Spørgsmål om erstatningsansvar for provenutab.
| Sagsnummer: | 643/1994 |
| Dato: | 29-06-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Ole Just, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for provenutab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På foranledning af klagernes oplysning om, at de ønskede at sælge deres ejendom, tilbød indklagede i efteråret 1993 at forestå omprioriteringen i forbindelse med salget.
Ved skrivelse af 19. november 1993 meddelte indklagede den medvirkende ejendomsmægler dette og anmodede samtidig om fremsendelse af kreditforeningstilbud, pantebrev, fuldmagt m.v., ved fremkomsten heraf.
Klagerne underskrev slutseddel den 26. januar 1994, hvorved ejendommen blev solgt for 695.000 kr., som skulle berigtiges ved optagelse af et kontantlån på 538.000 kr., udstedelse af sælgerpantebrev på 115.000 kr. og en kontant udbetaling på 42.000 kr. Slutsedlen var betinget af, at køber fik solgt sin ejendom inden 1. maj s.å. og indeholdt en reguleringsbestemmelse, hvorefter der skulle ske regulering af sælgerpantebrevet, såfremt obligationsgælden og dermed ydelsen på ejerskiftelånet afveg fra det i slutsedlen anslåede.
Den 21. april 1994 modtog indklagede lånetilbud m.v. fra klagernes advokat. Advokaten orienterede samtidig klagerne herom og anmodede dem om at henvende sig til indklagede for at aftale nærmere vedrørende hjemtagelse af ejerskiftelånet.
På et møde hos indklagede den 2. maj 1994 besluttede klagerne at afvente hjemtagelse af ejerskiftelånet. Ifølge klagerne anslog indklagede på dette tidspunkt deres provenutab til ca. 40.000 kr. beregnet på grundlag af kursudviklingen fra sidst i januar 1994.
Den 6. maj 1994 beregnede advokaten provenutabet til 84.128,60 kr. Advokatens beregning blev fremsendt til indklagede til orientering.
Den 16. maj 1994 underskrev klagerne og køber skøde.
Ved skrivelse af 20. maj 1994 anmodede advokaten indklagede om at meddele, hvor langt behandlingen af lånesagen var fremme. Ved skrivelse af 23. maj 1994 oplyste indklagede, at klagerne afventede udviklingen i kurserne, og at der ikke var foretaget andet i sagen end at tinglyse pantebrevet. Ifølge indklagede udtalte klagerne under et møde hos indklagede den 27. maj 1994 påny, at indklagede skulle afvente besked om, at lånet skulle hjemtages.
Ved skrivelse af 14. juli 1994 meddelte kreditforeningen ejendomsmægleren, at fristen for udbetaling af lånet var udløbet. Indklagede blev orienteret herom ved skrivelse af 19. juli 1994 fra advokaten.
Ved skrivelse af 21. juli 1994 anmodede indklagede klagerne om hurtigst muligt at henvende sig til advokaten for at træffe aftale om sagens videre forløb, idet indklagede afventede nærmere besked.
Ved skrivelse af 8. august 1994 anmodede advokaten indklagede om at kontakte klagerne for at træffe endelig aftale om hjemtagelse af lånet.
Klagerne har efterfølgende overført deres samlede engagement, herunder omprioriteringssagen, til et andet pengeinstitut.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning for deres tab i forbindelse med kursfald i perioden fra underskrivelse af betinget slutseddel til hjemtagelse af ejerskiftelånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede på eget initiativ tilbød at forestå omprioriteringen. Indklagede var bl.a. på den baggrund forpligtet til at tage aktiv del i sagsforløbet vedrørende ejendomssalget og burde have forhørt sig om, hvorledes salgsbestræbelserne forløb. Indklagede har kun henvendt sig til dem på opfordring fra advokaten, som på baggrund af skrivelsen af 19. november 1993 måtte gå ud fra, at den økonomiske rådgivning og administration af lånesagen blev varetaget af indklagede. På mødet den 2. maj 1994 hos indklagede, blev de rådet til at se tiden an, idet kursudviklingen ind til dette tidspunkt havde medført et tab for dem på ca. 40.000 kr. Denne beregning viste sig at være væsentligt forkert, idet advokaten umiddelbart efter beregnede tabet til 84.128,60 kr.
Indklagede har anført, at sagsbehandlingen blev påbegyndt den 21. april 1994, hvor man modtog slutseddel og lånetilbud. Klagerne blev på mødet den 2. maj 1994 rådgivet om hjemtagelse af ejerskiftelån, kurssikring, hjemtagelse på en bankgaranti m.v., og blev orienteret om betydningen af kursen på kontantlånet og reguleringsklausulen i slutsedlen. Det bestrides, at klagerne blev rådet til at afvente hjemtagelse af lånet, ligesom det bestrides, at der blev foretaget en beregning af klagernes tab på grund af kursfaldet. Advokaten og klagerne blev gentagne gange kontaktet både skriftlig og telefonisk vedrørende hjemtagelse af lånet. På grund af forventning om stigende kurser ønskede klagerne ikke lånet hjemtaget.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at bebrejde indklagede, at sagsbehandlingen af omprioriteringssagen først blev påbegyndt den 21. april 1994, hvor man modtog de nødvendige dokumenter fra advokaten.
Det må lægges til grund, at klagerne i hvert fald på mødet hos indklagede den 2. maj 1994 blev gjort bekendt med betydningen af kursen på kontantlånet og reguleringsklausulen i slutsedlen, og at grunden til, at hjemtagelsen af ejerskiftelånet ikke blev foretaget, var, at klagerne forventede stigende kurser og derfor anmodede indklagede om ikke at hjemtage eller kurssikre lånet eller i hvert fald undlod at anmode herom. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået erstatningspådragende fejl i forbindelse hermed eller ved sagens ekspedition i øvrigt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.