Afgørelse

Krav om nedsat hæftelse for kredit begrundet i mangelfuld rådgivning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om nedsat hæftelse for en kredit begrundet i mangelfuld rådgivning.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditkontrakt af 18. maj 2004 ydede Danske Bank klageren en kredit med et maksimum på 75.000 kr.

Klageren var lønmodtager og drev i fritiden en enkelmandsvirksomhed. Kreditten blev etableret til brug for virksomheden.

Den 16. april 2007 bevilgede banken en forhøjelse af kreditten med 25.000 kr. til i alt 100.000 kr. Klageren underskrev den 29. april 2007 et tillæg til kreditkontrakten om forhøjelsen.

Af kontoudskrifterne for kreditten fremgår pr. den 11. april 2007 en saldo på 93.095,46 kr. (negativ). Pr. den 18. april 2007 var saldoen nedbragt til 76.264,40 kr. (negativ).

Ved brev af 5. august 2009 opsagde banken kreditten til indfrielse på grund af misligholdelse.

Ved stævning af 17. december 2009 anlagde banken retssag mod klageren om gælden, der blev opgjort til 105.412,50 kr. med tillæg af renter og omkostninger.

Klageren nedlagde påstand om frifindelse.

Den 3. marts 2010 blev sagen af retten henvist til behandling i Pengeinstitutankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Parternes påstande.

Den 20. april 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal frafalde sit krav i henhold til kreditten mod hans betaling af et engangsbeløb på 33.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med etableringen og forhøjelsen af kreditten bør acceptere en væsentlig nedsættelse af hans hæftelse.

Kreditten blev etableret og forhøjet uden nogen form for rådgivning eller sikkerhed.

På tidspunktet for forhøjelsen var der tegn på den finanskrise, der efterfølgende indtraf, hvilket banken undlod at tage højde for ved bevillingen.

Da han på ingen måde var dækket ind hverken rådgivningsmæssigt eller på anden vis, blev han særlig hårdt ramt, da krisen indtraf.

Ifølge reglerne om god skik havde banken pligt til ikke bare at varetage sine egne men også kundernes interesser. Hvis banken havde levet op til denne forpligtelse, kunne han og banken have undgået den nuværende situation.

Banken har igennem forløbet opnået en ikke ubetydelig renteindtægt på kreditten. Også på den baggrund er det tilbudte beløb på 33.000 kr. rimeligt.

Danske Bank har anført, at bevillingen af kassekreditten og den efterfølgende forhøjelse skete på grundlag af en sædvanlig kreditvurdering.

Kreditten var forsvarlig i forhold til klagerens økonomiske situation. Klageren og dennes hustru havde en samlet årlig indtægt på 640.000 kr. og boede i eget hus, der var belånt med 1. mio. kr.

Banken ydede fyldestgørende rådgivning og har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med låneforholdet.

Kreditaftalen er bindende for klageren, og klageren bærer selv ansvaret for, hvorledes han har anvendt kreditten.

Det falder uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til akkordforslag.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at pålægge Danske Bank at frafalde sit krav mod klageren i henhold til den omhandlede kredit, hverken helt eller delvist.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordering eller en bestemt afvikling af gælden.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.