Afgørelse

Refinansiering af kortrentelån. Fastkursaftale. Rådgivning.

Klagerne havde i deres ejendom et kortrentelån til det indklagede realkreditinstitut. Det med realkreditinstituttet koncernforbundne pengeinstitut fremsendte i oktober 2008 på vegne af realkreditinstituttet en skrivelse til klagerne. Det fremgik heraf, at den finansielle krise havde gjort det sværere at forudsige, hvad renten blev, når lånet skulle rentetilpasses. Klagerne fik derfor tilbud om at indgå en fastkursaftale med det samme. Samtidig indbød realkreditinstituttet til et informationsmøde i løbet af efteråret om rentetilpasning og instituttets anbefalinger. Klagerne deltog den 27. oktober 2008 i et sådant informationsmøde. Samme dag fremsendte instituttet bekræftelser til klagerne på henholdsvis en ændring af rentetilpasningsprofilen fra F3 til F1 og en fastkursaftale, som betød at renten på refinansieringsbeløbet var endeligt fastsat indtil næste refinansiering. Yderligere indeholdt aftalen oplysning om, at klagerne var pligtige til at erstatte instituttet et eventuelt tab, hvis lånet af årsager, der ikke kunne tilregnes det koncernforbundne pengeinstitut, ikke blev refinansieret ved næste refinansiering, og at klageren med henblik på en opgørelse af aftalen var forpligtet til at give besked, hvis den ikke blev gennemført. Klagerne var utilfredse med rådgivningen, der førte frem til indgåelsen af fastkursaftalen, og rettede den 31. oktober 2008 henvendelse til instituttet for at høre, om det var muligt at annullere fastkursaftalen. Dette blev afvist.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle stille klagerne som om lånet var refinansieret uden en fastkursaftale. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet havde ikke mulighed for nærmere at vurdere, hvilken rådgivning der blev givet på informationsmødet i oktober 2008. I det skriftlige materiale var der gjort opmærksom på den aktuelle uro på det finansielle marked og den deraf følgende usikkerhed, som en manglende fastkursaftale kunne føre til. Nogen direkte anbefaling til at indgå en fastkursaftale var der ikke givet. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at det alene er instituttets opgave at gøre opmærksom på fordele og ulemper ved en fastkursaftale, men derimod ikke at træffe beslutning for låntageren om at indgå en sådan. Denne beslutning er alene låntagerens. Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at instituttet havde rådgivet klagerne på en sådan måde, at klagerne ikke var bundet af den indgåede fastkursaftale. Nævnet frifandt derfor instituttet.