Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Antal, samlet størrelse.

Sagsnummer: 169/1996
Dato: 24-02-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann
Klageemne: Gebyr - rykkergebyr
Ledetekst: Antal, samlet størrelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I april 1990 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån på 86.924 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.100 kr., første gang 1. juni 1990. Af gældsbrevet underskrevet af klageren den 9. april 1990 fremgår:

"Forrentning.

........

Renten beregnes månedligt og tilskrives bagud hver 31/3, 30/6, 30/9 og 31/12 - første gang førstkommende termin forholdsmæssigt for den da forløbne tid.

........

LÅNEBETINGELSER:

.........

4. Debitor er forpligtet til at holde de af løsøreejerpantebrevet omfattede objekter kaskoforsikret for fuld værdi, med en selvrisiko på max. kr. 500,00 indtil gælden er betalt.

.........

Misligholdelse m.v.

10. I følgende tilfælde er hele gælden straks forfalden til betaling uden hensyn til mulig indrømmet uopsigelighed eller opsigelsesfrist:

a) hvis et skyldigt beløb ikke erlægges rettidigt,

.....

I det under punkt a) nævnte tilfælde - bortset fra forfald på grund af opsigelse - kan [indklagede] dog kun forlange gælden indfriet, hvis debitor ikke har opfyldt sine forpligtelser senest 8 dage efter, at skriftligt påkrav herom er afsendt til debitor på den af [indklagede] senest kendte adresse. Som følge af misligholdelsen beregnes et gebyr for fremsendelse af påkrav, ligesom der beregnes morarente af forfaldne, ikke betalte ydelser efter [indklagedes] regler herom.

..........

12. Omkostninger ved varetagelse af [indklagedes] interesser ifølge gældsbrevet betales af debitor."

Indklagede fik samtidig håndpant i et ejerpantebrev med pant i den købte bil.

Af kontoudskrift for lånet fremgår, at klageren i 1990 og 1991 betalte lånets ydelser stort set rettidigt, idet der frem til udgangen af 1991 alene blev debiteret lånet 3 rykkergebyrer i forbindelse med betaling af ydelserne i juli og august 1990 samt juli 1991.

I 1992 kom klageren i restance med lånet med ydelsen, der forfaldt 1. maj, idet denne først blev betalt den 21. s.m. Juniydelsen betaltes den 8. juli, medens juli- og augustydelsen betaltes samlet den 5. august 1992. Det fremgår yderligere, at ydelser herefter ikke blev betalt rettidigt, men typisk således, at en bestemt måneds ydelse var betalt inden månedens udgang.

For ydelser forfaldet efter den 1. september 1992 og senere har indklagede debiteret lånet for 54 rykkergebyrer, heraf 18 for 1. rykker, 25 for 2. rykker samt 11 for 3. rykker. Endvidere er debiteret gebyr i forbindelse med opsigelse af lånet 1 gang. Samlet er debiteret 13.960 kr. i rykkergebyrer. Hertil kommer, at der siden lånets etablering i 9 tilfælde er debiteret gebyr for fremsendelse af rykker som følge af restance på klagerens bilkaskoforsikring. Der er yderligere debiteret gebyrer for årsudskrift i januar 1995 og 1996 (23,75 kr. pr gang). I forbindelse med betaling af ydelser på lånet via giro er der i 19 tilfælde debiteret gebyr à 25 kr. i alt 475 kr.

Under sagen er fremlagt kopi af flere henvendelser fra klagerens ægtefælle til indklagede indeholdende oplysninger om baggrunden for problemerne med lånets afvikling. Afviklingsproblemerne skyldtes bl.a. klagerens sygdom og hospitalsindlæggelse. I august 1995 rettede klageren gennem en tredjemand henvendelse til indklagede og rejste i den forbindelse spørgsmål ved, at en rentetilskrivning på lånet den 30. juni 1993 var præcis 2.500 kr. Indklagede besvarede henvendelsen i skrivelse af 12. oktober 1995 og oplyste, at en kontrolberegning af den omhandlede rentetilskrivning var foretaget; denne dokumenterede, at renten var korrekt beregnet.

Omkring årsskiftet 1995/96 overgav indklagede lånet til inkasso. Lånets restgæld var da ca. 32.000 kr. Inkassoadvokaten indgav sagen til fogedretten. Efter det oplyste har fogedretten udsat sagens behandling på Ankenævnets afgørelse.

Ved klageskema af 23. april 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld som følge af, at der er tilskrevet renter månedligt, samt som følge af de debiterede gebyrer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at på trods af gældsbrevets bestemmelser om kvartårlig rentetilskrivning har indklagede beregnet og tilskrevet månedlige renter. Han finder, at der er tilskrevet et urimeligt stort antal rykkergebyrer. Indklagede bør derfor pålægges at refundere de debiterede gebyrer med tillæg af renter heraf.

Indklagede har anført, at i forbindelse med overgang til anden EDB-central pr. 1. december 1993 skete der en omlægning af rentetilskrivningen, således at denne fremgik månedlig på ydelsesopkrævningerne. Der er ikke forskel på beregningsmetoden, men udelukkende antallet af renteposteringer. Indklagedes rykkerprocedure er at udsende rykkere hver den 8., 15. og 22. i en måned. Hertil kommer påmindelse i forbindelse med restancer hos forsikringsselskab, idet klageren er pligtig at holde pantet behørigt kaskoforsikret. Når en forsikringstager ikke rettidigt har indbetalt forsikringspræmien fremsender forsikringsselskabet meddelelse til indklagede om, at dækningen er ophørt på grund af manglende præmiebetaling, og at indklagedes rettigheder i henhold til den noterede deklaration vil blive slettet, såfremt forsikringsselskabet ikke hører fra indklagede inden 16 uger. Ved hver enkelt gebyrtilskrivning har klageren løbende modtaget meddelelse om baggrunden herfor og størrelsen af gebyrer. Klageren har yderligere modtaget årsopgørelser indeholdende oplysningen om restgæld, årets rente- og gebyrtilskrivning. Klageren har igennem hele låneforløbet været bekendt med opkrævede gebyrer uden at gøre indsigelse. Klageren er i flere tilfælde efter udsendelse af 3. rykker blevet kontaktet telefonisk for hjælp til afhændelse af bilen. Klagerens ægtefælle har såvel mundtligt som skriftlig anført, at sygdom m.v. var baggrunden for den manglende betaling, og klageren har derved accepteret gebyrerne, ligesom der er anmodet om kortere udsættelser med betaling. Senest i forbindelse med sagens overgang til inkasso har klageren erkendt at skylde restgælden på lånet inkl. gebyrer.

Ankenævnets bemærkninger:

I perioden fra den 1. maj 1992 og frem til lånets overgang til inkasso betalte klageren lånets ydelser med en sådan forsinkelse, at indklagede i overensstemmelse med sin sædvanlige procedure afsendte rykkerskrivelser vedrørende de enkelte ydelser.

I betragtning af klagerens næsten konstante forsinkelse med betaling af de enkelte ydelser finder Ankenævnet, at indklagede på et tidspunkt under lånets afvikling burde have givet klageren en individuel udformet underretning om de gebyrmæssige konsekvenser af fortsat betalingsmisligholdelse. Ankenævnet finder, at klageren burde have haft en sådan underretning, når indklagede har kunnet konstatere, at klageren i 6 på hinanden følgende måneder var blevet debiteret sædvanemæssigt rykkergebyr i anledning af forsinket indbetaling. Dette ses ikke at være sket, og Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør tilbageføre de rykkergebyrer, som er debiteret klageren efter den 1. september 1992, herunder gebyr for lånets opsigelse.

For så vidt angår gebyr for 2 årsudskrifter, finder Ankenævnet ikke, at indklagede har haft hjemmel for at debitere disse.

Indklagede har ved debitering af renter forholdt sig i overensstemmelse med låneaftalens bestemmelse herom. Klagen tages derfor ikke til følge på dette punkt.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk og Mette Reissmann - udtaler herefter:

Vi finder ikke, at indklagede har tilstrækkelig hjemmel i lånedokumentet til debitering af gebyr i forbindelse med klagerens restance på kaskoforsikringen. Det bemærkes herved, at virkningen af en forsikringstagers misligholdelse med betaling af forfalden forsikringspræmie er, at forsikringsdækningen ophører, jf. Forsikringsaftalelovens §§ 13-16, og at det af indklagede opkrævede gebyr ikke findes at kunne betegnes som en omkostning ved varetagelse af indklagedes interesser. Vi stemmer derfor for, at klagen også tages til følge på dette punkt.

2 medlemmer - Niels Bolt Jørgensen og Ole Reinholdt - udtaler:

Vi finder, at opkrævningen af gebyrer i forbindelse med klagerens restance på kaskoforsikringen falder ind under pkt. 12 i lånebetingelserne om varetagelse af kreditors interesser. Vi lægger vægt på, at påmindelsen til skyldneren er udsendt efter, at kreditor fra forsikringsselskabet har modtaget meddelelse om, at forsikringsdækningen er ophørt på grund af restancer. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge på dette punkt.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger tilbageføre de debiteringer af rykkergebyrer, som har fundet sted efter den 1. september 1992, valideret de enkelte debiteringsdatoer. Inden samme frist bør indklagede tilbageføre 2 gebyrer for årsudskrifter debiteret de enkelte debiteringsdatoer. Inden samme frist bør indklagede tilbageføre debiterede gebyrer vedrørende restance på kaskoforsikring, valideret de enkelte debiteringsdatoer. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.