Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Investering i ScandiNotes II Senior og III Mezzanine obligationer i henhold til formueplejeaftale med lav risikovillighed.

Sagsnummer: 1085/2009
Dato: 09-11-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen, Erik Sevaldsen og Karin Sønderbæk.
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Investering i ScandiNotes II Senior og III Mezzanine obligationer i henhold til formueplejeaftale med lav risikovillighed.
Indklagede: DiBa Bank
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører, om DiBa Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med bankens investering i ScandiNotes II Senior og III Mezzanine obligationer i henhold til en formueplejeaftale med lav risikovillighed.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i DiBa Bank.

Banken har oplyst, at klageren i 2005 indgik en formueplejeaftale vedrørende sine pensionsmidler. I oktober 2007 fyldte klageren 70 år, og pensionsordningen blev ophævet.

Den 9. oktober 2007 indgik klageren en formueplejeaftale med banken vedrørende sine nu frie midler. Af aftalen fremgår:

"…

Aftalen bemyndiger pengeinstituttet til, uden forudgående kontakt med mig og for min regning, at disponere over midlerne beroende i depotet og på kontoen, …

Aftalen forpligter pengeinstituttet til at foretage indkøb af værdipapirer indenfor den i aftalen nævnte investeringsstrategi.

Forvaltningen af mine investeringer skal som udgangspunkt ske inden for de nedenfor anførte grænser. Pengeinstituttet kan som følge af ændrede markedsforhold foretage en ændring af investeringssammensætningen med tilhørende grænser. En ændring foretages altid med udgangspunkt i den valgte risikoprofil. Den aktuelle fordeling mellem aktivtyper kan til enhver tid oplyses af pengeinstituttet.

Jeg vil årligt modtage årsopgørelse, hvor blandt andet depotbeholdning, værdipapirkurser m.v. vil fremgå.

Investeringsprofil

Pengeinstituttets rådgivning sker i overensstemmelse med min investeringsprofilaftale, hvoraf min risikovillighed fremgår.

(1-3 = lav risiko, 4-7 = mellem risiko, 8-10 = høj risiko)

Risikovillighed: 3.

Formålet med denne investering er: Frie midler, med en tidshorisont på 5 år.

Investeringsstrategi

På baggrund af modtagne oplysninger, herunder gældende Investeringsprofil, er der udarbejdet en investeringssammensætning.

Denne investeringssammensætning anvendes til FRIE MIDLER privat (5034). Risikotal 3-4, moderat lav risikovillighed. Ønsker et forholdsvis sikkert og jævnt afkast og vil kun løbe begrænset risiko og accepterer kun mindre udsving i formuen.

Alle oplysninger om investeringssammensætningen er alene vejledende.

De i fuldmagtsaftalen nævnte procentfordelinger på de enkelte papirer er et udtryk for minimum og maksimumgrænser på investeringstidspunktet. Udviklingen på de enkelte papirer kan bevirke, at grænserne i perioder ikke fuldstændig opretholdes. Ved nyinvesteringer vil investeringsaftalens procentfordelinger tilstræbes genoprettet.

Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. … Omfanget af denne risiko afhænger bl.a. af de aftalte retningslinier for investeringerne.

Pengeinstituttet bestræber sig på bedst muligt at forvalte kapitalen i overensstemmelse med denne aftale. Kunden er indforstået med ikke at gøre pengeinstituttet ansvarlig for noget fejlskøn eller tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra pengeinstituttets side.

…"

Af aftalen fremgår følgende sammensætning af værdipapirer:

Papirnavn/-gruppe

Min. %

Max. %

Enkeltpapirer

Globale Aktier, Frie midler

0,00

10,00

Europæiske Aktier, Frie midler

0,00

10,00

Obligationer med over 5 års løbetid F

5,00

25,00

Obligationer med 2-5 års løbetid F

20,00

40,00

Obligationer med 0-2 års løbetid F

25,00

45,00

Banken har oplyst, at pr. 30. juni 2008 var kursværdien af klagerens depot ca. 315.000 kr. Heraf havde banken bl.a. investeret klagerens midler i nominelt 34.255,27 ScandiNotes II Senior obligationer for ca. 33.000 kr. og i nominelt 86.117,80 ScandiNotes III Mezzanine obligationer for ca. 80.000 kr.

Af fremlagt depotoversigt pr. 30. juni 2008 fremgår:

Obligationer:

Nominel/stk.

Kurs

Kursværdi DKK

SCANDINOTESIISENIOR 2012

34.255,27

96,500000

33.056,33

2,00% DK SKIBSKREDITFOND INK 2013

36.084,11

87,592000

31.606,79

SCANDINOTESIIIMEZZANINE 1/11-2015

86.117,80

91,000000

78.367,19

Kursværdi for obligationer i alt

143.030,32

Aktier:

Kurs

Kursværdi
DKK

VALUEINVEST DANMARK, GLOBAL-UIAF

189,00

133,620000

25.254,18

CARNEGIE WORLDWIDE / EUROPA

114,00

114,700000

13.075,80

BANKINVESTIVBASIS

44,00

280,440000

12.339,36

BANKINVEST KORTE DANSKE OBLIGATIONER

1.200,00

100,850000

121.020,00

Kursværdi for aktier i alt

171.689,34

Kursværdi for obligationer og aktier i alt

314.719,66

Klageren har oplyst, at hun efter at have konstateret et tab på 79.600 kr. vedrørende investeringen i ScandiNotes III Mezzanine obligationer indgav en klage til banken.

Ved brev af 23. september 2009 afviste banken klagen.

Banken har oplyst, at pr. 30. oktober 2009 er ScandiNotes II Senior obligationerne nedskrevet med ca. 2,5 % og ScandiNotes III Mezzanine obligationerne nedskrevet med 100 %.

Parternes påstande.

Klageren har den 13. oktober 2009 indbragt sagen for Ankenævnet, som forstår påstanden således, at DiBa Bank skal tilpligtes at erstatte tabet ved investeringen i ScandiNotes III Mezzanine obligationer.

DiBa Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken har forvaltet hendes opsparing og formuepleje på en kedelig og uforsvarlig måde.

Hun har lidt et tab på 79.600 kr. ved bankens investering i ScandiNotes III Mezzanine obligationer, hvilket er utilfredsstillende.

DiBa Bank har bl.a. anført, at formueplejeaftalen giver banken en fuldmagt - og en forpligtelse - til at handle værdipapirer på klagerens vegne indenfor den valgte investeringsstrategi.

I formueplejeaftalen aftales den nærmere opbygning af investeringer, der foretages i den enkelte formuepleje efter en af banken bestemt procentuel fordeling mellem de i aftalen nævnte aktivtyper.

ScandiNotes III Mezzanine obligationen havde ved udstedelsen ratingen Baa. Dette må anses for en meget lav risiko.

Samtlige værdipapirer var børsnoterede, og de officielle kurser kan derfor tages som markedets vurdering af papirernes risiko på investeringstidspunktet. Papirerne blev kursfastsat ganske højt mellem ca. 92-96.

Klageren skulle ikke rådgives om de enkelte investeringer, som banken i henhold til formueplejeaftalerne foretog.

Risikoen på porteføljen fulgte klagerens risikovillighed. Hun indgik en aftale med moderat lav risiko.

Det fremgår af aftalerne, at klageren er indforstået med ikke at gøre banken ansvarlig for fejlskøn eller tab undtagen ved grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra bankens side.

Tabet ved investeringen i ScandiNotes III Mezzanine kan pr. 30. oktober 2009 opgøres til 79.600 kr., hvilket skal reduceres med modtagne renter.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet bemærker indledningsvist, at det ved klagerens indgåelse af en ny formueplejeaftale påhvilede banken at bringe investeringerne i overensstemmelse med aftalen.

Af formueplejeaftalen, som klageren indgik i oktober 2007, fremgår, at klagerens risikovillighed er 3, hvor "1-3 = lav risiko".

Af aftalen fremgår herefter, at "på baggrund af modtagne oplysninger, herunder gældende Investeringsprofil, er der udarbejdet en investeringssammensætning."

Om investeringssammensætningen fremgår, at den "anvendes til FRIE MIDLER privat (5034). Risikotal 3-4, moderat lav risikovillighed. Ønsker et forholdsvis sikkert og jævnt afkast og vil kun løbe begrænset risiko og accepterer kun mindre udsving i formuen."

Med denne beskrivelse af klagerens risikovillighed finder Ankenævnet, at klageren har lav risikovillighed.

Af aftalen fremgår yderligere, at der kan foretages investering i bl.a. aktier og obligationer med forskellig løbetid, og at alle oplysninger om investeringssammensætningen alene er vejledende.

Ankenævnet finder, at investering i ScandiNotes obligationer som udgangspunkt ligger inden for aftalens mulige investeringsområde.

Klagerens ønske om en lav risiko udelukker ikke, at enkelte værdipapirer eventuelt måtte være forbundet med en højere risiko, forudsat at banken til stadighed investerede klagerens samlede portefølje i overensstemmelse med den af klageren tilkendegivne lave risikovillighed.

Banken foretog på baggrund af formueplejeaftalen bl.a. investering for ca. 33.000 kr. af klagerens midler i ScandiNotes II Senior obligationer svarende til ca. 10 % af depotets værdi på ca. 315.000 kr. og investering for ca. 80.000 kr. i ScandiNotes III Mezzanine obligationer svarende til ca. 25 % af depotets værdi pr. 30. juni 2008.

Ankenævnet finder, at bankens investering af ca. 35 % af klagerens midler i ScandiNotes obligationer herunder ca. 25 % i ScandiNotes III Mezzanine obligationer var i strid med klagerens valg af lav risikovillighed i formueplejeaftalen set i sammenhæng med de i øvrigt anskaffede værdipapirer.

Da bankens investeringer således var i strid med formueplejeaftalen med klageren, finder aftalens bestemmelse om ansvarsbegrænsning ikke anvendelse.

Der er ikke grundlag for, at banken skal dække noget rentetab, eller at klageren skal refundere eventuel modtaget rente af obligationerne, idet afkastet ikke i relevant omfang skønnes at afvige fra, hvad klageren ellers kunne have opnået.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal DiBa Bank inden 4 uger kurtagefrit tilbagekøbe klagerens ScandiNotes obligationer. Tilbagekøbet skal ske til den kurs, til hvilken klageren erhvervede obligationerne, og kursværdien skal beregnes af den oprindelige nominelle værdi, hvis denne måtte være blevet nedskrevet.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.