Check, returnering af falsk check. Erstatning.
| Sagsnummer: | 139 /1991 |
| Dato: | 12-11-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Check - falsk check
|
| Ledetekst: | Check, returnering af falsk check. Erstatning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 3. december 1990 indløste klageren i sit pengeinstitut en check på 2.400 kr. trukket på indklagedes Nytorv afdeling, København. Klageren havde modtaget checken i forbindelse med salg af nogle varer.
Det viste sig efterfølgende, at den omhandlede check ikke var underskrevet af kontohaveren, fra hvem checkblanketten tillige med andre checkblanketter var bortkommet. Dette blev opdaget i forbindelse med, at en modtager af en anden af de bortkomne checks ved personlig fremmøde i afdelingen den 25. februar 1991 præsenterede checken til betaling. Afdelingen blev da opmærksom på, at checken ikke var udstedt af kontohaveren, der orienteredes herom. Kontohaver indgav herefter politianmeldelse, og indklagedes afdeling returnerede den 28. februar 1991 i alt 6 checks, heri blandt den af klageren den 3. december 1990 indløste check.
Af sagen fremgår i øvrigt, at afdelingen den 14. december 1990 og 2. januar 1991 til indehaveren af checkkontoen fremsendte meddelelse om overtræk, ligesom rykkergebyr debiteredes. Indklagede har endvidere oplyst, at kontohaver på sædvanlig vis har modtaget kontoudskrifter vedrørende checkkontoen, og at de første kontoudskrifter, hvor transaktionerne med de pågældende checks figurerer, er udskrifter for december 1990, som kontohaveren modtog primo januar måned 1991.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.400 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at uanset, at han er blevet narret til at modtage checken, bør tabet bæres af indklagede eller kontohaveren, idet kontohaveren ikke har ført tilstrækkelig kontrol med bevægelserne på kontoen, ligesom omgangen med checkblanketterne har været uforsvarlig og lemfældig.
Havde klageren straks efter checkens indløsning modtaget oplysning om, at checken var falsk, ville han have undladt at forbruge beløbet. Klageren finder endvidere, at indklagede hurtigere burde have reageret på overtrækket på kontohaverens checkkonto, hvorved at de falske checks kunne være blevet opdaget på et tidligere tidspunkt.
Indklagede har anført, at afdelingen først i februar måned 1991 blev bekendt med, at bl.a. den af klageren modtagne check var falsk. Som følge af den maskinelle dokumentløse checkclearing, som indebærer, at den betrukne afdeling ikke ser en indløst check, har afdelingen ikke haft mulighed for på et tidligere tidspunkt at opdage, at den præsenterede check var falsk. Hertil kommer, at et opstået overtræk på en checkkonto ikke i sig selv kan betragtes som en indikation af, at der har været trukket falske checks på kontoen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af, at det først i slutningen af februar 1991 blev opdaget, at den omhandlede check ikke var udstedt af kontohaveren, og klagen kan allerede af denne grund ikke tages til følge Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.