Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bortkomst af fremmed valuta, herunder guldmønter.

Sagsnummer: 10/2008
Dato: 23-04-2008
Ankenævn: Peter Blok, Carsten Holdum, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas
Klageemne: Boks - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om bortkomst af fremmed valuta, herunder guldmønter.
Indklagede: Fionia Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens påstand om bortkomst af valuta m.v. fra en lejet bankboks.

Sagens omstændigheder.

I henhold til bokslejekontrakt af 27. februar 1997 lejede klageren og dennes ægtefælle en selvbetjeningsboks (boks nr. 67) af Amtssparekassen Fyns (nu Fionia Banks) afdeling i Otterup. Af lejekontrakten fremgår:

"…

Boksen har kun en lås, hvortil der findes 2 nøgler, der begge er udleveret til lejeren. Lejeren er bekendt med, at boksen er anbragt i pansret skab, og at boksen kan åbnes i åbningstiden uden medvirken af Amtssparekassen. Amtssparekassen påtager sig derfor intet ansvar i tilfælde af, at boksen åbnes af en uberettiget, der er i besiddelse af nøgler til boksen.

Såfremt forfalden leje ikke betales eller nøglerne ikke tilbageleveres ved lejemålets ophør, har Amtssparekassen ret til efter 14 dages forudgående varsel ved anbefalet brev at inddrage boksen ved at lade den bryde op under overværelse af to af Amtssparekassen dertil bemyndigede personer. Opbrydning sker for lejers regning.

Amtssparekassen sikrer boksen med den omhu, der kræves i sådanne forhold, og er ansvarlig for tab, der skyldes fejl eller forsømmelser.

Amtssparekassen er ikke ansvarlig for tab som følge af hændelige begivenheder såsom indbrud, brand, oversvømmelse, fugt eller insektangreb. I det omfang der ønskes forsikringsdækning, opfordres lejeren til at sikre sig, at lejerens eksisterende forsikring dækker, eller at der tegnes ny forsikring.

…"

Fionia Bank har oplyst, at Otterup afdeling i efteråret 2005 skulle flytte til nye lokaler. Samtlige bokslejekontrakter blev da gennemgået, og det fremgik, at boks nr. 67 tilhørte et konkursbo. Efter aftale med boets kurator blev boksen den 7. september 2005 åbnet af en låsesmed i overværelse af to af bankens medarbejdere. Af en erklæring underskrevet den 28. september 2005 af bankens medarbejdere A og B fremgår:

"

Erklæring

Nedenstående kundebokse er den 27. september 2005 åbnet af Seifert/Jægerservice under overværelse af [A] og [B]:

67 - [Konkursboet]

kr. 10.000

Beløbet indsat på kurators konto …

Undertegnede erklærer herved at havde overværet åbning af de nævnte kundebokse og at indhold er korrekt skitseret.

…"

Omkring 1. oktober 2007 rettede klageren henvendelse i Otterup afdeling vedrørende boksen. Det blev klarlagt, at klagernes lejekontrakt ved en fejl ikke havde været indsat i bankens mappe med bokslejekontrakter, ligesom den bokslejekontrakt, der var fremfundet i september 2005, på dette tidspunkt var udgået. Det var derfor klagerens boks, som var blevet tømt i september 2005. Fionia Bank godtgjorde straks klageren 10.000 kr.

Den 21. december 2007 rettede klageren ved e-mail henvendelse til Fionia Bank. Klageren anførte, at der i boksen havde været to kuverter, hvor den ene indeholdt 10.000 danske kroner, mens den anden indeholdt fremmed valuta, bestående af ca. 1.000 EUR, 4-500 australske dollars samt 5 stk. 20 schweizerfranc guldmønter.

Ved brev af 21. december 2007 beklagede Fionia Bank over for klageren fejlen begået i 2005. Da to af bankens medarbejdere ved erklæringen af 28. september 2005 havde bevidnet boksens indhold, fandt man ikke grundlag for at erstatte klageren yderligere beløb end allerede sket.

Parternes påstande.

Klageren har den 10. januar 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fionia Bank betaler erstatning for den valuta og de schweizerfranc, der lå i boksen, samt refunderer boksleje.

Fionia Bank har under sagen godtgjort klageren 900 kr. svarende til boksleje for perioden 2005-2008. Banken nedlægger i øvrigt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at erklæringen af 28. september 2005 kun er en erklæring med underskrifter fra bankens side. Der foreligger ikke vidnesbyrd eller underskrifter fra personer, som ikke har tilknytning til banken i form af et ansættelsesforhold.

På baggrund af bankens fejl med hensyn til opbevaring af bokslejekontrakter samt fortsat opkrævning af boksleje har han svært ved at tro, at banken kunne skelne mellem en og to kuverter.

Fionia Bank har anført, at da der er tale om en selvbetjeningsboks, har banken ikke kontrol med, hvad der lægges i den, eller med hvem der har haft adgang til den.

Det kan imidlertid konstateres, at der ikke var guldmønter og valuta i boksen, da den blev tømt, idet den alene indeholdt 10.000 kr., som efterfølgende er godtgjort klageren.

Der er ikke sket fejl eller forsømmelser vedrørende sikringen af boksanlægget, ligesom der ikke har været tegn på indbrud eller lignende.

Boksen blev i overensstemmelse med kontraktens bestemmelse åbnet af en låsesmed i overværelse af to af bankens medarbejdere, hvilket svarer til praksis i branchen.

Ifølge medarbejdernes erklæring indeholdt boksen alene de 10.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af erklæringen af 28. september 2005 afgivet af to medarbejdere i Fionia Bank i forbindelse med åbningen af den omhandlede boks finder Ankenævnet det godtgjort, at boksen på det pågældende tidspunkt alene indeholdt 10.000 kr. i kontanter.

Som følge heraf

bestemmes:

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.