Spørgsmål om erstatning for tab ved køb af husbåd hos firma, som var kunde hos banken.
| Sagsnummer: | 549/2009 |
| Dato: | 01-12-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for tab ved køb af husbåd hos firma, som var kunde hos banken. |
| Indklagede: | Vestjysk Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for det tab, hun og hendes daværende samlever har lidt ved at købe en husbåd hos et firma, der var kunde i Ringkjøbing Bank (nu Vestjysk Bank).
Sagens omstændigheder.
I 2006 henvendte klageren sig sammen med sin daværende samlever, S, sig til Ringkjøbing Bank (nu Vestjysk Bank), da de ønskede at købe en husbåd. De var interesseret i en ældre husbåd i København og bad banken om at låne dem penge til finansieringen heraf.
Banken har anført, at den ikke ønskede at finansiere købet af husbåden, da der var tale om en ældre husbåd med en kort lejekontrakt.
På et møde drøftede klageren, S og banken alternativer til den ønskede husbåd, og firmaet W, der byggede nye husbåde, blev nævnt. Klageren har senere fundet ud af, at W var kunde i banken.
I september 2006 underskrev klageren og S en aftale med W om bygning af en husbåd. Husbåden skulle leveres den 1. april 2007.
Klageren og S underskrev den 2. september 2006 en kreditaftale med banken til finansiering af bådebyggeriet. Kreditrammen var 2.400.000 kr. Klageren og S indskød selv yderligere 500.000 kr. i byggeriet.
Byggeriet af husbåden blev forsinket. W ønskede at levere husbåden i efteråret 2007, men da der ikke var installeret elektricitet, og der manglede en trappe, ønskede klageren og S ikke at tage imod husbåden, særligt da de i givet fald ville skulle have betalt sidste rate på 900.000 kr. til W.
Klageren og S ønskede at hæve handlen, men det blev frarådet af deres advokat på grund af W’s dårlige økonomi. En hævet handel kunne betyde, at W gik konkurs, og så ville de hverken have båd eller penge.
Banken har bedt klageren og S om en salgsfuldmagt, så provenuet fra et salg af husbåden kan bruges til nedbringelse af bankgælden. Klageren og S har ikke ønsket at give en sådan fuldmagt, bl.a. fordi husbåden ikke er blevet leveret til dem, og de derfor ikke juridisk ejer husbåden.
Parternes påstande.
Klageren har den 27. maj 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Vestjysk Bank skal dække de omkostninger, som klageren har haft i anledning af husbådskøbet. Banken skal også undlade at opkræve renter af lånet samt betale et beløb i svie og smerte.
Vestjysk Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken anbefalede køb af husbåd hos W. Banken havde en økonomisk interesse i, at W fik flere kunder.
Rådgivningen om købet var ikke i hendes interesse.
Banken frarådede dem at lave en aftale om dagbøder i tilfælde af forsinkelse, da banken ikke havde erfaring for, at det skulle være nødvendigt.
Vestjysk Bank har anført, at sagen bør afvises, da den ikke er egnet til behandling i Pengeinstitutankenævnet.
Klageren og S valgte selv at indgå aftale med W. Banken har ikke anbefalet klageren at indgå aftale med W, men nævnte alene muligheden herfor.
Klageren må selv bære risikoen for hendes valg af kontraktspart.
Banken er ikke erstatningsansvarlig for klagerens dispositioner.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at afvise sagen.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Ringkjøbing Bank (nu Vestjysk Bank) begik fejl og forsømmelser i forbindelse med, at klageren og hendes daværende samlever henvendte sig til banken med henblik på at opnå finansiering af et køb af en husbåd.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.