Krav om erstatning for udgifter ved flytning til nyt pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 179 /2006 |
| Dato: | 21-12-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Overførsel - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for udgifter ved flytning til nyt pengeinstitut. |
| Indklagede: | DiBa Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om indklagedes dækning af udgifter ved flytning til nyt pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der var kunde hos indklagede, rettede i juni 2005 henvendelse til indklagede vedrørende finansieringen af købet af en ejerlejlighed.
Klageren har anført, at ejerlejlighedens kontantpris var 1.850.000 kr., hvoraf hun ønskede at betale 700.000 kr. og lånefinansiere restbeløbet. Indklagede foreslog hjemtagelse af et obligationslån på 920.000 kr., rente 4 %, samt et lån ydet af indklagede på 300.000 kr. med en rente på 4,65 %. Hun havde på det pågældende tidspunkt et kontantbeløb 400.000 kr. Indklagede overtalte hende til at finansiere købet af lejligheden i overensstemmelse med forslaget.
Indklagede har anført, at der i forbindelse med klagerens henvendelse blev udarbejdet et budget. Klageren ønskede at ændre et oprindeligt fastforrentet finansieringsoplæg til et mix af fast og variabel rente. Indklagede vejledte om fordele og ulemper ved et rentetilpasningslån og banklån. Klageren valgte et lån ydet af indklagede på 300.000 kr. bl.a. på baggrund af, at lånet havde lavere etableringsomkostninger end et realkreditlån, og at klageren kunne overtage et ejerpantebrev i ejerlejligheden til brug for sikkerhedsstillelsen.
Klageren har anført, at hun da skyldte omkring 90.000 kr. på et billån ydet af indklagede. Hun nævnte, at hun muligvis ville indfri lånet, hvilket herefter straks skete.
Indklagede har anført, at klageren ønskede billånet indfriet. Klageren tilkendegav, at hun ønskede at kunne disponere over de resterende frie midler, der udgjorde ca. 300.000 kr. efter indfrielse af billånet.
Den 16. juni 2005 underskrev klageren "Kontanthandelsaftale (køber)" udfærdiget af indklagede, hvorefter indklagede skulle kurssikre realkreditlånet. Af obligationsnota af 17. juni 2005 fremgår, at indklagede samme dag kurssikrede nominelt 920.000 kr. 4 % Totalkredit med afvikling den 12. august 2005.
Klageren har anført, at hun ikke fandt indklagedes rådgivning tilfredsstillende. Det havde været mere økonomisk fordelagtigt at optage et større kreditforeningslån frem for lånet hos indklagede. Hun påtalte endvidere flere gange indfrielsen af billånet, som hun mener ikke skete i henhold til aftale. I foråret 2006 rettede hun henvendelse til andre pengeinstitutter, og pengeinstituttet P tilbød hende et billån på 300.000 kr. til en rente på 4,65 % og således, at hvis hun indsatte 300.000 kr. på en konto, ville hun få 4,65 % i renter heraf. Hun kontaktede indklagede og oplyste om tilbuddet fra P. Indklagede ønskede at komme med et tilsvarende tilbud. Da hendes tillid til indklagede på dette tidspunkt var forsvundet, og hun ikke fik tilbagemelding fra indklagede, besluttede hun sig for at skifte pengeinstitut til P.
Den 27. juni 2006 modtog indklagede overførselsanmodning vedrørende klagerens engagement til P. Indklagede overførte den 29. s.m. klagerens frie midler til P. Engagementet blev endeligt opgjort 25. juli 2006.
Parternes påstande.
Klageren har den 17. juli 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "omkostninger ved bankskift".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at i forbindelse med finansieringen af købet af hendes ejerlejlighed var det dårlig rådgivning fra indklagedes side at foreslå at finansiere købet med et banklån frem for et større realkreditlån. Dette gav hun udtryk for over for indklagede, men hun talte for døve øre. Hun har erfaret, at det er svært at få ordnet ting, der ikke er indtjening i, hvilket hun har mærket adskillige gange.
Indklagedes indfrielse af billånet skete uden hendes accept. Hun havde nævnt over for indklagede, at hun muligvis ville indfri lånet, men straks var indfrielsesbeløbet trukket på hendes konto.
Der var problemer i forbindelse med overflytningen af hendes konti fra indklagede til P. Hun havde afleveret sit dankort i forbindelse med overførslen og måtte rykke for, at indklagede overførte midlerne til P.
Med hensyn til betaling af terminer havde hun aldrig tilmeldt disse til betalingsservice, men pludselig i foråret 2006 fremgik det af en oversigt, at der var sket tilmelding til betalingsservice. Indklagedes henvisning til et bilag underskrevet af hende i november 1999 siger noget om indklagedes forretningsmoral. Bilaget blev underskrevet i forbindelse med salget af en ejendom og vedrører således ikke hendes nye realkreditlån.
Hun finder, at indklagede på baggrund af de omtalte forhold vedrørende kundeforholdet bør betale hende omkostningerne ved skiftet til det nye pengeinstitut.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med finansieringen af ejerlejlighedskøbet tilkendegav, at hendes månedlige rådighedsbeløb ikke gav plads til ydelser på billånet. På denne baggrund blev billånet indfriet efter aftale med klageren.
Klageren ønskede i forbindelse med ejerlejlighedskøbet at kunne disponere frit over sine midler, som udgjorde 300.000 kr. efter indfrielsen af billånet.
Af kontanthandelsaftalen følger, at klageren bemyndigede indklagede til indgå kurskontrakt vedrørende realkreditlånet. Klageren kvitterede samtidig for at have modtaget rådgivning forud for sin finansieringsbeslutning.
Indklagede har foretaget rådgivning og overladt beslutningen om finansieringen fuldt ud til klageren. Indklagedes medarbejder kan ikke genkende klagerens oplevelse af at have talt for døve øre, eller at indklagede ikke ville ordne ting, der ikke er indtjening i. Herved bemærkes, at indklagedes medarbejdere ikke er provisionslønnet.
I marts 2006 forespurgte klageren om etablering af afdragsfrihed på lånet ydet til ejerlejlighedskøbet. Dette blev imødekommet til en rente på 5,6 %. Klageren afslog tilbuddet.
For så vidt angår tilmeldingen af klagerens betaling på realkreditlånet til betalingsservice henviser indklagede til en underskrevet erklæring af 30. november 1999, hvoraf klageren bl.a. bemyndiger indklagede til at kunne tilmelde betalinger til betalingsservice.
Indklagede modtog overførselsanmodningen den 27. juni 2006 og engagementet var endeligt opgjort den 25. juli 2006.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke godtgjort omstændigheder i forbindelse med forløbet af klagerens kundeforhold hos indklagede, der kan medføre, at indklagede kan pålægges at godtgøre klageren udgifterne i forbindelse med klagerens beslutning om at overflytte kundeforholdet fra indklagede til et andet pengeinstitut.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.