Afgørelse

Tyveri af hævekort. Spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd og om rettidig meddelelse.

Indledning.

Denne klage omhandler, i hvilket omfang klageren hæfter for tab som følge af tredjemands misbrug af klagerens hævekort.

Sagens omstændigheder.

Den 15. september 2000 blev der udstedt et hævekort i tilknytning til klagerens Totalkonto hos indklagede.

Den 6. juli 2001 blev der tillige udstedt et VisaDankort i tilknytning til kontoen.

Fredag den 27. juli 2001 kl. ca. 16.15 konstaterede klageren, at han havde mistet sin lommebog, som bl.a. indeholdt klagerens VisaDankort og hævekort. Samme dag kl. 20.35 blev VisaDankortet spærret på baggrund af en telefonisk henvendelse fra klageren til PBS.

I forbindelse med, at klageren mandag den 30. juli 2001 henvendte sig til indklagede, blev også klagerens hævekort spærret.

Hævekortet var forinden spærringen blevet misbrugt ved følgende hævninger i kontantautomater:

Indklagede meddelte klageren, at han i selvrisiko hæftede for 1.200 kr. af misbruget. Indklagede har anført, at klageren samtidig fik besked på, at beløbet muligvis kunne blive højere, når omstændighederne omkring misbruget var klarlagt af juridisk afdeling. Dette har klageren bestridt.

I oktober 2001 gjorde indklagede gældende, at klageren hæftede for yderligere 4.900 kr. af misbruget eller i alt 6.100 kr., svarende til de tre sidste hævninger. Indklagede debiterede de 4.900 kr. på klagerens konto.

Parternes påstande.

Den 6. november 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han højest hæfter for 1.200 kr. af misbruget.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at da tyveriet blev konstateret, befandt han sig i et tog uden penge og telefon. Han rettede derfor først henvendelse til PBS, da han kom hjem.

Han meddelte PBS, at hans lommebog var blevet stjålet. Han nævnte VisaDankortet, som skulle spærres på grund af tyveriet. Han nævnte også sin ægtefælles kort, som var tilknyttet samme konto. Dette var ikke stjålet og skulle derfor ikke spærres, hvilket PBS-medarbejderen var indforstået med. Han nævnte ikke hævekortet, fordi han var den klare opfattelse, at dette var blevet lukket i forbindelse med, at han havde fået VisaDankortet udleveret. Lukningen af hævekortet havde han aftalt med en navngiven medarbejder hos indklagede, idet han efter udlevering af VisaDankortet ikke ønskede at bruge hævekortet mere.

Da hævekortet tilsyneladende ikke var lukket som aftalt, undrer det ham, at PBS-medarbejderen ikke nævnte dette i forbindelse med, at der blev talt om de andre kort, der var tilknyttet kontoen.

Indklagede er ansvarlig for den manglende spærring af hævekortet, som burde være sket ved udleveringen af VisaDankortet eller i hvert fald ved hans henvendelse til PBS i forbindelse med tyveriet af lommebogen. Han er dog indforstået med selvrisikoen på 1.200 kr.

Det bestrides, at indklagede tog forbehold om yderligere krav ud over de 1.200 kr. Det var hans klare opfattelse, at sagen blev afsluttet, da han accepterede at betale dette beløb.

Indklagede har anført, at klageren opbevarede sin kode sammen hævekortet, og at han herved og ved ikke snarest muligt at have spærret hævekortet hæfter med op til 8.000 kr. af misbruget.

Det er ikke korrekt, at det blev meddelt klageren, at hævekortet ikke kunne anvendes ved udleveringen af VisaDankortet. Klageren gik jo også fortsat rundt med hævekortet i sin lommebog.

Det fastholdes, at klageren fik besked på, at der skulle betales 1.200 kr. i selvrisiko, men at den endelige selvrisiko først ville blive fastsat, når de nærmere omstændigheder omkring misbruget var klarlagt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2, hæfter brugeren med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet - hvilket udtryk også omfatter et hævekort, jf. lovens § 1, stk. 2, - hvis den til betalingsmidlet hørende personlige hemmelige kode er anvendt. Klageren hæfter derfor i hvert fald for 1.200 kr. af misbruget på i alt 11.100 kr.

Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 3, hæfter brugeren med op til 8.000 kr. for tab ved andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den til betalingsmidlet hørende PIN-kode har været anvendt, og "brugeren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse".

I det foreliggende tilfælde finder Ankenævnet ikke, at klageren har udvist groft uforsvarlig adfærd.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Ole Reinholdt og Ole Simonsen - udtaler:

Efter lovens § 11, stk. 3, nr. 1, hæfter brugeren tillige med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet med PIN-kode, såfremt brugeren har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til en uberettigets kendskab, eller at betalingsmidlet er bortkommet, jf. bl.a. Ankenævnets kendelse af 3. juli 2001 i sag nr. 51/2001.

Det må lægges til grund, at klageren, da han den 27. juli 2001 kl. 20.35 rettede henvendelse til PBS med henblik på at spærre VisaDankortet, var bekendt med, at også hævekortet og den tilhørende PIN-kode var bortkommet. Vi finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at klageren berettiget kunne lægge til grund, at hævekortet var blevet lukket i forbindelse med udstedelsen af VisaDankortet. Det bemærkes herved, at det må antages, at hævekortet i givet fald var blevet indleveret til indklagede eller klippet over. Da klageren har undladt at underrette udstederen snarest muligt om det bortkomne hævekort, stemmer vi derfor for, at klagerens påstand om, at han alene hæfter for 1.200 kr. af misbruget ved de tre sidste hævninger på i alt 6.100 kr. ikke tages til følge.

To medlemmer - Hans Daugaard og Kåre Klein Emtoft - udtaler:

Vi finder, at klageren, der rettidigt underrettede PBS om det stjålne VisaDankort, i tillid til, at hævekortet var blevet lukket i forbindelse med udstedelsen af VisaDankortet, undlod at underrette PBS om det stjålne hævekort.

Under disse omstændigheder bør lovens § 11, stk. 3, nr. 1., ikke føre til, at klageren hæfter ud over 1.200 kr., jf. § 11, stk. 2.

Vi stemmer derfor for, at klagerens påstand tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.