligesom det af erklæringens vilkår tydeligt fremgik, hvilke konsekvenser en sådan selvskyldnerkautionsforpligtelse havde.

Banken gav på intet tidspunkt tilsagn om, at gældsovertagelsen kunne gennemføres, uden at klageren skulle hæfte som selvskyldnerkautionist.

Hverken parrets rådgiver i banken eller filialchefen kan genkende klagerens beskrivelse af forløbet.

Banken rådgav såvel H som klageren om konsekvensen af gældsovertagelserne og kautionsforpligtelserne. Låne- og kautionsdokumenterne blev gennemgået med parret på mødet den 21. marts 2013. Klageren bekræftede med sin underskrift af erklæringen at have modtaget og læst R’s produktblad. Det er korrekt, at parret på mødet den 21. marts 2013 fik udleveret et eksemplar af bankens pjece om kaution. Pjecen blev gennemgået med klageren og H inden underskrift af dokumenterne.

Banken opfordrede klageren og H til at søge advokatbistand i forbindelse med skilsmissen og opdelingen af gælden. Det fremgår af bankens interne kommentarsystem, at banken den 13. februar 2013 anbefalede parret at kontakte en advokat. Den 26. februar 2013 talte banken med klageren om parrets behov for at kontakte en advokat.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, var kunder i Danske Bank. I forbindelse med deres skilsmisse rettede parret henvendelse til banken. Parret ønskede, at H overtog deres lejlighed og deres fælles realkreditlån på 1.111.000 kr. hos realkreditinstituttet R, og at klageren overtog deres fælles boliglån i banken på ca. 80.000 kr. R og banken accepterede dette mod, at klageren kautionerede for realkreditlånet, og mod at H kautionerede for boliglånet. På et møde i banken den 21. marts 2013 underskrev klageren en erklæring om selvskyldnerkaution vedrørende realkreditlånet. Klageren bekræftede med sin underskrift af erklæringen at have modtaget og læst R’s produktblad.

Ankenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for kautionen overfor R, henhører under Realkreditankenævnets kompetence.

Sagen mod banken vedrører herefter, om banken har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren ved mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens kaution overfor R.

Klageren har anført, at banken ikke rådgav ham om konsekvenserne af kautionen, at han ikke fik gennemgået en pjece om kaution, og at alene H modtog pjecen. Banken har anført, at den rådgav såvel H som klageren om konsekvenserne af gældsovertagelserne og kautionsforpligtelserne, at både klageren og H fik gennemgået pjecen på mødet den 21. marts 2013, og at banken udleverede et eksemplar af pjecen til parret.

Efter indholdet af kautionserklæringen og det tilhørende produktblad må det lægges til grund, at klageren blev tilstrækkeligt oplyst om kautionsforpligtelsen og konsekvenserne af kautionen.

Ankenævnet bemærker, at der ikke skete en forøgelse af klagerens gæld ved H’s gældsovertagelse og klagerens kaution for realkreditlånet, da klageren i forvejen hæftede som debitor for den samlede gæld. På baggrund heraf finder Ankenævnet ikke - uanset om det lægges til grund, at klageren ikke havde formue af betydning - at banken har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren i forbindelse med, at klageren påtog sig kautionsforpligtelsen.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.