Afgørelse

Låneomlægning. Kurssikring.

Klageren havde i sin ejendom et lån til realkreditinstitut 1. Et pengeinstitut, som i henhold til en samarbejdsaftale formidler lån for det indklagede realkreditinstitut 2, fremsendte den 1. april 2004 et låneomlægningstilbud fra realkreditinstitut 2 til klageren. Lånetilbudet omhandlede et 30-årigt rentetilpasningslån med delvis afdragsfrihed. Beregningerne i lånetilbudet var foretaget ved kurs 103,36, svarende til en kvartårlig ydelse i den afdragsfri periode på 5.732 kr. Af lånetilbudet fremgik det, at kurssikringsaftale alene kunne indgås med institut 2. Klageren indgik en boligrådgivningsaftale med det låneformidlende pengeinstitut, som i aftalen med håndskrift anførte, at det tilbudte lån ikke kunne kurssikres. Realkreditinstitut 2 fremsendte i juni 2004 en udbetalingsmeddelelse til klageren, hvoraf det fremgik, at lånet var afregnet til kurs 101,55, og at de ordinære kvartårlige terminsydelser udgjorde 6.936 kr. i den afdragsfri periode. Klageren rettede den 28. august 2004 henvendelse til det låneformidlende pengeinstitut, idet han fandt, at det måtte bero på en fejl, at den kvartårlige terminsydelse var blevet væsentlig højere end anført i lånetilbudet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at han skulle stilles som i lånetilbudet af 1. april 2004. Realkreditinstitut 2 påstod frifindelse.

Realkreditinstitut 2 fremlagde i klagesagen en redegørelse fra det låneformidlende pengeinstitut, hvoraf det blandt andet fremgik, at lånedokumenterne blev underskrevet den 19. april 2004, og at det var blevet oplyst klageren, at det tilbudte lån ikke kunne kurssikres. Klageren bestred over for Ankenævnet, at lånedokumenterne var underskrevet så sent som den 19. april 2004, og fastholdt, at den 1. april 2004 burde lægges til grund ved beregningen af hans tab.

Nævnet fandt, at det var en ansvarspådragende fejl at oplyse, at det tilbudte lån ikke kunne kurssikres. Det måtte antages, at klageren ville have indgået en fastkursaftale, hvis han ikke havde fået oplyst, at en sådan ikke kunne indgås. Det henstod imidlertid som usikkert, hvornår mellem den 1. april og den 19. april 2004 en sådan fastkursaftale ville være blevet indgået. Det var derfor ikke muligt præcist at angive klagerens tab som følge af den manglende kurssikring. Nævnet fandt, at erstatningen burde fastsættes som forskellen i bruttoydelserne frem til næste refinansiering ud fra en gennemsnitskurs for perioden 1. til 19. april 2004. Nævnet tilpligtede derfor realkreditinstitut 2 at betale klageren en erstatning på 5.600 kr.