Spørgsmål om bindende virkning af information i emissionsbrochure samt på netbank om angivelse af tegningsperiodes længde.
| Sagsnummer: | 384/2009 |
| Dato: | 23-12-2009 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om bindende virkning af information i emissionsbrochure samt på netbank om angivelse af tegningsperiodes længde. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om klageren som følge af oplysninger om en tegningsperiodes længde i en informationsbrochure og på sin netbank har krav på at tegne 220 stk. Nordea Bank AB aktier til kurs 13,49 kr. pr. aktie.
Sagens omstændigheder.
I marts 2009 havde klageren i sit kontoførende pengeinstitut Danske Bank registreret 400 stk. aktier i det svenske selskab Nordea Bank AB. Dette selskab gennemførte i perioden 20. marts - 3. april 2009 en aktieemission med fortegningsret til eksisterende aktionærer.
Den 17. marts 2009 modtog klageren brev fra Danske Bank. Af brevet fremgår klagerens ret til tegning af 220 stk. aktier i Nordea Bank AB til kurs 13,49 kr. samt følgende:
"…
Handel med tegningsretter finder sted på OMX Nordic Exchange Copenhagen fra den 20.03. til den 31.03.2009. Tegning af nye aktier finder sted fra den 20.03. til den 03.04.2009.
Hvis De ønsker at deltage i ovennævnte tegning, beder vi Dem give banken besked senest den 27.03.2009 på vedlagte instruktionsblanket. Har banken ikke modtaget besked senest denne dato, vil retterne blive forsøgt solgt på sidste dag for handel med tegningsretter.
…"
Efter udløb af fristen den 27. marts 2009 solgte Danske Bank klagerens tegningsretter.
Den 1. april 2009 indleverede klageren instruktionsblanketten til en af bankens afdelinger med ønske om tegning af 220 stk. aktier.
Den 2. april 2009 oplyste Danske Bank telefonisk klageren om, at hans tegningsretter var blevet solgt, og at hans instruks om tegning af aktier ikke kunne imødekommes. Klageren indgav samme dag en klage til Danske Bank, som banken afviste.
Klageren har under sagens forberedelse for Ankenævnet fremlagt en illustration vedrørende aktieemissionen. Heri er under overskriften "Vigtige datoer" angivet, at tegningsperioden begynder den 20. marts 2009, at sidste dag for handel med tegningsretter er 31. april 2009, og at tegningsperioden slutter den 3. april 2009. Han har desuden fremlagt et print af et faneblad benævnt "Aktuelle kurser" fra sin netbank med dateringen 2. april 2009. I en kolonne med overskriften "tid" fremgår "31.03.2009" ud for værdipapiret "Nordea (DKK) TR".
Danske Bank har under sagens forberedelse fremlagt bankens depotbetingelser, hvoraf fremgår:
"…
5.1. Nytegning og fondsaktier
Du modtager et brev fra os, hvis der i Statstidende eller en landsdækkende hverdagsmorgenavis indbydes til nytegning af aktier og/eller obligationer - herunder konvertible obligationer - hvor der er fortegningsret for hidtidige aktionærer/obligationsejere. Det samme gælder, hvis det offentliggøres, at der udstedes fondsaktier. …
…
Inden for en frist, som vi fastsætter, skal du meddele os, om du ønsker at
? | nytegne aktier eller obligationer eller hjemtage fondsaktier |
? | sælge tegningsretter eller fondsaktieretter |
? | købe eller sælge supplerende eller overskydende tegningsretter eller fondsaktieretter. |
Hvis vi ikke inden for fristen har modtaget dine instrukser, eller du ikke stiller de nødvendige midler til rådighed for at opfylde de angivne instrukser
? | har banken ret til at sælge tegningsretterne |
? | … |
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 14. april 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank tilpligtes at sælge ham 220 stk. Nordea Bank AB -aktier til kurs 13,49 kr. pr. aktie.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det fremgik af emissionsbrochuren og af hans netbank, at fristen for salg af tegningsretter udløb den 31. marts 2009.
Det fremgik af illustrationen i emissionsbrochuren, at tegningsperioden sluttede den 3. april 2009. Hans forsøg på tegning af aktier den 1. april blev afvist af banken, som da havde solgt hans tegningsretter.
Han havde ikke givet banken lov til at handle med hans tegningsretter.
Danske Bank har anført, at klageren har accepteret bankens depotbetingelser herunder vilkårene om nytegning af aktier.
Depotbetingelserne er udformet med henblik på at sikre kundernes interesser bedst muligt.
Klageren modtog fra banken brev af 17. marts 2009 med fyldestgørende oplysninger om vilkårene for udnyttelsen af sine tegningsretter.
Klageren afgav sin instruks til banken for sent.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet lægger til grund, at den illustration vedrørende Nordea Bank AB’s aktieemission, som klageren har fremlagt under sagen, hidrører fra en brochure udarbejdet af det svenske selskab Nordea Bank AB. Ankenævnet finder, at Danske Bank ikke er ansvarlig for indholdet af den informationsbrochure, som selskabet Nordea Bank AB har udarbejdet.
Klageren modtog brev af 17. marts 2009 fra sit kontoførende pengeinstitut Danske Bank. Det fremgår heraf, at fristen for tegning af 220 stk. aktier i selskabet Nordea Bank AB til kurs 13,49 kr. pr. aktie udløb den 27. marts 2009, hvorefter banken i tilfælde af klagerens manglende instruktion ville søge klagerens tegningsretter solgt. Ankenævnet finder, at denne information var fyldestgørende og i overensstemmelse med bankens depotbetingelser, samt at bankens salg af klagerens tegningsretter var i overensstemmelse hermed.
Klagen tages ikke til følge.