Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 6/1995 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I overensstemmelse med tilbud af 9. maj 1990 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klagerne et billån. Lånets hovedstol var på 49.863 kr., hvoraf 4.863 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev i lånetilbudet beregnet til 1.033 pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ifølge lånetilbudet ville være afviklet over ca. 5 år. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 13,4% p.a. Ifølge låneaftalen forfaldt første ydelse til betaling den 1. juli 1990.
Ved modtagelsen af kontoudskrift pr. 1. august 1994, hvoraf fremgik, at lånets restgæld udgjorde ca. 20.200 kr., rettede klageren henvendelse til indklagede om størrelsen af restgælden.
På baggrund af henvendelsen konstaterede indklagede, at ydelsen på etableringstidspunktet var beregnet forkert, idet den månedlige ydelse skulle have været 1.145 kr., for at lånet ved uændret rente kunne afvikles over 60 måneder. Med den faktiske ydelse på 1.033 kr. udgjorde løbetiden ved uændret rente ca. 70 måneder. Også renteudviklingen havde medvirket til en forlængelse af løbetiden.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er afviklet ved månedlig betaling af 1.033 kr. til og med 1. juli 1995, dog med regulering som følge af renteændringer.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede gennemgået lånet påny og fundet det sandsynliggjort, at der ved beregning af lånets oprindelige ydelse ikke er taget højde for lånets etableringsomkostninger.
Klagerne har anført, at indklagede bør være bundet af tilsagnet om afvikling af lånet over 60 måneder med en ydelse på 1.033 kr. med regulering som følge af renteændringer. Indklagedes låneoplysninger dannede grundlag for deres beslutning om låneoptagelse, og de indrettede sig i tillid til, at oplysningerne var korrekte. Lovgivningens regler vedrørende kreditoplysninger mister deres betydning, såfremt der ikke kan støttes ret på långivers oplysninger i forbindelse med låneoptagelsen. Det er ikke afgørende, om de som følge af fejlberegningen har lidt et tab, men at deres mulighed for sammenligning af finansieringstilbud blev forrykket på grund af fejlberegningen.
Indklagede har anført, at lånets etableringsomkostninger ved en fejl ikke var medregnet ved fastsættelsen af den månedlige ydelse. Denne fejlberegning ved lånets etablering samt efterfølgende reguleringer af renten har medført en mindre forlængelse af lånets løbetid. Såfremt klagerne får medhold i deres påstand, bliver hele gældsbrevets hovedstol ikke tilbagebetalt, hvorved klagerne opnår en uberettiget berigelse i strid med almindelige obligationsretlige grundsætninger.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må - også på baggrund af Ankenævnets kendskab til en række tidligere sager vedrørende tilsvarende lån ydet af indklagede - lægges til grund, at den af indklagede begåede fejl bestod i, at man ved fastsættelsen af ydelsen på 1.033 kr. månedligt undlod at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 4.863 kr.
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler herefter:
Den fejl, som er begået af indklagede i det foreliggende tilfælde, er - set i lyset af den række af tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller andre omstændigheder kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Mette Reissmann - udtaler:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.
Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.
I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.
Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.
Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.