Lønkonto, overtræk, opsigelse af aftale om månedligt rådighedsbeløb.
| Sagsnummer: | 488 /1990 |
| Dato: | 22-11-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Lønkonto, overtræk, opsigelse af aftale om månedligt rådighedsbeløb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren og dennes ægtefælle blev separeret i første halvår 1989. Der pågik herefter drøftelser mellem ægtefællerne og indklagedes Kolding afdeling om afvikling af ægtefællernes gæld, der var i størrelsesordenen 700.000 kr. En del af gælden hidrørte fra ægtefællens firma, der var blevet opløst i 1987.
Den 14. december 1989 afholdtes i afdelingen et møde med deltagelse af klageren, den tidligere ægtefælle, parternes advokat samt deres revisor. Af et af indklagede udarbejdet mødereferat fremgår, at man på mødet drøftede muligheden af en gældssanering eller gennemførelse af en tvangsakkord på 25%, samt at det aftaltes, at den deltagende advokat skulle fremsende forslag om en tvangsakkord/gældssanering med angivelse af, hvorledes en finansiering skulle gennemføres.
Til og med oktober måned 1990 indbetaltes klagerens nettoløn på klagerens lønkonto hos indklagede. Kontoen var i overtræk, og det var aftalt, at klageren måtte anvende et beløb ifølge indklagede på 9.000 kr. månedligt, ifølge klageren på 9-10.000 kr. månedligt til privatforbrug for sig og sin søn.
Den 30. oktober 1990 afviste afdelingen at honorere en af klageren på lønkontoen trukket check på 1.400 kr. og debiterede gebyr herfor med 155,50 kr. Klagerens nettoløn for oktober var den 26. oktober 1989 indgået med 12.573 kr. på kontoen. Af kontoudtoget fremgår, at klageren af septemberlønnen - også bortset fra den nævnte check på 1.400 kr. - havde trukket mere end det aftalte rådighedsbeløb.
Ved skrivelse af 16. november 1990 til klageren meddelte afdelingen, at man d.d. havde opsagt klagerens og den tidligere ægtefælles engagement, som udgjorde i alt ca. 682.000 kr.
Af kontoudtog for klagerens lønkonto fremgår, at indklagede i november 1990 har honoreret 8 checks til et samlet beløb af 2.160 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren 11.555 kr. samt at indlede forhandlinger med klageren om en afviklingsordning af engagementet.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse mod tilbageførsel af 6.840 kr. til klagerens lønkonto og udbetaling af dette beløb til klageren.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at efter at indklagede havde returneret checken på 1.400 kr., oplyste en medarbejder i afdelingen, at klagerens konto nu var spærret. Dette betød, at klageren ikke havde midler til sit eget og sønnens underhold, hvorfor han måtte anmode socialforvaltningen om bistandshjælp. Klageren finder ikke, at betingelserne for den foretagne modregning var til stede. Klageren finder det endvidere kritisabelt, at indklagedes medarbejder meddelte, at klageren blot kunne gå til sine forældre, som formentlig ville hjælpe ham. Medarbejderen bemærkede i denne forbindelse, at klageren var enebarn, hvorfor der ikke var søskende til at tage hensyn til i forbindelse med arv. Efter dansk ret er det imidlertid udelukket at disponere over forventet arv. Klageren ønsker at indgå på en realistisk afviklingsordning vedrørende engagementet. En sådan ordning bør indebære en ophævelse af den solidariske hæftelse med den tidligere ægtefælle samt nedskrivning af klagerens andel.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 3, stk. 2, idet klageren ikke forud for klagen forgæves ved henvendelse har søgt at opnå en tilfredsstillende ordning med indklagede.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at på tidspunktet for oktoberlønnens indbetaling på klagerens lønkonto udviste denne et overtræk på 123.000 kr. efter kreditering af nettolønnen på 12.573 kr. Da klageren og den tidligere ægtefælle på trods af adskillige rykkere ikke var fremkommet med det på mødet den 14. december 1989 aftalte materiale, og da det var meddelt klageren, at indklagede ikke kunne fortsætte med at honorere checks på grund af det store overtræk, returnerede banken den omhandlede check på 1.400 kr. Indklagedes påstand fremkommer ved at reducere det aftalte månedlige dispositionsbeløb på 9.000 kr. med 2.160 kr., som klageren fik udbetalt i november 1990.
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
Det var aftalt, at klageren af sin nettoløn månedligt kunne disponere over et vist beløb til privatforbrug, og Ankenævnet finder efter det foreliggende at måtte lægge til grund, at beløbet udgjorde 9.000 kr. Indklagede findes ikke at have været berettiget til at opsige denne aftale uden varsel, og klageren har derfor haft krav på at få udbetalt 9.000 kr. af lønnen for oktober 1990. Da der alene er udbetalt 2.160 kr. heraf, bør indklagede i overensstemmelse med sin subsidiære påstand udbetale 6.840 kr. til klageren. Ankenævnet finder endvidere, at indklagede ikke var berettiget til at afvise den omhandlede check på 1.400 kr., der kunne have været honoreret af rådighedsbeløbet hidrørende fra oktober-lønnen, som var indgået inden afvisningen. Indklagede bør derfor godtgøre klageren det opkrævede gebyr på 155,50 kr.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at indgå en afviklingsordning med klageren. Ankenævnet kan heller ikke pålægge indklagede at indlede forhandlinger med klageren herom, men indklagede har under sagens behandling for Ankenævnet erklæret sig villig hertil.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger udbetale 6.840 kr. til klageren, således at beløbet debiteres klagerens lønkonto pr. udbetalingsdagen. Indklagede bør inden samme frist kreditere klagerens lønkonto 155,50 kr. med valør den 30. oktober 1990. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.