Spørgsmål om rykkerskrivelser er udsendt.
| Sagsnummer: | 308/1995 |
| Dato: | 06-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rykkerskrivelser er udsendt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 17. september 1993 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån på 112.148 kr. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 2.517 kr. første gang den 1. november 1993. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"2. Foruden lånebeløbet, renter og provision samt portoudgifter betaler debitor på anfordring:
a) Kreditors udgifter som følge af lånets misligholdelse, herunder et af kreditor fastsat gebyr for rykkerskrivelser, samt eventuel indberetning til Ribers Kreditinformation, samt kreditors udgifter til betaling af kasko- og ansvarsforsikring."
Lånet sikredes ved et løsøreejerpantebrev på 106.000 kr. med pant i den for lånet erhvervede bil.
Ifølge kontoudskrifter betalte klageren fra november 1993 til og med september måned 1994 de månedlige ydelser på følgende datoer: 12. november og 9. december 1993, 11. januar, 8. februar, 7. marts, 11. april, 10. maj, 6. juni, 7. juli, 9. august og 5. september 1994. Indklagede debiterede rykkergebyr á 150 kr. i alt 7 gange for de måneder, hvor indbetalingen først foretoges efter den 7. i måneden.
Ved skrivelse af 8. juli 1994 meddelte indklagede, at man på foranledning af en kreditor havde noteret et udlæg i den pantsatte bil. Indklagede beregnede sig et gebyr på 500 kr. for notering af udlægget.
Ved skrivelse af 1. februar 1995 meddelte indklagede, at man på foranledning af en kreditor havde noteret udlæg i bilen, og at lånet var at betragte som opsagt, såfremt udlægget ikke var slettet inden 30 dage. Indklagede beregnede sig et gebyr på 500 kr. for notering af udlægget.
Klageren har oplyst, at han den 3. april 1995 ved personlig henvendelse til indklagede forsøgte at indfri lånet delvist ved betaling af 40.000 kr. ved check. Checken var udstedt af tredjemand til klageren. Indklagede afviste at modtage checken. Lånets restgæld var på dette tidspunkt ca. 86.000 kr.
Ifølge klageren har han alene modtaget én rykkerskrivelse af 7. april 1995. Ifølge indklagede har klageren modtaget en rykkerskrivelse i hvert af de tilfælde, hvor der er debiteret gebyr.
Indklagede har om sin rykkerprocedure oplyst, at der udsendes rykkerskrivelse, såfremt en forfalden ydelse ikke er modtaget den 7. i en måned.
Klageren har ved klageskema modtaget i Ankenævnet den 13. juni 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de debiterede gebyrer med valør på de for gebyrernes debitering anvendte datoer.
Indklagede har efter sagens indbringelse for Ankenævnet tilbudt at tilbageføre noteringsgebyrerne på i alt 1.000 kr. og et indfrielsesgebyr på 200 kr. samt at yde rentegodtgørelse heraf. For så vidt angår påstanden om tilbagebetaling af rykkergebyrerne har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke har modtaget 7 rykkerskrivelser, hvorfor indklagede har været uberettiget til at debitere gebyr for disse. Gebyrerne fremgår ikke af den månedlige kontoopgørelse. Det ved skrivelse af 7. april 1995 opkrævede gebyr skyldes indklagedes forhold, idet indklagede den 3. april 1995 nægtede at modtage en check på 40.000 kr.
Indklagede har anført, at den månedlige ydelse i henhold til gældsbrevets betingelser forfaldt den 1. i hver måned. Klageren indbetalte ikke ydelserne rettidigt og har i hvert enkelt tilfælde modtaget en rykkerskrivelse, hvoraf gebyret er fremgået. Klageren har endvidere løbende modtaget kontoudtog over låneforløbet og ydelsesopkrævning, indeholdende oplysning om ny restgæld efter indbetaling. Af sidstnævnte er fremgået, at rykkergebyret er tillagt restgælden. Rykkerskrivelserne udskrives automatisk via indklagedes edb-central og er ikke modtaget retur. Det bestrides, at man har gjort sig skyldig i fordringshavermora, idet restgælden den 3. april 1995 udgjorde 86.583,50 kr og ikke 40.000 kr. Indklagede er et finansieringsselskab og som sådan en selvstændig juridisk enhed og kunne derfor ikke modtage en krydset check udstedt til klager til dækning af restgælden, jf. checklovens § 38, stk. 2.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har i gældsbrevets lånebetingelser hjemmel til opkrævning af gebyr for rykkerskrivelser. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om udsendelse af rykkerskrivelser via edb-central. Debiteringen af rykkergebyr findes herefter berettiget. Under henvisning til klagerens tilbud om betaling i april måned 1994 findes det dog ikke rimeligt at pålægge ham at betale rykkergebyr for denne måned. Indklagede har erklæret at ville godtgøre klageren noterings- og indfrielsesgebyrer, i alt 1.200 kr., samt yde rentegodtgørelse heraf.
Som følge af det anførte
Indklagede bør inden 4 uger tilbageføre rykkergebyret for april 1994 med valør for den for debiteringen anvendte dato. Klagegebyret tilbagebetales klageren.