Kaution overtaget ved hensidden i uskiftet bo. Pengeinstituttets rådgivnings- og oplysningspligt.
| Sagsnummer: | 613 /1995 |
| Dato: | 09-09-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Kaution overtaget ved hensidden i uskiftet bo. Pengeinstituttets rådgivnings- og oplysningspligt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1983 ydede klagerens nu afdøde ægtefælle sin svigersøn et lån på 405.000 kr. mod sikkerhed i et ejerpantebrev på 405.000 kr. i svigersønnens ejendom.
Ægtefællen påtog sig endvidere selvskyldnerkaution for svigersønnens kassekredit på 400.000 kr. hos indklagede. Ægtefællen tiltrådte løbende forlængelser af kreditten senest ved påtegning af 21. august 1987, hvorefter kreditten blev forlænget til 30. juni 1988.
Den 5. februar 1988 døde ægtefællen, og klageren, der er født i 1927, overtog boet til uskiftet bo.
Den 14. marts 1988 underskrev klageren en kautionserklæring, hvorefter hun påtog sig selvskyldnerkaution for opfyldelse af enhver forpligtelse, som svigersønnen "nu har eller senere måtte få" over for indklagede. Kautionen var begrænset til 400.000 kr. Kassekredittens saldo var på det tidspunkt ca. 237.000 kr. (negativ).
Senere i 1988 hjemtog indklagede på svigersønnens vegne et lån i DLR på 400.000 kr. Ejerpantebrevet, der var håndpantsat til klageren, blev den 30. august 1988 påført en rykningspåtegning vedrørende det nye lån. Kassekreditten havde på det tidspunkt en negativ saldo på ca. 90.000 kr.
Den 23. december 1988 underskrev klageren en ny kautionserklæring, der var identisk med erklæringen af 14. marts s.å. Erklæringen blev fornyet igen den 6. april 1993.
Med henvisning til at der var begæret tvangsauktion over svigersønnens ejendom, anmodede klagerens advokat ved skrivelse af 7. januar 1994 indklagede om en redegørelse for svigersønnens engagement og klagerens hæftelse i henhold til kautionen. Indklagede meddelte ved skrivelse af 11. s.m., at klagerens kaution omfattede en kassekredit, maksimum 425.000 kr., med en aktuel gæld på 385.914,23 kr. samt et udlån med restgæld på 121.051,59 kr., men at kautionen var begrænset således, at klagerens samlede hæftelse ikke oversteg 400.000 kr.
Efter tvangsauktionens gennemførelse rettede indklagede i sommeren 1994 henvendelse til klageren med henblik på indfrielse af kautionen.
Klageren gjorde indsigelse over for indklagedes krav med henvisning til, at indklagede ikke havde opfyldt sin rådgivningsforpligtelse over for hende.
Af kontoudskrift for svigersønnens kassekredit fremgår, at saldoen ultimo august 1988 udgjorde ca. 90.000 kr. (negativ). Primo september 1988 forøgedes trækket til ca. 340.000 kr., hvorpå den negative saldo medio s.m. faldt til ca. 60.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte kravet i henhold til kautionen til 100.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun er uden indsigt i økonomiske forhold, hvorfor indklagede i forbindelse med kautionen og ejerpantebrevets rykning burde have rådgivet om hendes økonomiske retsstilling eller have opfordret hende til at tage kontakt til sin advokat eller revisor. Enhver fornuftig rådgiver ville have tilrådet hende at søge at opnå en begrænsning af kautionsforpligtelsen i forbindelse med rykningen af ejerpantebrevet. Hun kunne rent faktisk på dette tidspunkt have opnået en nedsættelse af kautionsforpligtelsen til saldoen på kassekreditten, som på det tidspunkt var under 100.000 kr. Først senere i forbindelse med svigersønnens økonomiske problemer i 1993/94 blev hendes søn og senere hendes revisor og advokat klar over det uheldige i, at hun havde vedstået kautionsforpligtelsen på 400.000 kr. i forbindelse med ægtefællens død, og at hun senere havde accepteret en yderligere finansiering for svigersønnen. Hun har derfor ikke udvist passivitet. Sønnen rettede på dette tidspunkt henvendelse til indklagede, hvor den daværende afdelingsleder meddelte, at man aldrig ville inddrive forpligtelsen hos hende, idet man ikke ville "drive" en ældre dame fra hus og hjem. Indklagede bør som følge af mangelfuld rådgivning stille hende, som om kautionsforpligtelsen var blevet begrænset til 100.000 kr. i forbindelse med rykningen af ejerpantebrevet.
Indklagede har anført, at klageren ved at vælge at hensidde i uskiftet bo indtrådte i ægtefællens kautionsforpligtelse for kassekreditten på 400.000 kr. Svigersønnen havde ikke økonomiske problemer i 1988, hvor lånet i DLR blev hjemtaget. Låneformålet var modernisering af svigersønnens ejendom og erhvervsvirksomhed og ikke en nedbringelse af kassekreditten. Ejerpantebrevet blev ikke opbevaret hos indklagede, hvorfor det formodes, at svigersønnen har anmodet klageren om at lade pantebrevet rykke for det nye lån. DLR's tab på ejendommen efter tvangsauktionen oversteg 700.000 kr., hvorfor det må antages, at klageren under ingen omstændigheder havde opnået dækning til sit pant i denne. Uanset kassekredittens saldo var man ikke forpligtet til at rådgive klageren til at begrænse sin kaution eller til at kontakte advokat og revisor. Et af formålene med en kassekredit er netop, at skylden kan svinge. Trækket på kassekreditten udgjorde under 100.000 kr. den 30. august 1988, men allerede den følgende dag var trækket 341.000 kr. Klagerens indsigelser vedrører et hændelsesforløb i 1988, hvorfor klageren på grund af passivitet bør være afskåret fra nu at gøre indsigelserne gældende. Man er indstillet på at finde en acceptabel afviklingsordning med klageren på baggrund af hendes økonomiske situation.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at klageren hverken i forbindelse med sin indtræden i ægtefællens kautionsforpligtelse den 14. marts 1988 eller senere fornyelser af kautionen tilkendegav overfor indklagede, at hun ønskede at blive frigjort for kautionsforpligtelsen. Det må endvidere lægges til grund, at indklagede ikke medvirkede til indhentelsen af rykningspåtegningen på ejerpantebrevet, som klageren havde håndpant i.
Ankenævnet finder herefter ikke, at der påhvilede indklagede en forpligtelse til at rådgive klageren om eventuelle muligheder for at begrænse kautionen eller om den forøgede risiko, der måtte have været forbundet med rykningen.
Da der heller ikke i øvrigt ses at være oplyst omstændigheder, der kan bevirke, at klageren er frigjort for kautionsforpligtelsen
Klagen tages ikke til følge.