Opgørelse af restgæld på lån, hvor rente ikke var debiteret over en årrække, men på hvilket der løbende var indbetalt.
| Sagsnummer: | 505/2008 |
| Dato: | 25-06-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
|
| Ledetekst: | Opgørelse af restgæld på lån, hvor rente ikke var debiteret over en årrække, men på hvilket der løbende var indbetalt. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører opgørelsen af et misligholdt lån, hvor klageren over en årrække regelmæssigt indbetalte ydelser.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 29. december 1988 ydede Aktivbanken, nu Sydbank, klageren et lån på 40.000 kr., som skulle afvikles med 730 kr. månedligt fra den 1. februar 1989. Gældsbrevet indeholder ikke oplysning om rentesats.
Den 29. december 1989 blev et nyt gældsbrev på 27.981,34 kr., som skulle afvikles med 1.000 kr. månedligt fra den 1. januar 1990, oprettet. Gældsbrevet indeholder ikke oplysning om rentesats.
Af begge gældsbreve fremgår, at der betales rente af lånet "efter bankens til enhver tid gældende bestemmelser".
Af et brev af 13. april 1993 til klageren fremgår, at restgælden var 54.713,98 kr. med et tillæg af renter fra 2. april 1992. Af brevet fremgår, at der med henvisning til en aftale af 14. september 1992 skulle træffes ny aftale om lånets afvikling pr. 1. april 1993. Banken anførte, at man kunne acceptere en indbetaling på 500 kr. månedligt indtil den 1. maj 1994.
Af et fremlagt kontoudtog for perioden 2. januar 2002 til 1. maj 2009 fremgår, at lånets restgæld den 2. januar 2002 var 23.213,98 kr. Saldoen var den 20. januar 2004 16.013,98 kr. Siden den 2. januar 2002 er der indbetalt regelmæssigt 300 kr. månedligt frem til 2. juni 2008, hvor restgælden var 113,98 kr. I den mellemliggende periode er der ikke tilskrevet rente. Den 12. juni 2008 blev tilskrevet 25.571,76 kr. i rente. Der er også i tiden herefter månedligt indbetalt 300 kr.
Ved brev af 12. august 2008 oplyste Sydbank, at rentetilskrivningen på 25.571,76 kr. var baseret på saldoen den 12. juni 2003 på 18.113,98 kr. med 18 % ved kvartårlig rentetilskrivning.
Af årsudskrifter for 2004-2007 fremgår, at lånet er tilskrevet 0 kr. i rente. Af års-udskrift pr. 31. december 2008 fremgår, at rentebeløbet på 25.571,76 kr. er indberettet til Skat som rente.
Af Sydbanks "Almindelige forretningsbetingelser – privatkunder" fremgår:
"…
Hvis udlån eller kreditter overtrækkes, kommer i restance eller udnyttes i strid med aftalen, opkræver banken en overtræksrente som et tillæg til den aftalte rente.
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 2. december 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal nedsætte renten "til en rimelig rente".
Under sagen har Sydbank ved processkrift af 20. januar 2009 nedlagt påstand om frifindelse. Under sagens forberedelse har Sydbank godtgjort klageren et rentebeløb på 8.146,12 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han er uforstående overfor tilskrivningen af rentebeløbet på 25.571,76 kr., som han anser for en urimelig høj rente set i forhold til renteniveauet de pågældende år.
Han bemærker, at gældsbrevene ikke indeholder oplysning om rentesats/regulering.
Sydbank har anført, at lånets automatiske renteberegning er nulstillet i forbindelse med lånets misligholdelse. Banken er regnskabsmæssigt forpligtet hertil, hvilket dog ikke hindrer, at banken kan opkræve rente hos kunden.
Nødlidende engagementer forrentes med bankens højeste udlånsrente i henhold til bankens almindelige forretningsbetingelser. Beregningsmæssigt har banken efter korrektion taget udgangspunkt i en gennemsnitlig rente på 15 % p.a., idet renten i den omhandlede 5-årige periode har bevæget sig mellem 13,75 % og 18,25 % p.a. Banken har endvidere korrigeret renteberegningen, således at der tages udgangspunkt i restgælden på 16.013,98 kr. den 20. januar 2004, dvs. fem år forud for bankens indlevering af svarskrift i klagesagen. Det ikke forældede rentebeløb udgør herefter 17.425,64 kr.
Rentetilskrivningen på 25.571,76 kr. er beregnet på grundlag af en rentesats på 18 % p.a., hvilket er en fejl. Under klagesagen er klageren kompenseret herfor.
Betalinger afskrives på renter og omkostninger og herefter på hovedstolen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Sydbank har ved den korrigerede beregning af klagerens restgæld inklusive ikke forældede renter anvendt en rentesats på 15 % p.a., hvilket Ankenævnet finder berettiget. Ankenævnet kan endvidere tiltræde, at banken har korrigeret beregningen således, at der tages udgangspunkt i restgælden på lånet , dvs. 5 år forud for bankens indgivelse af svarskrift i klagesagen, idet forældelsen af renterne blev afbrudt på dette tidspunkt. Restgælden var 16.013,98 kr. . Det bemærkes, at det følger af overgangsreglen i § 30, stk. 1, i forældelseslovens af 2008, at der i overensstemmelse med forældelsesloven af 1908 fortsat kan kræves renter for en periode på fem år forud for afbrydelsestidspunktet.
Indklagede har imidlertid ved sine renteberegninger ikke taget hensyn til de indbetalinger på 300 kr. om måneden, som klageren har foretaget siden den 20. januar 2004, hvilket er en fejl. Beregningen af restgælden inklusive ikke forældede renter pr. den 20. januar 2009 skal ske med udgangspunkt i restgælden pr. den 20. januar 2004, 16.013,98 kr., men således, at der ved renteberegningen tages hensyn til de indbetalinger, klageren løbende har foretaget i tiden herefter.
Som følge heraf
Sydbank skal inden fire uger korrigere restgælden på klagerens lån i overensstemmelse med det foran anførte.