Afgørelse

Forrentning af indlånskonto med betydeligt indestående tilhørende ældre kontohaver.

Indledning.

Denne klage vedrører forrentningen af klagerens konto, hvor der i en årrække indestod et betydeligt beløb.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1911, oprettede i 1985 en opsparingskonto med 12 måneders opsigelse hos indklagede.

Indklagede har oplyst, at kontoformen udgik den 16. november 1989, og at klagerens konto blev ændret til en konto med 3 måneders opsigelse. Forrentningen blev samtidig forhøjet fra 5% til 6% p.a.

I perioden fra 1989 - 1995 faldt renten på 3 måneders konti fra 6% p.a. til 0,75% p.a. i maj 1995.

I maj 1995 udgik konti med 3 måneders opsigelse, og klagerens konto blev ændret til en konto med 1 måneds opsigelse. Omlægningen medførte ikke ændring af rentesatsen.

Den 1. juli 2001 udgik konti med 1 måneds opsigelse, og klagerens konto blev ændret til en privatopsparing uden opsigelse. Indklagede har fremlagt kopi af en orienteringsskrivelse vedrørende ændringen, som bl.a. indebar en forhøjelse af den aktuelle rentesats fra 1,25% p.a. til 3,25%-3,75% p.a. afhængig af indeståendets størrelse.

I 1994-2001 var udviklingen i kontoen følgende:

Af de under sagen fremlagt årsoversigter fremgår, at klageren også har en lønkonto hos indklagede. Indeståendet på denne steg i perioden 1996 - 2000 fra ca. 50.000 kr. til ca. 90.000 kr.

Indklagede har oplyst, at man i perioden 1994 - 2000 løbende fremsendte orienteringsskrivelser til kunder over 67 år med indeståender på over 100.000 kr. på lavt forrentede konti om mulighederne for at opnå en bedre forrentning. Indklagede har under sagen fremlagt kopi af tre orienteringsskrivelser fra henholdsvis december 1995, oktober 1996 og september 2000.

Ved skrivelse af 3. december 2001 rettede klagerens søn, S, henvendelse til indklagede om forrentningen af klagerens opsparing, som han fandt urimelig lav.

Parternes påstande.

Den 2. januar 2002 har klageren v/S indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

S har anført, at forrentningen af klagerens konto har været urimeligt lav, og at indklagede derfor bør yde en rentekompensation.

Klageren er lettere senil og har derfor ikke forstået en eventuel henvendelse fra indklagede om, at kontoen med 12 måneders opsigelse var udgået.

Det undrer, at indklagede efter i flere år at have ydet en forrentning på ca. ½% p.a. pludselig har hævet rentesatsen til 2% p.a.

Indklagede har anført, at de gennemførte kontoændringer ikke var til ugunst for kunderne. Klageren blev i lighed med indklagedes øvrige kunder orienteret om ændringerne og blev opfordret til at henvende sig med et eventuelt ønske om en anden kontoform.

Klageren er endvidere i perioden 1994-2001 løbende blevet kontaktet om mulighederne for at opnå en bedre forrentning. Klageren har imidlertid ikke reageret herpå, hvorfor kontoen er forblevet en privatopsparing.

Før modtagelsen af S' skrivelse af 3. december 2001 har man ikke haft kendskab til, at klageren er lettere senil.

Indklagede var hverken berettiget eller forpligtet til at ændre kontoen uden klagerens samtykke.

Via de årligt tilsendte årsoversigter har klageren kunnet følge udviklingen i rentetilskrivningen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indklagede i hvert fald i december 1995, oktober 1996 og september 2000 kontaktede klageren skriftligt med henblik på en drøftelse af forrentningen af klagerens indestående, og at klageren ikke reagerede herpå.

Det må endvidere lægges til grund, at indklagede ikke var bekendt med, at klageren er senil, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at der skulle være etableret en værgemålsordning.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde en rentekompensation.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.