Indsigelse mod størrelsen af gæld overgivet til inkasso.
| Sagsnummer: | 160 /2005 |
| Dato: | 02-11-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Inkasso - hæftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod størrelsen af gæld overgivet til inkasso. |
| Indklagede: | GE Money Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse vedrørende størrelsen af en gæld til indklagede.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med klagerens køb af et fjernsyn blev der hos et finansieringsselskab, nu indklagede, etableret en konto, hvorpå klageren kunne trække op til 13.000 kr. ved anvendelse af et betalingskort. Klageren underskrev i den forbindelse den 4. september 1995 en kontoaftale, hvorefter hun forpligtede sig til "at forrente og afdrage på de vilkår, der er anført i kontobestemmelserne", ligesom klageren bekræftede at have fået udleveret et eksemplar af aftalen og kontobestemmelserne.
Af indklagedes "Kontobestemmelser (marts 1994)" fremgår, at kontoen havde en løbetid på 10 år, og at den årlige nominelle rente var 23 %.
Pr. 1. december 2000 var saldoen på klagerens konto 12.072,20 kr. (negativ).
Den 22. december 2000 underskrev klageren en kreditaftale med indklagede, hvorefter maksimum på kontoen blev hævet til 16.000 kr.
Den 3. januar 2003 bogførte indklagede klagerens indbetaling på 758 kr. Kontoens saldo var forinden 14.013,62 kr. (negativ). Klageren indbetalte herefter ikke yderligere beløb.
Den 28. januar 2003 indgav klageren klage til Forbrugerklagenævnet over indklagede.
Ved månedsopgørelse af 21. marts 2003 meddelte indklagede klageren, at kontoen var opsagt, og at saldoen på 14.252,29 kr. var til betaling.
Indklagede har oplyst, at der den 24. april 2003 blev tillagt inkassoomkostninger med 1.500 kr., og at indklagedes advokat den 25. april 2003 sendte påkravsskrivelse til klageren.
Den 8. oktober 2004 fremsendte Forbrugerklagenævnet klagen til Pengeinstitutankenævnet.
Den 25. november 2004 henlagde Ankenævnets sekretariat klagen, idet klageren ikke havde fremsendt klageskema eller betalt klagegebyr.
Ved skrivelse af 18. juli 2005 til klageren opgjorde indklagede kravet til 14.352,29 kr. med tillæg af renter 6.967,46 kr. for perioden 21. marts 2003 - 18. juli 2005 samt inkassoomkostninger 1.500 kr., eller i alt 22.819,75 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 3. juni 2005 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at hun ønsker indklagede tilpligtet at anerkende, at hun ikke skylder indklagede noget beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kontoen hos indklagede blev etableret i forbindelse med hendes køb af et fjernsyn til 10.500 kr. Kontoen blev oprettet med et maksimum på 13.000 kr., så hun kunne bruge betalingskortet til yderligere køb.
I december 2000, hvor hun havde opbrugt muligheden for yderligere køb på kontoen, spurgte radioforhandleren hende, om hun ønskede en forhøjelse med 3.000 kr., hvilket herefter skete.
Hun har betalt i alt omkring 30.000 kr. til indklagede, men skylder stadigvæk ifølge indklagede omkring 16.000 kr., hvilket hun anser for umuligt.
Hun er uforstående over for det store rentebeløb, som indklagede tilskriver.
Der er muligt sket fejl i hendes konto i forbindelse med, at indklagede overtog det finansieringsselskab, som oprindeligt bevilgede hende kontoen.
Indklagede har anført, at rentetilskrivningen og pålagte gebyrer har fulgt gældende kontobestemmelser.
Klageren har månedligt modtaget kontoudtog, hvoraf rente, gebyr og saldo er fremgået.
Klageren har ikke tilbagebetalt den samlede gæld, og klageren har heller ikke dokumenteret, at dette skulle være sket.
Klageren har i perioder udsat sin afvikling med gælden, hvilket har medført rykkergebyrer og yderligere renter. Rentesatsen fremgår af kontobestemmelserne samt rentelovens § 7, stk. 3.
Gælden pr. 21. marts 2003 på 14.252,29 kr. er tillagt inkassovarselsgebyr på 100 kr., inkassoomkostninger på 1.500 kr. samt renter.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens gæld til indklagede er stiftet ved klagerens anvendelse af et betalingskort tilknyttet en kredit hos indklagede, som blev etableret i september 1995. Gælden er undergivet 20-årig forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og således ikke forældet.
På det foreliggende grundlag kan klageren ikke anses at have betalt sin samlede gæld til indklagede. Herved bemærkes, at klagerens indbetalinger til indklagede i perioden fra 1995 og frem til begyndelsen af 2003 ikke nedbragte den samlede gæld som følge af indbetalingernes størrelse samt det forhold, at klageren i perioder afviklede gælden uregelmæssigt.
Klagerens seneste betaling til indklagede blev bogført primo januar 2003. Der er ikke grundlag for at fastslå, at nogen del af indklagedes krav på 14.352,29 kr. kan anses for forældet efter den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven om forældelse af forfaldne renter. Ankenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at nedsætte indklagedes krav opgjort pr. 18. juli 2005 til 22.819,75 kr.
Som følge herafKlagen tages ikke til følge.