Rente.
| Sagsnummer: | 111/1992 |
| Dato: | 25-09-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 2. oktober 1987 ydede indklagedes Ballerup afdeling klagerne et lån på 120.000 kr. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 1.800 kr., første gang den 1. november 1987, og det fremgik af gældsbrevet, at lånet forrentedes med en variabel rentesats på 12% p.a., hvortil kom en provision på 3% p.a. Der er mellem parterne enighed om, at det i forbindelsen med optagelsen af lånet fra indklagedes side mundtligt blev oplyst, at løbetiden ville udgøre 9-10 år.
Ved skrivelse af 18. oktober 1991 meddelte afdelingen klagerne, at afdelingen ved en revisionsgennemgang havde konstateret, at restløbetiden på lånet udgjorde 13 år. Ved en forhøjelse af ydelsen med 500 kr. månedligt ville restløbetiden imidlertid blive nedbragt til 7 år. Den 3. december 1991 meddelte afdelingen klagerne, at man desværre ikke kunne efterkomme klagernes anmodning om at få fremsendt en kopi af gældsbrevet, da dette var bortkommet. Afdelingen anmodede derfor klagerne om at rette henvendelse til afdelingen med henblik på at underskrive et erstatningsdokument. Dette har klagerne indtil videre afvist.
Indklagede har oplyst, at lånet med en rente på 12% p.a. og en ydelse på 1.800 kr. månedligt ville have været afviklet i 1996.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet skal anses for afviklet efter 10 år ved fortsat betaling af en månedlig ydelse på 1.800 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har fremlagt kopi af forsiden af det bortkomne gældsbrev, mens indklagede har fremlagt en kopi af side 2 af et identisk gældsbrev underskrevet på samme tidspunkt indeholdende lånets almindelige betingelser.
Klagerne har anført, at der i forbindelse med optagelse af lånet aftaltes en løbetid på 9,5-10 år med en månedlig ydelse på 1.800 kr. Indklagede har undladt at råde klagerne til at hæve lånets ydelse i forbindelse med renteforhøjelser, og klagerne har ikke selv været i stand til at gennemskue, hvorvidt lånet kunne afvikles på den aftalt tid. Det er almindeligt kendt, at et låns nedbringelse først for alvor begynder hen mod lånets afslutning. Indklagede har i september 1990 bevilget henstand med 3 månedlige ydelser, og denne henstand blev indgået på klagernes foranledning efter aftale med indklagede. Derudover har klagerne på intet tidspunkt haft besvær med at afvikle lånet, hvorfor indklagede på et tidligere tidspunkt burde have rettet henvendelse til klagerne med henblik på eventuelt at forhøje ydelsen, således at den aftalte løbetid kunne overholdes.
Indklagede har anført, at lånet er optaget med variabel rente, og beregningen af løbetiden på stiftelsestidspunktet skete under forudsætning af en konstant rente på 12% p.a. Renten er imidlertid efterfølgende steget, således at den i gennemsnit har været ca. 16% p.a. Det fremgår tydeligt af lånedokumentet og indklagedes almindelige forretningsbetingelser, at renten er variabel og følger den generelle renteudvikling i samfundet. Der foreligger ikke en aftale mellem klagerne og indklagede om en fast løbetid. Det følger af indklagedes almindelige forretningsrutiner, at låneengagementer, der forløber uden afvigelser eller problemer, kun stikprøvevis tages op til revision. Dette er begrundet af de praktiske/administrative problemer, det ville medføre, hvis indklagede skulle gennemgå samtlige låneengagementer med variabel rente med henblik på at konstatere, om løbetiden på et givet tidspunkt oversteg den oprindeligt beregnede. Klagerne har gennem hele forløbet modtaget kontoudtog, hvoraf det tydeligt fremgår, hvad den aktuelle rentesats var, og det har derfor hele tiden været muligt for klagerne at beregne løbetiden på lånet eller at rette henvendelse til indklagede med henblik herpå. Indklagede har endvidere jævnligt vurderet klagernes økonomiske forhold og i den forbindelse fået det indtryk, at det ikke har været muligt for klagerne at forhøje afviklingen af lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Gældsbrevet indeholder ingen angivelse af lånets løbetid, og det er ikke godtgjort, at indklagede mundtligt har tilsikret klagerne en bestemt løbetid. Det må således lægges til grund, at indklagede alene - korrekt - har oplyst klagerne om, at løbetiden under forudsætning af uændret rente ville være 9-10 år. Det fremgår af gældsbrevet, at renten er variabel, og klagerne måtte være klar over, at en renteforhøjelse uden tilsvarende ydelsesregulering ville medføre en forlængelse af den oplyste løbetid. Indklagede har ikke påtaget sig nogen forpligtelse til at regulere ydelsen i takt med renteændringer med henblik på at fastholde denne løbetid. Ankenævent finder herefter ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.