Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rente, udlandslån.

Sagsnummer: 191/1990
Dato: 19-09-1990
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Udlån - udlandslån/valutalån
Rente - udlån
Ledetekst: Rente, udlandslån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren optog i februar 1986 gennem indklagedes Nordborg afdeling et udlandslån på 150.000 DM.

I december 1987 blev klageren opmærksom på, at et lystbadeværft i forbindelse med investering i lystbåde til chartersejlads oplyste, at det pågældende værft havde et tilsagn fra indklagede om udlandslån svarende til ca. 145.000 DM med en forrentning på 5 3/4 % p.a. Forrentningen af klagerens lån udgjorde i august 1987 7,875% p.a.

Klageren henvendte sig herefter ved skrivelse af 30. november 1988 til indklagede, idet han mente at have betalt en for høj rente på udlandslånet og anmodede om refusion af 25.650 kr. som klageren havde beregnet udgjorde det beløb, han havde betalt for meget i 3 år på lånet. I skrivelse af 15. december 1988 meddelte indklagede klageren:

"at den pris De har betalt på lånet nøje svarer til (indklagedes) listepris, som for udlandslån på modværdien mellem kr. 400.000 og kr. 1.000.000 andrager liborrenten + et tillæg på 3,5%.

Det er således [indklagedes] markedsrente, De løbende har betalt, hvorfor vi ikke kan finde baggrund for at foretage refundering." I skrivelse af 7. januar 1989 til indklagede fastholdt klageren sit krav om refusion af 25.650 kr.

Ved skrivelse af 20. januar 1989 til klageren anførte indklagede, at man

"..... generelt ikke forskelsbehandler vore kunder, men at vi, som i al anden forretning, naturligvis kan differentiere vore priser og service afhængig af omsætning, indtjening og ressourcebelastningen. Det skal i den forbindelse igen tilføjes, at De løbende har betalt en rente, som nøje svarer til [indklagedes] listepris og dermed markedsrenten for et lån som Deres. (....). Når (indklagede) har tilbudt billigere lån til købere, der har købt båd eksv. gennem Granada Yachts, skyldes det, at (indklagede) har indgået en rammeaftale med Granada Yachts, som sikrer (indklagede) et større antal lån og dermed en totalt større omsætning og indtjening."

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet og nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 25.650 kr. med rente 10% p.a. fra 1. januar 1989 til betaling sker.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at en medarbejder hos indklagede har oplyst, at indklagedes forrentning svarer til markedsrenten. Klageren har ved rundspørge til tre andre pengeinstitutter konstateret, at dette udsagn ikke er rigtigt. Klageren har endelig henvist til, at han har over 1 mio. kr. indestående hos indklagede, ligesom hans lån andrager 6-700.000 kr. Hans påstand svarer til et gennemsnit af differencen på tre andre pengeinstitutters satser i forhold til indklagedes.

Indklagede har henholdt sig til indholdet af indklagedes svar til klageren i skrivelser af 15. december 1988 og 20. januar 1989.

Ankenævnets bemærkninger:

Der findes ikke grundlag for efterfølgende mod indklagedes protest at ændre vilkårene i den mellem klageren og indklagede indgåede låneaftale, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.